Hvad er ateisme?

Ateisterne påstår, at der ingen Gud er. Dette ligger i navnet på deres ideologi. Ordet ”ateisme” er afledt af det græske ord ateismos, der er afledt af det græske a (ingen) og det græske theos (Gud), mens endelsen ismos står for teori, dvs., ingen-Gud-teori. Ifølge en ordbog defineres ateisme som den livsanskuelse som afviser eksistensen af en gud.

Ateisme og ondskabens problem

Vi skal ikke være overraskede over, at der findes mennesker, der påstår, at Gud ikke er til. I det tyvende århundrede blev millioner af uskyldige mennesker dræbt i 2 verdenskrige plus mange andre krige. Millioner af mennesker blev brændt i ovne eller gasset og dræbt i koncentrationslejre i Nazi-Tyskland. Mange af de politiske regimer der deltog i de 2 verdenskrige gav endog udtryk for at være kristne. Det er derfor vanskeligt for mange at tro på en Gud, der både er almægtig og god. De spørger f.eks.: Hvis Gud findes, hvorfor forhindrede han da ikke disse ugerninger? Hvorfor skabte han en verden med så megen ondskab? Bibelen giver et svar på dette spørgsmål, men de forskellige religioner giver ikke folket det rette svar.

Ateisme er et resultat af disse og mange andre begivenheder. For eksempel er ateisme for mange kun en skærm, der skal dække over en mislykket søgen efter en religion. Det vil sige deres ateisme er undertrykt religiøsitet. Men hvornår kom ateisme til syne i historien?

Hvornår opstod ateisme?

Ateisterne kom først til syne i den græske historie, og kun i meget isolerede tilfælde, f.eks. Diagoras, Bion, Lucian etc. Grækerne anså ateisme for at være både umoralsk og irreligiøs. De gjorde derfor ateisterne æreløse og forviste dem fra deres territorium. Der var også nogle få individuelle ateister blandt romerne, efter at det hedenske romerske rige gled over i det kristne romerske rige. Men der var næppe mange før omkring afslutningen af det syttende århundrede, hvor ateisme begyndte at blive mere udbredt.

Feuerbachs argument og dets kritik

Jeg tilslutter mig den holdning, at ateisme kun kan eksistere, hvor der er en mangel i eller en fordærvelse af det menneskelige hjerte og sind. Ateisme har i de sidste 200 år været i tiltagen blandt filosoffer, flere videnskabsmænd og det jævne folk. Blandt de filosoffer, der har været ateister, vil jeg citere den tyske filosof og religionskritikker, Ludvig Feuerbach. Han udtrykker sig om ateisme på følgende måde:

”Der er ingen Gud, det er lige så klart som solen og lige så øjensynligt som dagen, at der ingen Gud er og endnu mere, at der ingen kan være, for om der var en Gud, da måtte der være én, han ville være nødvendig. Men om der nu ingen Gud er, da kan der ingen Gud være, derfor er der ingen Gud. Der er ingen Gud, fordi der ikke kan være nogen.”

Den forvirrende fornuftslutning i ovenstående citat har i sig selv intet, der er beslægtet med logik. Den modsiger sig selv som logik. Hvis Guds ikke-eksistens er ”klar som solen”, hvordan kan det da være, at hele menneskeheden (uden undtagelse) erkender solens eksistens, men det er ikke hele menneskeheden, der tilslutter sig Feuerbachs påstand om, at Gud ikke er til?

Findes ateisme virkelig?

Nogle påstår, at der ikke findes virkelige ateister. Dette synspunkt er jeg ikke enig i. Menneskets ufuldkommenhed har frygtelige virkninger på hjerte og sind, og gør yderliggående ateister mulige og virkelige. Vi kan f.eks. læse på internettet hvordan virkelige ateister spotter Gud, Jesus og de højere magter. Der findes mange hjemmesider som støtter ateisme. Og selv i et lille land som Danmark findes der en forening, Ateistisk Selskab, hvor man kan blive medlem. Men jeg tror, at det er meget få seriøse tænkere, der er ateister. Selv under ufuldkommenhedens indskrænkninger kommer ateisme på tværs af den menneskelige natur og de normale processer i tankegang og følelse.

Ateismens grundlæggende afvisning

Da ateisterne nægter Guds eksistens, nægter de som en selvfølge heraf også en guddommelig åbenbaring som De hellige Skrifter. De nægter således også muligheden af et virkeligt objekt for de religiøse følelser og samfund mellem Gud og mennesker. Sammen med dette kommer også benægtelsen af et liv efter dette. Mens dyden mister sin stærkeste støtte og lasten sin største afskrækkelse for ateisten. Der kan naturligvis ikke være plads til forsoning mellem mennesket og Gud i et ateistisk system.

Ateisme og moral uden Gud 

Hvis Gud ikke findes, så kommer disse love ikke fra ham, ”Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle” osv. Ifølge det ateistiske system er det mennesker som har lavet disse love. Men jeg spørger. Hvilke mennesker har lavet disse love? Det må være de mennesker som har taget sig magten til at herske over andre mennesker. Det vil sige, at vi i det ateistiske system selv har ret til at tage magten med vold og magt. Hvis vi kan dette, så kan vi selv lave vores egne love. Sagt under ét, grundreglerne for troen på Gud og hans love kastes over bord i ateisme. 

Ateisme som tro og tvivl

Hos nogle ateister findes en afgjort tro (på deres teori), hos andre en fæstnet tvivl. Nogle ateister roser sig af deres ateisme. Andre er meget bedrøvede over deres tro på ateisme og ønsker blot, at de kunne tro på et Højeste væsen. I den nuværende tidsalder er der kun meget lidt, vi kan gøre for at hjælpe en virkelig ateist. Ateistens tro på ateisme er en fordom, ved hvilken hans hjerte fra første færd har undertvunget hans fornuft. Hans fornuft har yderligere forhærdet og forblindet hans hjerte, eftersom hverken hans fornuft og hjerte eller nogen anden person kan bevise at Gud ikke er til.

Med hensyn til sådanne ulykkelige må vi vente, indtil troen i den næste tidsalder giver plads for syn. For i denne tidsalder får vi ikke lov til at se den usynlige verden. Men de ateister, der kun tvivler om Guds tilværelse, og som er forpinte over deres tvivl, kan hjælpes ved gendrivelsen af de betragtninger, som forårsager deres tvivl. Hvis sådanne ateister læser min artikel, kan man håbe på, at de ser ateismens fejlslutninger. I alle tilfælde vil artiklens afsløring af ateismens fejlslutninger og vildfarelser styrke dem, der tror på Guds virkelighed. Jeg vil derfor undersøge de grunde, som de mere intelligente ateister giver for deres ateisme og vantro.  

Argumentet: ”Man kan ikke finde Gud”

Den første grund, som ateisterne sædvanligvis anfører for deres teori, er, at de ikke kan finde Gud. Den østrigske tænker, B. Carneri fremsætter det således:

”Jeg finder ham (Gud) ikke, hverken i skabelsen eller verdens styrelse.”

Bruno Bauer, tysk filosof, fremsætter det som følgende:

”Hverken ved brugen af mikroskopet, teleskopet, destiller kolben eller dissekerkniven har nogen forsker nogensinde opdaget et oversanseligt (åndeligt) væsen.”

Dette er sandsynligvis den stærkeste måde at fremsætte ateismens første og væsentligste argument på. Til dette vil jeg for det første svare. Alt, hvad en forsker med rimelighed kan sige angående dette punkt, er, at han ikke har været i stand til at finde Gud ved forskning. Han kan således ikke tale for andre. For mange andre påstår, at de ved deres forskning og studium har fundet det oversanselige – Gud. Og mange af disse indbefatter også de største filosoffer og videnskabsmænd, der har levet, lige siden ateisme blev genfødt i det syttende århundrede. Den følgende navneliste vil bevise dette:

Leibnitz, Wolf, Kant, Descartes, Amphere, Fafaday, Fresnel, Brewster, De La Rive, Euler, Causs, Wuertz, Chevreul, Biot, Justus von Liebig, Fehling, Morse, Kepler, Copernikus, Isaac Newton, Herschel, Alexander von Humbolt, Mädler, Gruner, Elie de Beaumont, Fraas, Pfoff, Favre, Linnaeus, Albreckt von Haller, Griesbach, Oswald Herr, Ehrenberg, Owen, Quatrefages, Isidore Geoffray St Hilaire, Mivart, Agassiz, Le Creaux, Pasteur, Hyrttnes, von Beneden, Claude Bernard, Romanes (for en tid ateist, så efter dybere studium teist), Edison, Marconi, Bell, Millikan og mange andre.

Store navne beviser ikke Sandheden

Jeg hører ikke til dem, der tror, at store navne beviser Sandheden. Jeg anfører disse videnskabsmænd, filosoffer og forskere, fordi de ved deres granskninger har fundet Gud. Det gør jeg som modvægt mod ateisterne, der hævder, at de ikke kan finde Gud ved deres granskninger. Mädler, en af de største videnskabsmænd, sagde:

”En sand naturforsker kan ikke være en gudsfornægter. Enhver, der ser dybt ind i Guds værksted, således som vi gør, og har så megen lejlighed til at beundre hans alvidenhed og evige orden, må i ydmyghed bøje sine knæ for den hellige Guds herskerskab.”

Isaac Newton og Pasteur skrev på lignende måde.

Intet menneske kan bevise ateisme

Jeg besvarer ateisternes argument med følgende. Intet mål af menneskelig granskning, der på grund af menneskelig begrænsning nødvendigvis må være begrænset, kan bevise, at der ingen Gud er. Kun den, der er almægtig, alvidende og allestedsnærværende, kunne med sandhed sige, at Gud ikke er nogen steder. For at være i stand til dette, at demonstrere at Gud ikke er til, måtte vedkommende følgelig have overmenneskelige evner. Det vil sige, at han selv måtte være Gud, hvilket ville bevise, at der er en Gud. Intet menneske kan derfor bevise, at Gud ikke er til. Selv om mikroskopet, teleskopet, kniven og røntgenstrålerne ikke gør ham synlig og håndgribelig, beviser dette ikke, at Gud ikke eksisterer.

Ateisme bruger forkerte redskaber

Selve det, som den ateistiske forsker søger at gøre synligt, behandles i modstrid med dets natur. Det oversanselige, som en ånd nødvendigvis er, opfattes ikke af sanserne og er usynlig. Vi kunne ligeså godt kræve af vand, at det blev tørt. Af varme, at den blev kold. Af is, at den blev varm. Af mørke, at det blev lys og af lys, at det blev mørke. Af det legemlige, at det blev ulegemligt. Det ville være det samme, som at forvente, at det oversanselige, der blandt andet er usynligt for det menneskelige øje, skulle blive synligt for vore legemlige øjne (1 Tim 6:16).

En sådan forsker foretager sine undersøgelser med uhensigtsmæssige eller uanvendelige hjælpemidler. Hans hjælpemidler er materielle, brugbare på materielle substanser og vil give udmærkede oplysninger om disse. Men de er aldeles uanvendelige og utilstrækkelige til at kunne gøre det oversanselige håndgribeligt. Den videnskabsmand, der ville forsøge at virke med redskaber, der er uanvendelige og utilstrækkelige for de foreliggende materialer, ville naturligvis ikke være i stand til at frembringe resultater. Når ateisterne ikke kan fatte noget, medmindre det giver sig materielle udtryk, er det deres ulykkelige fejl. Dette medfører ikke, at virkeligheder må blive uvirkeligheder, blot fordi de mangler evne til at fatte noget oversanseligt. Og når der er oversanselige væsener, er det givet, at andre end materielle hjælpemidler må benyttes til opdagelse af dem.

Gud skal søges af sindet og hjertet

Det oversanselige kan kun søges af sindet og hjertet, som er de instrumenter, der kan komme i berøring med det. Eftertanke og den tro, det håb, den kærlighed og lydighed, der opbygges på en sådan eftertanke, er de hjælpemidler, der åbenbarer Gud. Det er ikke instrumenter, som f.eks. mikroskopet eller teleskopet. Det samme gælder også Guds eksistens, skønt den er usynlig og uhåndgribelig for sanserne, og den er langt mere påkrævet for at forklare hele naturen og dens enkeltheder. Det er de virkelige videnskabsmænds og filosoffers betragtninger over universet i dets helhed, der overbeviser dem om Guds tilværelse. Universets vidunderlige love, orden og tegn på intelligens, er bevis på Guds tilværelse. Så jeg siger til ateisten: Du benytter de forkerte hjælpemidler i din søgen efter Gud. Brug de rigtige, så vil det måske lykkes for dig at finde ham.

Gud må ikke bare søges i det usædvanlige, så som mirakler, opfyldte profetier etc., hvad ateisten hævder, at han ikke har set, og hvis eksistens han benægter. Gud må også søges i naturens sædvanlige og ordinære gang. De kristne har alt for ofte gjort fejltagelser ved at fremhæve mirakler og opfyldte profetier over for ateisten. Dette har gjort ateisternes modstand endnu større på grund af deres forkastelse af disse beviser. I stedet skal man møde ateisterne hvor de ikke kan svare. Vi ville gøre bedre i at lægge eftertryk på det ordinære og sædvanlige i naturen som bevis på Guds tilstedeværelse.

Naturen som bevis for Gud

Naturlovene forudsætter en lovgiver, og naturens orden forudsætter en styrer. Universets uendelige beviser på intelligens forudsætter en intelligent skaber. At universet er produktet af en række årsager, forudsætter en første og følgelig en årsagsløs, evig årsag. Dens forunderlige og mangfoldige hensigter forudsætter en planlægger. Det er overvejelsen af disse ting, der overbeviser om, at der er en Gud, og som modbeviser ateisme. Ateistens påstand om, at universets og naturens love og orden, gør Gud unødvendig, ødelægger således hans eget standpunkt. Når der er love, så må der nødvendigvis være en lovgiver, som står bag lovene. Aldrig nogensinde har man hørt om love, der er kommet af sig selv!

Ateisme søger Gud de forkerte steder

Mit sidste argument mod ateismens påstand om, at han ikke kan finde Gud, er, at han har søgt Gud på de steder, hvor han mindst er at finde. Ateisten har søgt Gud i mirakler og andre usædvanlige ting. Men ateisten finder ikke nogen mirakler eller noget usædvanligt, undtagen i vidnesbyrdet fra de vidner, der for længe siden er døde. Da ateisten ikke tror på disse vidner, benægter han mirakler og han finder derfor ikke Gud der.

Lad mig derfor lede ateistens opmærksomhed bort fra disse områder, som ikke vil bidrage til, at han finder Gud. Ateisten skal søge efter ”Skaberens fodspor” i universet, naturen og i menneskets historie og erfaring. Ikke med materielle hjælpemidler, men med sit sind og hjerte. Med eftertanke eller overvejelse og ved at fæste lid til det fornuftige resultat af en sådan eftertanke. En sådan eftertanke eller tro vil til gengæld vække hans håb, kærlighed og lydighed til at åbne sig for den Gud, som disse ikke-materielle hjælpemidler vil åbenbare for ham. Det er på denne måde, at de ovenstående videnskabsmænd og filosoffer blev overbevist om Guds eksistens. Og ved ikke at efterligne dem har ateisten søgt Gud på de forkerte steder. Og han har søgt Gud med de forkerte metoder og med de forkerte hjælpemidler.

Ovenstående beviser klart fejlslutningen i ateismens første påstand – at de ikke kan finde Gud. Den række fejltagelser, som disse argumenter viser, åbenbarer dem som overfladiske tænkere.

Argumentet om meningsløse ting i verden

Argumentet om meningsløse ting i verden bruges af ateister til at hævde, at Gud ikke findes. De peger på fænomener, som de mener er unyttige eller meningsløse, såsom polaris, ørkener, naturkatastrofer, visse kropsdele og dyr med tilsyneladende overflødige egenskaber. De argumenterer for, at en alvidende og god skaber ikke ville skabe sådanne ting. Dette argument kan imidlertid udfordres på flere måder.

For det første er det urimeligt at fokusere på enkelte fænomener, der virker meningsløse, når der i universet findes utallige ting med tydelig orden, funktion og nytte. Hvis størstedelen af verden fremstår meningsfuld, giver det mere mening at tage dette som udgangspunkt i vurderingen af, om der findes en vis skaber.   

For det andet bygger argumentet på en antagelse om, at mennesker kan afgøre, hvad der er meningsløst. Men vores viden er begrænset. Noget, vi i dag opfatter som unyttigt, kan vise sig at have en funktion, som vi endnu ikke forstår. Historien har vist, at flere ting, tidligere anset som overflødige, senere har fået forklaret deres betydning gennem videnskabelige opdagelser.

For det tredje kan noget virke meningsløst, fordi vi tillægger det et forkert formål. Ikke alt i naturen er skabt til menneskets direkte brug. Noget kan have en funktion i en større sammenhæng, som vi ikke umiddelbart ser. Derfor er det mere rimeligt at sige, at noget er meningsløst for os, frem for at påstå, at det er meningsløst i sig selv.

Samlet set viser argumentet derfor ikke, at en skaber ikke findes, men snarere at menneskets forståelse af verden er begrænset.

Ateisme og ufuldkommenheden i skaberværket

Ateismens tredje argument går ud på, at der ikke kan være en skaber, fordi der er så megen ufuldkommenhed i verden. En alvidende skaber ville efter deres påstand have skabt alle ting fuldkomment. Vores jord og dens beboere er i sandhed ufuldkommen. Hvem ville kalde jordens yderligheder af varme og kulde, for fuldkomne? Dens sumpe og ørkener. Dens jordskælv og vulkaner. Dens flodbølger og oversvømmelser. Dens orkaner og hvirvelstorme. Dens hungersnød og sygdomme. Dens vilde dyr og krybdyr osv. Disse tilstande beviser alt for tydeligt påstanden om jordens ufuldkommenhed.

Og hvad skal vi sige om mennesket, hvis fysiske, mentale, moralske og religiøse ufuldkommenheder møder os i stor mængde. Menneskets ufuldkommenheder møder os i mange forskellige former, hvor end vi vender os hen. Det må helt klart indrømmes, at jorden og dens beboere er meget ufuldkommene. Men lige så sikkert er det også dårskab at slutte ud fra disse ufuldkommenheder, at der ingen Gud er.

Bibelen giver svar på ufuldkommenheden

For det første siger Bibelen, at jorden på nuværende tidspunkt er forbandet på grund af Adams overtrædelse (1 Mos 3:17-19; Rom 8:20-21). Det er derfor uklogt at basere ateismens tredje argument på det, som er en forbandet jord. For øvrigt er de fleste ateister tilhængere af evolutions- eller udviklingslæren. Ved hjælp af denne udviklingslære forsøger de – imidlertid forgæves – at blive fri for tanken om en Gud. Men deres egen udviklingslære indbefatter nødvendigvis, at jorden og dens beboere endnu ikke er en fuldendt skabelse, da den ifølge denne lære stadig udvikler sig. De skulle derfor være blandt de sidste, der påstår, at en ufuldendt jords ufuldkommenheder beviser Guds ikke-eksistens. Ufuldkommenhederne i Guds ufuldendte værk modbeviser derfor ikke mere hans eksistens end ufuldkommenhederne i et hus, der ikke er bygget færdigt, ville modbevise håndværkerens eksistens.

For det andet: en indvending mod Skaberens eksistens baseret på ufuldkommenhed i hans værk kunne ikke bevise andet og mere, end at han måtte være ufuldkommen. Skaberværkets ufuldkommenhed kan ikke bevise, at Skaberen ikke eksisterer. Den kendsgerning, at han overhovedet skabte, forudsætter, at han er til. Ufuldkommenhed i skaberværket kan kun bevise Skaberens ufuldkommenhed og ikke det, at han ikke eksisterer. En sådan beskyldning kan ikke med logik fremføres mod ophavsmanden til et ufuldendt værk, på hvilket han endnu virker. Følgelig er den pågældende slutning fra ateismens side falsk, ulogisk og uklog.

Skadelige ting og lidelse

Ateismens fjerde argument går ud på, at der er mange skadelige ting i naturen. Ting der bringer lidelse over mennesker og dyr. Der kan derfor ingen skaber være, for i modsat fald ville der ikke være skadelige ting i naturen. Det må igen indrømmes ateisterne, at der er skadelige ting i naturen, der bringer lidelser over mennesker og dyr.

Mange af de ufuldkommenheder i naturen jeg opregnede i et af de foregående afsnit, bringer lidelse over mennesker og dyr. Hyppigt fører vilde dyr krig mod hverandre og mod mennesket. Mens mennesket til gengæld fører krig mod sine medmennesker og forårsager lidelse til højre og venstre. Sygdom, sorg, smerte og død findes på alle kanter. Ulykker, sygdomme, hungersnød og fjendtligheder anretter ødelæggelse og ruin blandt menneskene. Tab, skuffelser, mangler, fejl, skavanker, fattigdom og en mere eller mindre ufrugtbar jord bidrager til megen lidelse. Ondskab, griskhed og selviskhed bringer også mange lidelser over mennesker og dyr.

Det må indrømmes, at der er en mangfoldighed af skadelige ting på jorden. Ateisterne bebyrdet med mere eller mindre af disse, mener, at de kan modbevise Guds tilværelse. Men igen må jeg af gode grunde hævde, at sådanne skadelige ting ikke beviser, at der ingen Gud er. Jeg vil nu gå over til at fremføre disse grunde.

Lidelsens mulige formål

For det første indbefatter ingen af disse ting, at Gud ikke er til. De kan helt sikkert støde an mod tanken om hans kærlighed, godhed og barmhjertighed. Men de indbefatter på ingen måde, at Gud ikke eksisterer. Lige så lidt som tilstedeværelsen af de syge i et hospital ville indbefatte, at der ingen læger eller lægemidler eksisterer. Lige så lidt som tilstedeværelsen af forbrydere i et land ville indbefatte, at der ingen politimænd fandtes i dette land.

For det andet: de gode egenskaber, der udvirkes på nogle karakterer under påvirkning af skadelige ting, er bevis på, at disse er viseligt bestemt. Så i stedet for at indikere, at Gud ikke er til, er de følgelig i harmoni med hans eksistens. Vi ser ofte gode karakteregenskaber frembragt ved de ugunstige livsforhold, under hvilke nogle mennesker befinder sig. Hos nogle udvikles barmhjertighed og sympati ved tilstedeværelsen af lidelse i verden. I nogle karakterer udvikles der en uselvisk tjeneste ved, at de ser andre i sorg eller lidelse. Gavmildhed kommer hyppigt til udtryk under ulykker.

Lidelse som noget, der kan føre til godt

Egenskaberne overbærenhed og langmodighed samt evnen til at tilgive udvikles gennem erfaringen med at lide forurettelse. Ellers kan de ikke udøves og udvikles. Venskaber, der indgås i lidelsens smelteovn, er sædvanligvis de mest uselviske og varige. På denne måde lutrer og forædler lidelserne i den nuværende tid nogle karakterer, hvad intet andet ellers kan. Og ikke alene det, men nogle af menneskets højeste fysiske og mentale fremskridt skyldes de lidelsens tilstande, der omgiver det. I virkeligheden er nødvendighed mange gange moder til opfindsomhed.

Vores hyggelige hjem i dag med deres mange forbedringer og nyttige ting, er blevet udviklet under den trang, der opstod på grund af de onde tilstande, der herskede omkring mennesket. Megen lærdom, civilisation og fremskridt i videnskab og opfindelse skyldes tilstedeværelsen af disse skadelige ting rundt omkring os. De er derfor ikke ublandede onder for dem, der vil bruge dem til deres moralske, mentale og fysiske forbedring. Af dem kan ateismen derfor ikke rent ud slutte, at Gud er fjendtligt sindet, langt mindre, at han ikke eksisterer.

Død og begrænsning som nødvendighed

Tænk på, hvad resultatet ville blive, hvis ikke lidelse og død var de selviskes og ondes lod. I modsat fald ville tilstandene så ikke blive langt værre, end de er nu? Når mange mennesker i så kort en levetid, som der nu skænkes dem, har udviklet en sådan kyndighed i at kunne bedrage deres medmennesker til stor skade for disse, hvordan ville tilstandene så ikke blive, om sådanne levede tusinde år eller for evigt?

Når nogle på få år kan blive mangemillionærer eller endog milliardærer, undertiden til stor skade for andre mennesker, hvad ville de da ikke kunne præstere i retning af at erhverve på tusind år eller for evigt? Tænk på disse enkeltes udbyttende og underkuende virkning på de mindre erhvervende medlemmer af den menneskelige slægt.

Døden som begrænsning af ondskab

Hvis erobrere som f.eks. Alexander den Store, Julius Cæsar, Napoleon Bonaparte, Adolf Hitler, Josef Stalin o.a. havde kunnet fortsætte deres løbebane gennem tidsaldre, hvilke utålelige tilstande ville dette ikke have betydet for størsteparten af den øvrige menneskehed. Om de tyranniske, de morderiske, de tyvagtige, de utugtige, de begærlige og bedrageriske kunne fortsætte ubegrænset i deres misgerninger, hvor utålelig ville tilværelsen da ikke være for resten af menneskeheden.

Og hvor fortvivlet uheldigt ville ungdommen, de uerfarne og især de retskafne da ikke være stillet under sådanne forhold. De ville være tusind gange værre stillet, end ungdommen, de uerfarne og de retsindige er nu. Følgelig er det en velsignelse for resten af menneskeheden, at de onde og selviske også har en kort levetid.

De to ovenstående grunde – 1) at de gode og foretagsomme forbedres ved deres erfaring med det onde, og 2) at de onde og selviske desto hurtigere afskæres af det onde – viser, at lidelse og død indbefatter en påvirkning til det gode, og til trods for ateismens påstand strider de derfor hverken mod Guds godhed eller hans eksistens.

Bibelens forklaring af det onde

Jeg fremfører en fjerde grund, der gendriver ateismens fjerde argument – at skadelige ting i verden modbeviser Guds eksistens. Det er den endelige guddommelige hensigt med tilladelsen af det onde, så vidt det angår de onde og selviske. Ovenfor viste jeg de forædlende virkninger, som erfaringen med ondt har på de gode. Nu vil jeg vise det i henseende til de onde og selviske. Selv om ateismen driver spot med den bibelske lære om menneskets fald i Edens have, så må den dog indrømme den kendsgerning, at mennesket nu er i en tilstand, i hvilken det erfarer onder af alle slags, der kulminerer i døden. Ligegyldigt hvordan det end kom ind i denne tilstand. Alle godgørende hjerter beklager, og alle klare hoveder kan fatte denne kendsgerning.

Ateismen indrømmer, at de nærværende onde tilstande er en kendsgerning. Men den har ingen reel forklaring på, hvordan de fremkom. Hvorfor de fortsætter, hvad der vil helbrede dem, og hvordan denne helbredelse vil ske. Eftersom dette er ateistens rådvilde og forvirrede tilstand, ville det så ikke være klogt af ham at høre opmærksomt på den forklaring, som tilfredsstiller både hoved og hjerte. En forklaring som klargør hele dette problem med hensyn til det onde? Jeg vil nu gå over til at forklare hvad der er løsningen af problemet. Den som vi kan læse om i Bibelen.

Erfaringen med det onde som læring

Ondt tillades mod de onde og selviske for at lære dem, hvad de ikke ville lære på nogen anden måde. At synden er slet i sin natur og frygtelig i sine følger, og at den derfor skulle hades og forsages. Jeg vil føje nogle få enkeltheder til dette korte udsagn.

Erfaringen med det onde er den første del af Guds skabelsesproces med at bringe slægten til fuldkommenhed og lykke. En efterfølgende erfaring med retfærdighed vil være den anden del af denne proces. Han satte sig for at skabe en slægt af frie, moralske væsener. En slægt der på en forstandig måde vurderer synd ud fra en erfaring med dens natur og følger. Og som på en forstandig måde vurderer retfærdighed ud fra en erfaring med dens natur og følger. Og som et resultat af disse to erfaringer, der virker som deres lærere, vil hade og intet have at gøre med synd, men vil elske og praktisere retfærdighed.

Gud forudså, at den uerfarne Adam, ville falde i synd under fristelse. Derfor besluttede han at tillade den, men påtvang den ikke. Idet han indså, at Adam ved tab af liv og fuldkommenhed ville være ude af stand til at overføre disse ting til sine efterkommere. Adam ville derimod overføre til sine børn, hvad han havde – død og ufuldkommenhed. På denne måde blev slægten uden egen skyld – men simpelthen ved arvelighedens lov – bibragt en erfaring med det onde. Med denne erfaring som lærer, ville den lærer syndens afskyelighed at kende. Og den ville lærer det ønskelige i at undgå den under alle omstændigheder.

Erfaring med retfærdighed

Ved at blive Adams stedfortræder i død og retfærdighed, blev Jesus indehaver af de nødvendige aktiver, liv og retfærdighed. Det var de samme aktiver, der blev forspildt af Adam, som derved indviklede slægten i erfaringen med det onde. Disse aktiver vil han bruge til at bringe slægten – døde og levende – ud af erfaringen med det onde og ind i en erfaring med retfærdighed.

Slægten vil lære syndens afskyelighed at kende gennem den fysiske, moralske og religiøse fornedrelse i den nuværende tid. En fornedrelse som er forårsaget af erfaringen med det onde, som er fremherskende på grund af Adams synd og død. Og på grund af Satans forførelse af hele verden. På samme måde vil slægten også lære retfærdighedens elskelighed at kende gennem den modsatte fysiske, moralske og religiøse opløftelse. Det vil ske i de tusind år, der begynder, når Jesus vender tilbage til jorden. Jesus vil overtage magten og kaste Satan i afgrunden, så han ikke kan forføre slægten i de tusind år.

Vi kan håbe, at disse to erfaringer vil bestemme størstedelen af slægten mod og for retfærdighed. Når denne proces er fuldendt, vil Gud have opnået det han begyndte at skabe.  En slægt af frie moralske væsener, der forstandigt vurderer synd og retfærdighed. En slægt der vil hade og undgå førstnævnte og elske og praktisere sidstnævnte. Således set er de nuværende onder en del af en skabende proces, hvad den menneskelige familie angår. Dette er Bibelens løsning af problemet angående tilladelsen af det onde, og således betragtet ødelægger den fuldstændigt beviskraften i ateismens fjerde argument. Nemlig at de onder, der er fremherskende på jorden, modbeviser Guds eksistens. Tværtimod indbefatter den som ovenfor betragtet Guds tilstedeværelse. Det indbefatter hans godgørende og praktiske hensigt med midlertidigt at tillade det onde at herske for derefter at ødelægge det for evigt.

Afsluttende kritik af ateisme

Det er ateismens fjerde argument, der tiltaler og appellerer til overfladiske tænkere mere end dens tre andre argumenter. Jeg tror, at mine fire svar på dette borttager al dens styrke. Og jeg vil mene, at mine fornuftgrunde imod ateismens tre andre argumenter også gør dem magtesløse. Men der er mange andre ting, som kunne siges imod ateisme. Jeg vil i korthed påpege nogle af disse.

Det umulige i at noget dødeligt væsen kan fremføre bevis for ateisme, taler imod den. At den lader nogle af den menneskelige hjernes højeste og ædleste evner – åndelighed, håb og ærefrygt – ligge uudviklede, taler imod den. At den fjerner ærefrygt for Gud og agtelse for mennesket som Guds højeste jordiske skabning, taler imod den. At den hos nogle fremmer stolthed og hos andre tungsindighed og fortvivlelse vejer ligeledes tungt imod den.

Ateisme berøver livet dets højeste glæder, velsignelser, erfaringer og opnåelser og lukker håbets dør for et velsignet liv efter dette. Den afskærer fra samfund med Gud og de gudfrygtige. Den forblinder sindet for de ædleste og mest opløftende sandheder. Den hindrer hænderne i at beskæftige sig med den mest opløftende tjeneste – at drage andre til Gud. Den lænker fødderne, så de ikke kan løbe på Guds veje. Dens hulhed er uhjælpelig. Dens overfladiskhed kan ikke skjules. Dens ufrugtbarhed kan ikke benægtes. Dens mangel på forstand, indsigt, omtanke og fornuft, er kæmpe stor. Dens falskhed er uden lige. Dens bevæggrunde er ikke overbevisende, og af alle mennesker er dens ofre de mindst misundelsesværdige.

Ateisme er efter min mening en ulogisk og overfladisk tænkning. Og lad mig til sidst slutte med ordet i Skriften.

”Tåben siger i sit hjerte: ”Der er ingen Gud.” (Salme 14:1, Interlinear Bibel)

Du kan også læse:

• Hvad er materialisme?
• Hvad er agnosticisme?

Se alle artikler

© 2026 Skriften.dk