Hvad er materialisme?

Materialisme er en teori, der reducerer alle eksisterende ting til stof og dets iboende kræfter. Den benægter tilværelsen af nogen anden substans end stof. Ifølge denne teori er alene stoffet substans, og substans er det, der er håndgribeligt for vore sanser. Den nægter derfor tilstedeværelsen af ting, der er usynlige og uhåndgribelige for vore sanser. Ifølge en ordbog defineres materialisme som den opfattelse, at virkeligheden i sin kerne er rent materiel.

Den yderliggående materialist påstår, at han ved stoffet og dets iboende kræfter kan forklare hele naturens oprindelse, udvikling og dens nuværende tilstand, indbefattet levende væseners eksistens og evner. Men som vi skal se, bryder denne påstand sammen i enhver retning. Materialismen lader selve de problemer uløste, som den satte sig for at forklare. 

Materialisme og ateisme – sammenhæng og forskel

Materialisme og ateisme er i virkeligheden tvillinger. I næsten alle tilfælde fornægter materialisterne ligesom ateisterne tilværelsen af en skabende Gud. Alle strenge materialister er erklærede ateister. Undtagelserne fra denne regel er de få materialister, der gør universet som sådant til Gud. De materialister der skænker beundring og tilbedelse til de love, den orden og skønhed, der lægger sig for dagen i naturen som helhed.

Men der er en udpræget forskel mellem materialisme og ateisme, når de stilles i modsætning til hinanden. Materialisme er, set fra et intellektuelt standpunkt, et skarpsindigt forsøg på filosofisk og videnskabeligt at gøre rede for universet. Dette ene og alene på basis af stoffet og dets iboende kræfter. Mens ateisme er en umoden og overfladisk fornægtelse af Guds eksistens.

Mange lærde og videnskabsfolk har de sidste 200 år sluttet sig til materialisme. I vore dage tager filosofisk og videnskabelig materialisme sædvanligvis form af evolutions- eller udviklingslære. Darwin var ikke streng materialist, eftersom han troede på, at en skaber startede de første og laveste former for liv. Derimod har de fleste af hans disciple vægret sig ved at tro det. Men som teori har materialisme uden tanke om evolution, eksisteret siden de gamle græske filosoffer, som f.eks. Epikuræerne og Skeptikerne.

Streckers definition af materialisme 

Som et vidnesbyrd om rigtigheden af ovenstående definition af materialisme vil jeg anføre, hvad en fremstående materialist, Wilhelm Strecker, sagde herom:

”Det, som adskiller materialisme fra ethvert andet synspunkt, er, at den sporer al tilværelse og alle tildragelser i verden (universet) tilbage til stoffet og de kræfter, der er uløseligt forbundet med stoffet, og nægter nogen som helst magts tilværelse og virksomhed uden for naturen. Ifølge materialisme er alle tildragelser de nødvendige virkninger af bestemte årsager, og denne nødvendighed eksisterer ikke alene i vor tænkning, men den findes i selve tingene. Endog livet og bevidsthedsfænomenet betragter materialismen som blot og bart stofforeteelser, der forekommer under givne forhold – hvilke imidlertid ikke er sikkert kendt – og som vil ophøre sammen med de forhold, der ledsagede dem. Ifølge dette synspunkt indtræffer alle tildragelser i verden i overensstemmelse med evigt gyldige og ubøjelige love, der ikke kan afskaffes eller forandres ved nogen vilkårlig vilje (ikke engang ved en Guds vilje), men hvis magt al vilje er underkastet.”

Materialismens konsekvenser

Så vidt Strecker, og hans forklaring af hans teori er tydelig. I sin strenge form er materialisme derfor i slående kontrast med Bibelens lære. Den betakker sig for tanken om Gud og benægter hans eksistens. Den latterliggør troen som overtro. Den benægter en guddommelig åbenbaring som De hellige Skrifter. Den benægter fri vilje og moralsk ansvarlighed, idet den påstår, at alle handler som de nødvendigvis må, tvunget dertil af fysiske årsager. Og den vurderer dyd og last som lige i værdi eller værdiløshed.

Naturligvis afviser materialismen et personligt liv efter dette, idet den påstår, at det eneste evige liv et menneske kan have er gennem forplantning. Eller at dets legemes bestanddele indgår i fødesubstanser og gennem fordøjelse eller assimilering bliver dele af andres legemer. Ifølge denne teori kan åndelige substanser og usynlige væsener naturligvis ikke eksistere.

Kritik af materialisme – hovedpunkter

Jeg vil nu fremføre nogle punkter, der viser at materialisme, der i dag er den mest fremherskende inden for den videnskabelige verden, er en total fiasko:

• Den undlader sit påståede formål, dvs. at forklare al tilværelse og alle tildragelser ved stoffet og dets iboende kræfter.
• Den undlader ganske og aldeles at forklare stoffets natur og kræfternes natur, hvilket den bekender, at den ikke kan forstå.
• Den undlader fuldstændigt at forklare, hvordan bevægelsen i stoffet begyndte i starten.
• Den undlader fuldstændigt at forklare, hvorledes bevidsthed – tanke, følelse og vilje – opstod fra stoffet og dets iboende kræfter.
• Den undlader at forklare oprindelsen til livet og til de forskellige arter af dyrisk liv.
• Den svigter i sit forsøg på at forklare, hvad der var oprindelsen til forskellen mellem menneskets og dyrenes evner.
• Den undlader således fuldstændigt at forklare selve de problemer, som den satte sig for at forklare. Problemer som den praler af, at den kan forklare ved hjælp af stoffet og dets iboende kræfter.

Som teori er materialisme derfor en total fiasko med hensyn til formålet med dens tilværelse. Nemlig at forklare al tilværelse og alle tildragelser udelukkende ved stoffet og dets iboende kræfter. Dens erklæring om, at den forklarer al tilværelse og alle tildragelser, er derfor falsk. Efter at have hævdet, at den forklarer al tilværelse og alle tildragelser, er selv Strecker tvunget til at indrømme, at den i mange tilfælde ikke gør det. Den tvinges til at indrømme, at der er mange huller i kundskaben. Den må derfor slutte sig til antagelser, eftersom den mangler bevis for dem. Dette er ikke godt for denne teori.

Materialisme og tro

Det foranlediger imidlertid, at en anden betragtning må fremføres imod den. Den forudsætter og tager for givet nogle meget betydningsfulde ting, som man må tro. Det er ting som burde bevises for at bekræfte den selv som en teori. Det vil sige, at den i betydningsfulde enkeltheder er baseret på tro. F.eks. forudsætter den, at stoffet er evigt, og at dets iboende kræfter også skulle være evige som muligheder. Materialismens princip går ud på, at beviset for en ting beror på, om det håndgribeligt kan bemærkes. Jeg spørger: Hvordan kan materialisterne eller nogen som helst andre ved sansernes hjælp have bemærket stoffets evighed. Og jeg spørger: Hvorledes ved materialisten, med sit princip for øje, at de er evige?

De tror også på det uforanderlige virke af årsag og virkning. Hvordan kan de bevise det? De kan ikke bevise det, fordi ingen har iagttaget alle årsager og virkninger. Dog forudsætter materialismen det. Materialisme forudsætter en udvikling af sig selv som oprindelse til livet, men alle videnskabelige demonstrationer og erfaringer modbeviser noget sådant.

Der er andre huller i beviset for denne teori, af hvilke nogle blev påpeget i det foregående argument. Alle disse synspunkter antages ved tro. Dens væsentligste grundprincipper er således spørgsmålet om forudsætning, dvs. om tro og ikke om bevis. Dette beviser, at materialismens stikken til de kristne, som tror på Skriftens budskab, er fuldstændigt uforenelig med deres egen fremgangsmåde. De, der spotter andres tro som blot tro, mens de selv baserer deres hovedprincipper på tro, bør huske ordsproget: Den, der bor i et glashus, skal ikke kaste med sten.

Åndelige substanser og livsprincip

Materialismens benægtelse af åndelige substansers virkelighed er i modstrid med kendsgerninger, for kendsgerningerne viser, at der er åndelige substanser. Livsprincippet og lyset, eksisterer, men er ganske afgjort ikke stof. Den teori, der benægter tilstedeværelsen af alt undtagen stof og dets iboende kræfter, må følgelig være falsk. Livsprincippet gennemtrænger luften og enhver levende ting. Lys gennemtrænger rummet. Tilstedeværelsen af disse substanser, der er uhåndgribelige for sanserne, er ubestridelig. Deres tilstedeværelse modbeviser derfor materialisme, der benægter åndelige substansers så vel som usynlige åndevæseners eksistens.

Ligeledes beviser kendsgerningerne også tilstedeværelsen af åndelige væsener, hvis eksistens materialisme benægter. Med åndevæsener mener jeg overmenneskelige personer, hvis legemer består af ånd, til forskel fra materielle substanser som kød og blod. Spiritismens fænomener demonstrerer åndevæseners eksistens. Selvom der findes eksempler på, at visse mennesker og medier bevidst bedrager andre af selviske grunde, er der alligevel en så stor mængde dokumenterede kendsgerninger om ånders virksomhed, at deres eksistens med rette kan betragtes som bevist.

Når jeg udtaler mig sådan, må det ikke forstås som en godkendelse af disse ånder, der virker i spiritistiske fænomener. Tværtimod mener jeg, at disse væsener er ægte ånder, men de er ikke gode. Jeg tror på Skriftens budskab om, at de er dæmoner. De udgiver sig for at være døde mennesker, der eksisterer som ånder. De mange kendsgerninger om ånders virksomhed beviser derfor, at materialisme er falsk.

Bevidsthed og menneskets natur

Den omstændighed, at der ikke findes noget kendt eksempel på tanke, følelse eller vilje uden for foreningen af et livsprincip og substans organiseret i et legeme, taler imod materialismen. Uorganisk stof kan hverken tænke, føle eller have en vilje. Som en grundlæggende forudsætning for tænkning, følelse og vilje – kort sagt bevidsthed – må substansen nødvendigvis være organiseret i en levende organisme, et legeme. En organisme i sig selv kan ikke udøve tanke, følelse og vilje, ellers ville døde legemer også kunne udøve disse. Der må være en forening af en sådan organisme med livsprincip ved hjælp af blodet.

Et sådant livsprincip kaldes i Skriften livsånde (1 Mos 2:7). Ikke en ånd, for ifølge Skriften, fornuft og kendsgerninger, er der intet åndevæsen inde i mennesket. Der er i mennesket en åndelig substans, der kaldes livsånde (livsprincip). Dennes forening med menneskets organisme, idet blodet her virker som forbindelsesleddet, frembringer personlighed. Det giver ikke mennesket en sjæl, men gør det til en sjæl. Materialisme er i den yderste forlegenhed med, hvordan den skal forklare menneskelige og dyriske sjæles tilværelse uden denne åndelige substans. Det vil sige livsprincippets forening med en menneskelig eller dyrisk organisme.

Adams skabelse og materialismens problem

Angående denne sag er Skriften, fornuften og kendsgerningerne i den fineste overensstemmelse, hvilket kan ses i beretningen om Adams skabelse.

1) et legeme – en organisme blev dannet af jord;

2) livsprincippet – livets ånde – blev blæst ind i organismen; og

3) deres forening ved blodets hjælp frembragte en tredje ting – en levende sjæl, en energisk virksom person (1 Mos 2:7).

Materialisme kan ikke forklare, hvordan stoffet fra starten af blev sat i bevægelse. Den kan ikke forklare, hvorfra liv og bevidsthed har sin oprindelse. Dette skyldes den omstændighed, at den benægter åndelige substanser. Uden denne åndelige substans kan der ikke være noget liv, ingen tanke, ingen følelse og ingen vilje – ingen bevidsthed. Denne kendsgerning er ødelæggende for materialismen. Ingen materialist har været i stand til at fremføre et overbevisende svar på disse betragtninger. For dem er dette en af deres uløselige gåder.

Materialisme kan ikke slå bro over svælget mellem stof og sind. Den kan ikke udlede mentale processer fra stoffet, for mentale processer kan ikke udledes af materielle tilstande.

Sjæl, hjerne og viljens frihed 

Materialister har kæmpet til udmattelse med dette problem og har forladt det i tvivl om en løsning. Efter de yderste anstrengelser har selv de største af dem måttet indrømme, at de ikke kunne forklare mentale processer. De kan ikke forklare det, når de kun har materielle substanser og deres iboende kræfter at arbejde med.

For teister, de som tror på en gud, er denne fiasko selvindlysende. Deres benægtelse af åndelige substanser udelukker livsprincippets åndelige virkelighed. Dermed overser de den nødvendige forudsætning for mentale processer og løsning af problemet. Hjernens funktion er som et instrument, der bruges af personen – sjælen – til tænkning, følelse og vilje. Det er livsprincippets forening med hjernen, der frembringer sjælen – personen, der således frembragt udøver tænkning, følelse og vilje. Sjælen er udstyret med personlige evner og egenskaber.

Også en anden sag vejer tungt mod materialisme: den benægter viljens frihed. Materialisterne mener, at menneskets vilje kontrolleres af fysiske love. Derfor handler det nødvendigvis, som det gør. Selvom de indrømmer, at det lever i den glade tro, at det er frit, fordi det vælger, som det har lyst. Men, siger de, det vælger, som det har lyst til, under dets væsens uforanderlige lod, der tvinger det til at vælge i overensstemmelse med dets atomers sammensætning. Dette er usandt, og det af mange grunde. Af princip vælger et menneske f.eks. ofte at gøre, hvad det ikke bryder sig om. Og ofte har det lyst til at gøre noget, som det alligevel vælger ikke at gøre. Ligesom det også ofte kan forandre sig og nære modvilje mod det, som det tidligere holdt af. Eller det kan holde af det, som det tidligere nærede modvilje imod.

Argumentet for fri vilje

Vi er bevidste om, at vi vælger frit. Nogle gange udelukkende af princip, nogle gange udelukkende af fordom og nogle gange som en blanding af begge. I alle tilfælde ved vi, at vi kunne have valgt anderledes, hvis vi havde ønsket det. Vores frie vilje bevises også ved, at vi efter nærmere overvejelse kan fortryde et tidligere valg og ændre det.

Vi er således altid bevidste om vores valgfrihed. Også selv om vi til tider kan være ude af stand til at føre vores valg ud i livet. At benægte dette reducerer mennesket til en maskine – eller til det, som nogle har kaldt en “bevidst automat” – tvunget til at vælge og handle ud fra blinde fysiske love. At materialisme degraderer menneskets natur på denne måde, i modstrid med erfaring og bevidsthed, er et stærkt argument imod den.

Teisme som forklaring på universets oprindelse

Når vi sammenligner materialisme med teisme, fremstår teismen som den stærkere forklaring. Teisme er læren om, at Gud eksisterer som et åndeligt væsen, uafhængigt af universet, men samtidig virkende, skabende, opretholdende og styrende i det.

Det er mere fornuftigt at antage Guds evighed end stoffets og dets iboende kræfters evighed. Den første årsag må nødvendigvis være årsagsløs og derfor evig. Hvis stoffet var den første årsag, måtte det oprindeligt have været ubevægeligt. Men noget må da have sat det i bevægelse, og derfor kan det ikke være den første årsag.

En bevidst første årsag kan derimod selv sætte bevægelse i gang – både i sig selv og uden for sig selv. Universets orden og de mange naturlove peger på en intelligent årsag. Hvis materialismen var sand, måtte vi tillægge stoffet de højeste former for intelligens, hvilket er urimeligt.

Orden og hensigt i universet

De utallige tegn på orden og formål i universet peger på en bevidst og vis skaber. Naturens struktur, funktion og tilpasning vidner om plan og hensigt.

Hvis man derimod hævder, at stoffet og dets kræfter alene står bag alt, må man tilskrive dem egenskaber som intelligens, planlægning og formål. Men disse egenskaber besidder stoffet ikke. Derfor kan materialismen ikke forklare universets kompleksitet og orden.

Det er derfor langt mere sandsynligt, at universet er resultatet af en intelligent, almægtig og bevidst skaber. Uorganisk stof og blind kraft mangler de nødvendige egenskaber til at skabe, opretholde og styre både levende og livløse systemer. Teismen fremstår derfor som en mere sammenhængende og fyldestgørende forklaring.

Materialisme og livets oprindelse

Materialismen har store vanskeligheder med at forklare livets oprindelse. Den kan ikke bygge bro mellem det livløse og det levende. Forsøg på at forklare dette gennem spontan dannelse (abiogenese) har ikke kunnet bevises.

Hvis liv opstår, må det ifølge materialismens egne principper allerede være til stede i årsagen. Derfor bliver teorien selvmodsigende. Desuden har man aldrig observeret spontan dannelse af liv i praksis.

Teismen forklarer derimod livets oprindelse ved, at liv skyldes en livgivende kraft. I plantelivet forenes legeme og liv gennem saft, i dyrelivet gennem blod, og i åndelivet gennem en direkte forbindelse mellem ånd og livsprincip. Derfor giver teismen en mere sammenhængende forklaring på livets oprindelse.

Arternes oprindelse

Materialismen forsøger at forklare arternes oprindelse gennem evolution, men den er kommet til kort i løsningen af dette problem. Der henvises til manglen på klare overgangsformer mellem arter – det såkaldte “manglende led” (The missing link). Heraf måtte nødvendigvis ét eksempel kunne bevises, om evolutionsteorien skulle vise sig at være sand.

Krydsning mellem forskellige arter fører ofte til ufrugtbart afkom, som fx muldyret. Dette tyder på, at arterne har faste grænser. Derfor kan de ikke gradvist udvikle sig til helt nye arter gennem forplantning.

Teismen løser fuldstændigt dette problem ved skabelsen af alle ”levende væsener efter hver deres arter” og ”mennesket i Guds billede” (1 Mos 1:24,26). Dette giver en enkel og direkte forklaring på mangfoldigheden i naturen.

Materialisme og forskellen mellem menneske og dyr

Materialismen kan heller ikke forklare forskellen mellem menneske og dyr. Dette har også været forsøgt ved hjælp af evolutionsteorien. Materialisterne har talt meget om ”det manglende led”. De har gang på gang bekendtgjort opdagelsen heraf, blot for senere at kassere hvert eneste af dem. Grunden er lige til. Forskellen mellem det laveste menneske og det højeste dyr er så stor, at der ikke kan slås bro over svælget mellem dem. Rudolf Virchow, berømt tysk læge og videnskabsmand (1821-1902), sagde følgende om evolutionslærens påstand vedrørende menneskets nedstamning fra dyrene:

”Den er intet andet end en tom hypotese, på hvilken der ikke er blevet frembragt én eneste kendsgerning i naturen som bevis, og imod hvilken alle de opdagede forstenede levninger, historiens beretninger og de iagttagne kendsgerninger vidner.”

Han tilføjede yderligere, at ”det manglende led” ikke er blevet fundet. Heller ikke vil det efter hans mening nogensinde blive fundet, af den gode grund, at det ikke eksisterer.

Materialisterne påpeger forgæves tegnene på intelligens, følelse og vilje i dyrelivet som bevis på, at mennesket blev udviklet fra dyrene. Jeg indrømmer, at dyrene har noget sådant, men de er begrænset til dyrelivets behov og rækker ikke videre. Mennesket besidder derimod langt højere evner. Dets fornuft udgrunder løsningen på mangfoldige problemer, indbefattende Gud, andre ånder, universet og den levende og livløse natur på jorden.

Mennesket har også teknologiske evner, der langt overstiger dyrenes. Menneskets intelligens og evner har gjort det i stand til at forlade jorden og flyve til månen, og hjem igen. Det er områder der er fuldkomment fremmede for dyrisk intelligens. Denne store forskel på intelligens er bevis på, at der er et grundlæggende skel mellem menneske og dyr. Teismen forklarer dette ved, at mennesket er skabt i Guds billede.

Samlet konklusion

Materialisme svigter totalt, når den skal give en tilfredsstillende forklaring på hvordan universet og dets væsener er opstået. Den kommer til kort på flere afgørende områder.

Teismen derimod giver en samlet forklaring, hvor en intelligent og bevidst skaber står bag både universet og livet. Derfor fremstår teismen som en mere sammenhængende og fornuftig opfattelse af virkeligheden.

Du kan også læse:

• Hvad er agnosticisme?
• Hvad er panteisme?

Se alle artikler

© 2026 Skriften.dk