Hvad er ateisme?
Ateisme er en livsanskuelse, der er kendetegnet ved fravær af tro på Gud eller en afvisning af Guds eksistens. Ifølge Den Danske Ordbog kommer ordet ateisme fra græsk a-, der betyder »ikke« eller »uden«, og theos, der betyder »gud«, samt endelsen –isme, der betegner en lære eller anskuelse. Ordet ateisme kan således forstås som en anskuelse, der er kendetegnet ved fravær af tro på Gud.
Kort svar: Ateismen afviser troen på Gud og dermed også tanken om, at Bibelen er en guddommelig åbenbaring. Ateister giver forskellige begrundelser for deres standpunkt, blandt andet eksistensen af ondskab og lidelse, den tilsyneladende mangel på direkte beviser for Gud og den opfattelse, at universet kan forklares uden en Skaber. Men beviser disse argumenter faktisk, at Gud ikke eksisterer?
Spørgsmålet kan ikke afgøres blot ved at fastslå, at Gud ikke kan ses eller registreres med videnskabelige instrumenter. Heller ikke eksistensen af lidelse beviser logisk, at der ikke findes en Skaber. Disse argumenter må selv undersøges.
I denne artikel vil vi undersøge nogle af de vigtigste argumenter for ateisme i lyset af fornuft og logik. Vi vil også se på, hvad Bibelen siger om Guds eksistens, og hvorfor han midlertidigt har tilladt ondskab og lidelse.
Ateisme og ondskabens problem
Vi skal ikke være overraskede over, at nogle mennesker stiller spørgsmålstegn ved eller afviser Guds eksistens. I det tyvende århundrede blev millioner af uskyldige mennesker dræbt i to verdenskrige og talrige andre konflikter. Millioner blev myrdet i koncentrationslejre i Nazityskland. Nogle af de politiske magter, der deltog i disse krige, hævdede endda at være kristne.
For mange mennesker gør sådanne begivenheder det vanskeligt at tro på en Gud, der både er almægtig og god. De spørger: Hvis Gud eksisterer, hvorfor forhindrede han så ikke disse grusomheder? Hvorfor findes der så meget ondskab og lidelse i verden?
Bibelen giver et svar på dette spørgsmål, men de svar, religionerne har givet, har ofte ikke tilfredsstillet mennesker.
For nogle har erfaringen med ondskab og lidelse bidraget til, at de har forkastet religion og troen på Gud. Men hvornår begyndte ateismen for alvor at gøre sig gældende i historien?
Hvornår opstod ateisme?
Mennesker, der afviste troen på guderne, kan findes i den oldgræske historie, selv om de tilsyneladende var forholdsvis sjældne. Personer som Diagoras forbindes ofte med oldtidens ateisme eller kritik af den traditionelle religion.
En udtrykkelig ateisme forblev forholdsvis sjælden gennem mange århundreder. Det var især fra det syttende århundrede og frem, og i stigende grad under oplysningstiden og de efterfølgende århundreder, at åbent ateistiske filosofier blev mere udbredte.
I løbet af de sidste to hundrede år har ateismen fået stigende indflydelse blandt filosoffer, nogle videnskabsmænd og befolkningen generelt.
Blandt de filosoffer, der forbindes med en ateistisk religionskritik, var den tyske filosof Ludwig Feuerbach. Han argumenterede stærkt imod troen på Gud og betragtede religion som en menneskelig projektion.
Men blot at hævde, at Gud ikke eksisterer, beviser ikke, at det er sandt. Spørgsmålet står tilbage: Hvilke beviser kan faktisk fastslå, at der ikke findes nogen Gud?
Den udbredte uenighed om Gud beviser ikke i sig selv hverken Guds eksistens eller ikke-eksistens. Men den viser, at spørgsmålet ikke uden videre kan afvises som selvindlysende.
Ateisme som verdensbillede
Nogle har hævdet, at der ikke findes virkelige ateister. Det synspunkt er jeg ikke enig i. Der findes tydeligvis mennesker, som oprigtigt afviser troen på Gud, og i dag findes der organisationer og foreninger, som åbent fremmer ateisme.
Det vigtige spørgsmål er derfor ikke, om ateister findes, men om de argumenter, der bruges til støtte for ateismen, er logisk holdbare.
Eftersom ateismen afviser Guds eksistens, afviser den naturligt også guddommelig åbenbaring som De hellige Skrifter. Den afviser dermed tanken om et virkeligt forhold mellem Gud og mennesket og afviser generelt Bibelens håb om liv efter døden.
Et ateistisk verdensbillede må derfor forklare virkeligheden uden at henvise til Gud. Spørgsmål om universets, livets og bevidsthedens oprindelse samt om moral og menneskets eksistens må i sidste ende besvares uden at henvise til en Skaber.
Et af de spørgsmål, dette rejser, handler om moralens grundlag.
Ateisme og moral uden Gud
Hvis Gud ikke eksisterer, stammer bud som ”Du må ikke begå drab”, ”Du må ikke bryde et ægteskab” og ”Du må ikke stjæle” ikke fra ham.
En ateist kan naturligvis være stærkt overbevist om, at mord, tyveri og andre skadelige handlinger er moralsk forkerte. Spørgsmålet er derfor ikke, om ateister kan handle moralsk. Det kan de tydeligvis.
Det dybere filosofiske spørgsmål er: Hvad udgør det endelige grundlag for objektive moralske værdier, hvis der ikke findes nogen Gud?
I et ateistisk verdensbillede må moralske principper forklares på et andet grundlag, eksempelvis menneskelig fornuft, sociale aftaler, trivsel eller moralfilosofi.
Hvis moralen udelukkende er et produkt af mennesker, samfund eller kulturer, efter hvilken højere norm kan man så bedømme, at én menneskelig lov eller ét moralsk system er bedre end et andet?
Det er et af de vigtige spørgsmål, som et ateistisk verdensbillede rejser.
Ateisme, tro og tvivl
Ikke alle, der kalder sig ateister, er nået frem til deres standpunkt på samme måde. Nogle er fast overbeviste om, at der ikke findes nogen Gud. Andre befinder sig nærmere agnosticismen og tvivler blot på, at der er tilstrækkelig grund til at tro på Gud.
Der er også en vigtig logisk forskel mellem at sige ”Jeg tror ikke, at Gud eksisterer” og ”Jeg ved, at Gud ikke eksisterer.”
Det andet udsagn fremsætter en stærkere påstand og kræver derfor en begrundelse.
For dem, der oprigtigt tvivler på Guds eksistens og ønsker at undersøge spørgsmålet, er det værd at overveje argumenterne grundigt i stedet for på forhånd blot at antage den ene eller den anden konklusion.
Lad os derfor undersøge nogle af de argumenter, der almindeligvis bruges imod troen på Gud.
Kan Gud findes gennem videnskaben?
Et argument imod Guds eksistens er, at han ikke kan findes gennem videnskabelige undersøgelser.
Den østrigske tænker Bartholomäus von Carneri udtrykte tanken ved at sige, at han ikke kunne finde Gud, hverken i skaberværket eller i verdens styrelse.
På samme måde er det blevet fremført, at ingen forsker har opdaget et overnaturligt eller åndeligt væsen ved hjælp af et mikroskop, teleskop, laboratorieudstyr eller dissektion.
Ved første øjekast kan dette virke som et stærkt argument. Men hvad beviser det egentlig?
En forsker kan højst sige, at han ikke har kunnet registrere Gud ved hjælp af en bestemt videnskabelig metode. Det er ikke logisk det samme som at bevise, at Gud ikke eksisterer.
Gennem historien har mange videnskabsmænd og filosoffer studeret naturen og alligevel konkluderet, at troen på Gud var forenelig med det, de observerede. Newton, Kepler, Kopernikus, Pasteur og andre fremtrædende personer troede på Gud.
Deres navne beviser ikke, at Gud eksisterer, ligesom fremtrædende ateisters navne heller ikke beviser, at han ikke eksisterer. Det afgørende er ræsonnementet og beviserne bag konklusionen. Men deres eksempel viser, at studiet af naturen ikke nødvendigvis fører til ateisme.
Der er også en grænse for, hvad noget menneske kan hævde på grundlag af personlig observation. Menneskets undersøgelser er nødvendigvis begrænsede. Vi befinder os i en lille del af et enormt univers, og vores viden er ufuldstændig.
At et menneske ikke personligt har fundet Gud, kan derfor ikke i sig selv fastslå, at Gud ikke findes noget sted. At vide med absolut sikkerhed, at der ikke findes nogen Gud noget sted, ville kræve en viden, der rækker langt ud over almindelig menneskelig erfaring.
Der er desuden et andet problem ved at kræve, at Gud skal kunne registreres med fysiske instrumenter.
Hvis Gud er en ånd, sådan som Bibelen lærer, er han pr. definition ikke et materielt objekt. Bibelen siger, at Gud ”bor i et utilgængeligt lys, hvem intet menneske har set eller kan se” (1 Tim 6:16).
Et mikroskop er konstrueret til at undersøge meget små fysiske genstande. Et teleskop er konstrueret til at observere fjerne fysiske objekter. Ingen af disse instrumenter er konstrueret til at afgøre, om et ikke-materielt åndeligt væsen eksisterer.
At et bestemt instrument ikke kan registrere noget, der ligger uden for den kategori af ting, som instrumentet er beregnet til at måle, beviser ikke, at det pågældende ikke eksisterer.
Videnskabelige instrumenter er særdeles nyttige til at undersøge stof og fysiske processer. Men hvis der findes en åndelig virkelighed, vil rent materielle instrumenter ikke nødvendigvis være i stand til at registrere den.
Spørgsmålet om Guds eksistens må derfor også undersøges på en anden måde.
Peger naturen på en Skaber?
Spørgsmålet om Guds eksistens kan undersøges ved at overveje, hvad vi med rimelighed kan slutte ud fra verden omkring os.
Spørgsmålet er ikke blot, om Gud kan ses. Vi kan også spørge, om universet, dets love, dets orden og eksistensen af liv og intelligens peger ud over sig selv mod en intelligent årsag.
Ifølge Bibelen vidner selve skaberværket om sin Skaber:
”For hans usynlige egenskaber ses klart fra verdens skabelse, idet de forstås gennem det skabte.” (Rom 1:20, Interlinear Bibel)
Gud bør derfor ikke kun søges i usædvanlige begivenheder som mirakler eller opfyldte profetier. Naturens almindelige funktion kan også undersøges.
Universet fungerer efter regelmæssige mønstre, som vi beskriver som naturlove. Det rummer en bemærkelsesværdig orden og strukturer, der gør livet muligt.
Det rejser flere filosofiske spørgsmål.
Hvorfor eksisterer der overhovedet noget? Hvorfor er universet styret af forståelige love? Hvorfor kan det menneskelige sind forstå disse love? Og hvordan er et univers, der kan frembringe liv og bevidsthed, blevet til?
En teistisk forklaring går ud på, at naturens orden og forståelighed i sidste ende har deres oprindelse hos en intelligent Skaber.
Hvis universet og alt i det desuden er afhængigt af forudgående årsager, er det rimeligt at spørge, om der i sidste ende må være en første årsag, som ikke selv er afhængig af noget forudgående.
Disse spørgsmål forsvinder ikke, blot fordi videnskaben kan forklare, hvordan bestemte processer i universet fungerer.
Hvis nogen insisterer på, at Gud kun kan eksistere, hvis han kan observeres direkte med fysiske instrumenter, er søgningen allerede blevet begrænset til den materielle verden. Men Bibelens påstand er netop, at Gud eksisterer ud over det fysiske univers.
Spørgsmålet bør derfor også undersøges ved at betragte ”Skaberens fodspor” – universets eksistens, naturens orden, menneskets bevidsthed, moralen og menneskets erfaring af virkeligheden.
Disse ting kræver eftertanke og ræsonnement, ikke blot laboratorieinstrumenter.
At nogen ikke kan finde Gud ved hjælp af en metode, der ikke er i stand til at registrere åndelig virkelighed, beviser ikke, at Gud ikke eksisterer.
Modbeviser tilsyneladende unyttige ting Gud?
Et andet argument imod Guds eksistens peger på ting i verden, der forekommer unyttige, unødvendige eller meningsløse.
Man kan pege på ørkener, naturkatastrofer, bestemte anatomiske træk eller egenskaber hos dyr, som tilsyneladende ikke tjener noget nyttigt formål. Argumentet går ud på, at en alvidende og god Skaber ikke ville have skabt sådanne ting.
Men dette argument står over for flere problemer.
For det første fokuserer det på enkelte fænomener, der forekommer meningsløse, samtidig med at universet rummer utallige eksempler på orden, struktur og funktion. Hvis store dele af naturen udviser en bemærkelsesværdig regelmæssighed og nytte, må dette også tages med i betragtning.
For det andet forudsætter argumentet, at mennesker med sikkerhed kan afgøre, hvad der ikke har noget formål. Vores viden er begrænset. Noget, der forekommer os unyttigt, kan have en funktion, vi endnu ikke forstår.
Videnskabens historie indeholder mange eksempler på strukturer og fænomener, hvis funktion først blev tydeligere gennem senere undersøgelser.
For det tredje kan noget forekomme meningsløst, fordi vi tillægger det et forkert formål. Ikke alt i naturen behøver at eksistere til direkte gavn for mennesket. Noget kan have en funktion i et større system, som vi ikke umiddelbart kan se.
Det er derfor mere forsigtigt at sige, at noget forekommer meningsløst for os, end at konkludere, at det objektivt set ikke har noget formål.
Eksistensen af ting, hvis formål vi ikke forstår, beviser ikke i sig selv, at der ikke findes en Skaber.
Modbeviser en ufuldkommen verden Gud?
Et andet argument går ud på, at der ikke kan findes en Skaber, fordi verden rummer så megen ufuldkommenhed.
Hvis en alvidende Skaber har skabt verden, lyder argumentet, hvorfor findes der så ekstrem varme og kulde, ørkener, jordskælv, vulkaner, oversvømmelser, orkaner, hungersnød, sygdomme og farlige dyr?
Og hvad med menneskene selv?
Fysisk sygdom, moralske svigt, vold, selviskhed og død findes overalt. Det er tydeligt, at den verden, vi lever i, langt fra er fuldkommen.
Men beviser den nuværende verdens ufuldkommenhed logisk, at Gud ikke eksisterer?
Bibelen lærer ikke, at verden i øjeblikket befinder sig i den tilstand, som Gud i sidste ende har til hensigt for mennesket.
Ifølge Første Mosebog ændrede menneskets synd dets forhold til Gud og påvirkede både menneskelivet og jorden (1 Mos 3:17-19). Paulus beskriver på samme måde skaberværket som ”underlagt forgængelighed” og som ventende på at blive befriet (Rom 8:20-21).
Set fra Bibelens synspunkt er verdens nuværende tilstand derfor ikke et bevis på, at Gud oprindeligt skabte mennesket til lidelse, forfald og død.
Desuden kan ufuldkommenhed i noget ikke logisk bevise, at dets ophavsmand ikke eksisterer. Uden yderligere oplysninger kan det højst rejse spørgsmål om ophavsmanden, hans evner eller hans hensigt.
Et delvist færdigbygget hus beviser ikke, at der ikke findes nogen bygmester, blot fordi arbejdet endnu ikke er afsluttet.
På samme måde fremstiller Bibelen Guds hensigt med mennesket som noget, der endnu ikke er fuldført.
Modbeviser lidelsen Gud?
En anden udgave af argumentet om ondskab peger specifikt på lidelsen.
Sygdom, sorg, smerte, død, naturkatastrofer, fattigdom, vold, griskhed og selviskhed forårsager enorme lidelser for mennesker og dyr. Dette kan ikke med rimelighed benægtes.
Spørgsmålet er imidlertid, hvad der følger af det.
Beviser lidelsen, at Gud ikke eksisterer? Eller rejser den i stedet spørgsmål om Guds godhed, hans hensigt og om, hvorfor han tillader lidelse?
Det er ikke det samme spørgsmål.
Tilstedeværelsen af syge mennesker på et hospital beviser ikke, at der ikke findes læger. Eksistensen af kriminalitet beviser ikke, at der ikke findes nogen lov.
På samme måde beviser eksistensen af lidelse ikke logisk, at Gud ikke eksisterer.
Den rejser imidlertid et vigtigt spørgsmål, som enhver tro på en kærlig Gud må forholde sig til: Hvorfor tillader Gud lidelse?
Inden vi ser på Bibelens svar, er der to sider af lidelsen, som er værd at bemærke.
Lidelse er et onde i den forstand, at intet medfølende menneske ønsker unødig smerte. Ikke desto mindre kan vanskelige omstændigheder undertiden frembringe egenskaber, som ellers kun ville have begrænset mulighed for at udvikle sig.
Medfølelse og sympati kan vokse, når mennesker møder andres lidelse. Selvopofrelse kan opstå, når nogen vælger at hjælpe et andet menneske i nød. Tålmodighed, udholdenhed, tilgivelse og mod udvikles ofte under vanskelige forhold.
Venskaber, der dannes gennem modgang, kan blive særlig dybe og varige.
Nødvendighed har også ofte fremmet menneskets opfindsomhed. Mange fremskridt inden for medicin, teknologi, landbrug, boliger og andre områder er opstået, fordi mennesker søgte løsninger på vanskelige forhold.
Det gør ikke lidelsen god i sig selv. Men det viser, at lidelse undertiden kan føre noget godt med sig.
Der er også en anden side af menneskets dødelighed, som er værd at overveje.
Hvad ville der ske, hvis selviske, voldelige og undertrykkende mennesker kunne fortsætte deres handlinger i det uendelige?
Historien har frembragt herskere og erobrere, der inden for et enkelt menneskeliv har været i stand til at forårsage enorme lidelser. Hvis sådanne mennesker havde ubegrænset levetid og magt, kunne følgerne blive endnu værre.
Døden sætter derfor en grænse for enhver menneskelig hersker, undertrykker, forbryder og tyran.
Det gør ikke døden ønskværdig. Ifølge Bibelen er døden selv en fjende, som til sidst skal tilintetgøres (1 Kor 15:26).
Men under de nuværende forhold forhindrer menneskets dødelighed også ethvert enkelt menneske i at udøve ondskab i det uendelige.
Disse betragtninger forklarer ikke i sig selv, hvorfor Gud tillader det onde. For at få svar på det må vi vende os til den forklaring, Skriften giver.
Hvorfor tillader Gud det onde?
Ateister anerkender, at lidelse er en realitet. Men at anerkende, at lidelse findes, og at forklare, hvorfor den findes, er to forskellige ting.
Bibelen giver en forklaring, der begynder med menneskets afstandtagen fra Gud.
Ifølge Skriften blev Adam skabt med frihed og moralsk ansvar. Han valgte at være ulydig mod Gud, og konsekvensen blev synd og død. Hans efterkommere arvede den tilstand, der blev resultatet (1 Mos 3:17-19; Rom 5:12).
Gud tillod dette oprør og dets konsekvenser, men han opgav ikke sin hensigt med mennesket.
Bibelen fremstiller den nuværende erfaring med ondskaben som midlertidig. Menneskeheden får lov til at erfare, hvad et liv adskilt fra Gud fører til.
Ifølge denne bibelske forklaring lærer menneskets erfaring med det onde en lektie, som en ren belæring ikke kunne lære det på samme måde. Mennesker oplever på egen krop konsekvenserne af synd, selviskhed, vold, uretfærdighed og uafhængighed af Gud.
Hensigten er ikke, at ondskaben skal fortsætte for evigt.
Skriften fremstiller derimod en fremtid, hvor ondskaben vil blive fjernet, og menneskeheden vil opleve et retfærdigt styre. Kontrasten mellem disse to erfaringer – ondskab og retfærdighed – vil vise følgerne af hver af dem.
Guds hensigt er derfor ikke blot at befale menneskene at forkaste det onde, men i sidste ende at oprette en verden, hvor mennesker af erfaring forstår, hvorfor retfærdighed er bedre.
Bibelen lærer, at Jesus gav sit liv som en tilsvarende pris for det, der gik tabt gennem Adam (1 Kor 15:21-22; 1 Tim 2:5-6).
Gennem Kristus vil menneskeheden til sidst blive ført ud af den nuværende erfaring med synd og død og ind i en erfaring med et retfærdigt styre.
Ifølge Åbenbaringen vil Kristus herske i tusind år, hvor Satan vil være bundet, så han ikke længere kan vildlede nationerne (Åb 20:1-6).
Menneskeheden vil da opleve kontrasten mellem den nuværende verden under synden og Guds riges retfærdige styre.
Gennem disse to erfaringer vil menneskeheden kunne forstå både syndens ødelæggende konsekvenser og retfærdighedens gavnlige virkninger.
Set fra dette bibelske perspektiv er Guds midlertidige tilladelse af ondskaben ikke et bevis på, at han er fraværende. Den indgår i en større hensigt, der til sidst ender med, at ondskab, lidelse og død fjernes.
Forklarer ateismen virkeligheden?
De argumenter, vi har undersøgt, rejser berettigede spørgsmål. Hvorfor findes der lidelse? Hvorfor kan Gud ikke blot observeres? Hvorfor er verden ufuldkommen?
Men at stille disse spørgsmål er ikke det samme som at bevise, at Gud ikke eksisterer.
Ateismen må også besvare nogle grundlæggende spørgsmål.
Hvorfor eksisterer universet? Hvorfor er det styret af forståelige love? Hvad er den endelige oprindelse til liv, bevidsthed, fornuft og moralsk erkendelse? Findes der et objektivt grundlag for rigtigt og forkert? Og er eksistensen af lidelse logisk uforenelig med Gud, eller kræver den blot en forklaring på, hvorfor Gud tillader den?
Bibelen ignorerer ikke disse spørgsmål. Den fremlægger en sammenhængende forklaring, hvor skaberværket har en intelligent ophavsmand, mennesket har fjernet sig fra Gud, ondskaben midlertidigt tillades, Kristus tilvejebringer midlet til genoprettelse, og Gud til sidst vil fjerne synd og død.
Konklusion
Ateismen afviser troen på Gud, men afvisningen af Gud er ikke i sig selv et bevis på, at Gud ikke eksisterer.
At Gud ikke kan ses med fysiske instrumenter, beviser ikke hans ikke-eksistens. Eksistensen af ting, vi ikke forstår, beviser ikke, at de ikke har noget formål. Og selv om eksistensen af lidelse rejser dybe spørgsmål om Gud og hans hensigt, beviser den ikke logisk, at der ikke findes nogen Skaber.
Bibelen giver sin egen forklaring på den verden, vi oplever. Den lærer, at menneskeheden i øjeblikket oplever konsekvenserne af synd og adskillelse fra Gud, men at denne tilstand er midlertidig. Gennem Jesus Kristus og Guds rige vil menneskeheden til sidst opleve et retfærdigt styre, og ondskab og død vil i sidste ende blive fjernet.
Spørgsmålet om Guds eksistens fortjener derfor mere end en simpel påstand fra den ene eller den anden side. Det bør undersøges grundigt i lyset af beviser, fornuft og Skriften.
Bibelen udtrykker selv sit standpunkt meget direkte:
”Tåben siger i sit hjerte: Der er ingen Gud.” (Sl 14:1, Interlinear Bibel)
Relaterede artikler
Udforsk mere
© 2026 Skriften.dk