Hvad er agnosticisme?

Agnosticisme er et ord, der er opfundet af den engelske biolog, prof. Thomas Henry Huxley (1825-1895). Det var for at udtrykke hans mentale indstilling over for alle tilværelsesteorier. Det var særligt over for teorier, der angår Guds eksistens. Han fastholder derfor denne indstilling over for ateisme, teisme, panteisme, deisme, materialisme og idealisme.

Ordet agnosticisme kommer fra græsk: ”a” (ingen) og ”gnosis” (viden eller erkendelse), mens endelsen ”ismos” står for teori, dvs., ingen-viden-teori. Ud fra læren om ordets afledning betyder det den teori, der går ud på, at Guds eksistens ikke kan vides med sikkerhed. Og ofte også, at spørgsmål om Guds natur ligger uden for menneskelig erkendelse. Ifølge en ordbog defineres agnosticisme som den lære, at det er umuligt at vide noget om Guds eksistens.

Agnosticisme blev af Thomas Henry Huxley og Herbert Spencer (1820-1903), en engelsk filosof, forstået som læren om, at Gud ikke kan erkendes. Deres brug af ordet viser, at agnosticisme handler om Guds tilværelse og væsen. Den hævder ikke kun uvidenhed om Gud, men også at viden om ham er umulig. Agnosticisme adskiller sig derfor fra ateisme, som påstår at vide, at Gud ikke findes. Men denne påstand er selvmodsigende. Hvis en person skal være i stand til med sikkerhed at sige, at Gud ikke findes, kræves der fuldstændig viden. En sådan viden forudsætter egenskaber som evighed, uendelighed og alvidenhed. Det vil sige han måtte selv være Gud, hvilket ville bevise, at der er en Gud.

Forholdet til ateisme og Huxleys metode

Selv om der er forskel på ateisme og agnosticisme, så har ateisterne ikke meget at indvende mod agnostikerne. Det er måske fordi de har hjulpet og styrket ateismen i stor udstrækning. Den ægte agnostiker ville gøre indsigelser, hvis jeg sagde, at jeg ved, der er en Gud. Men han ville ikke have noget at indvende, hvis jeg sagde, at jeg tror, der er en Gud. Jeg kunne med fordel tage Huxleys egne ord fra hans forklaring af agnosticisme:

”I virkeligheden er agnosticisme ikke en trosbekendelse, men en metode, hvis væsensindhold ligger i den strenge anvendelse af et enkelt princip.”

Derefter forklarer han dette princip:

”Positivt kan princippet udtrykkes således: Følg i forstandsmæssige spørgsmål din fornuft så langt, som den vil føre dig, uden at tage hensyn til nogen anden betragtning. Og negativt: Foregiv ikke i intellektuelle anliggender de slutninger som sikre, der ikke er beviste eller beviselige.”

Ifølge dette er fornuften kilden til intellektuelle anliggender. Den er også den afgørende regel for tænkning. Fornuften skal følges, uanset hvor den fører os hen. Det gælder, selv hvis den fører os ind i usikkerhed. Huxley beskrev dette som en mørk og sammenfiltret skov. Han mente, at vi skal fortsætte fremad i denne skov. Fortsætte indtil vi finder en udgang eller erkender, at ingen findes.

Agnosticisme og fornuften som grundlag

Dette udsagn beviser, at agnosticismen forkaster det kristne princip, at Skriften, Guds ord, er kilden og reglen for tro. I stedet opstiller den fornuften som troens kilde og regel.

Ifølge Huxley er agnosticisme en undersøgelsesmetode i forstandsmæssige spørgsmål. Men denne metode bygger på en grundlæggende antagelse. Den antager, at fornuften er den afgørende vej til kundskab. Dermed fungerer metoden som en norm for sand erkendelse. Det vil sige, at denne metode i princippet er en trosbekendelse.

Jeg antager, at prof. Huxley brugte ordet fornuft i betydningen:

1. som en umiddelbar erkendelse af selvindlysende sandheder. Denne erkendelse sker uden bevidst overvejelse.
2. som den viden, vi opnår ved korrekt brug af denne erkendelse.

Denne erkendelse udspringer af vores mentale, moralske og religiøse evner. Disse evner er medfødte og udvikles gennem deres anvendelse. De retter sig mod bestemte områder som selvet, verden og Gud. Gennem bevidsthed om os selv ved vi, at vi eksisterer. Gennem bevidsthed om verden erkender vi andre personer og ting. Gennem bevidsthed om Gud erkender vi også, at Gud eksisterer. Denne erkendelse følger af vores evners grundlæggende natur.

Skriften og fornuftens begrænsning

Jeg er klar over, at katolske og protestantiske trosbekendelser ofte nedvurderer fornuften i disse betydninger. Men Skriften gør ikke det samme. Den hverken nedvurderer eller ignorerer fornuften. Tværtimod appellerer den til fornuften som dommer. Den anerkender og godkender brugen af fornuften. Hvordan kunne Gud ellers bede os ræsonnere med ham? (ApG 17:2,11; 24:25. Es 1:18) Skriften lærer intet, der strider mod menneskets umiddelbare erkendelse. Den modsiger heller ikke den viden, der opnås gennem korrekt brug af fornuften. Dette gælder, selv når kirkens trosbekendelser lærer noget i modstrid med fornuften.

Gud ønsker, at vi prøver hans tanker med streng fornuft. Han ved, at hans tanker vil overbevise et sandhedssøgende hjerte. Men Skriften lærer også en vigtig begrænsning. Vores personlige og fælles fornuft er ikke tilstrækkelig alene. Den kan ikke være eneste kilde til erkendelse. Fornuften har brug for vejledning. Den behøver lærere for at opnå den viden og kundskab, den ikke selv kan nå.

Behovet for undervisning og åndelig hjælp

Derfor gav Jesus også menigheden lærere, så hans legeme kan bygges op. (Ef 4:11-12) Dette kan sammenlignes med jordiske forhold. Også her har vi brug for lærere. De hjælper med at udfylde mangler i vores personlige fornuft. Skriften lærer også en anden begrænsning. Vores fornuft er påvirket af menneskets fald. Derfor kan den ikke alene forstå selv jordiske forhold fuldt ud. (Joh 3:12) Erfaringen bekræfter, at dette er sandt.

Skriften lærer også, at vores fornuft ikke alene er i stand til at erkende sandheden uden Guds Ånd og ord. (1 Kor 1:20-21; 2:14. Ef 4:17-18) Erfaringen bekræfter også dette. Mennesker, der kun følger deres egen fornuft, når frem til forskellige religiøse konklusioner. Dette ses i de mange religioner i verden. At mange kristne er enige, modsiger ikke dette. De fleste accepterer deres kirkes lære og trosbekendelser uden selvstændig prøvelse. Ofte sker det på andres autoritet og stik imod deres egen fornuft.

Agnosticisme og behovet for åbenbaring

Vi behøver mere end almindelig og personlig fornuft for at erkende sandheden om Gud og os selv. Fornuften fører os kun et stykke af vejen. Åbenbaring er i fuld overensstemmelse med fornuften i disse betydninger. Den fører os hele vejen og supplerer den personlige fornuft hos den oprigtige. Agnosticisme stoler alene på en utilstrækkelig vejleder. Derfor kan den ikke give et tilfredsstillende syn på Guds eksistens.

Den kan heller ikke løse tilværelsens grundlæggende spørgsmål. Som metode gør den fornuften til eneste kilde og regel. Derfor er den uegnet til at løse spørgsmålet om Gud og universet. Den er på forhånd dømt til at mislykkes i spørgsmålet om sandheden om Gud.

Jeg brugte tidligere udtrykket “almindelig og personlig fornuft”. Med almindelig mener jeg en evne, som alle mennesker har. Med personlig mener jeg den fornuft, den enkelte faktisk besidder. Som evne er fornuften vigtig og nødvendig for intellektuelle fremskridt. Men i praksis viser den sig altid som personlig og begrænset. Den er præget af ufuldkommenhed hos alle mennesker. Derfor varierer den fra person til person. Forskellene skyldes arv, livsforhold og uddannelse. Vi kender ingen ufuldkomne mennesker med ufejlbarlig fornuft. Derfor kan personlig fornuft ikke være eneste kilde og regel for erkendelse.

Vi møder overalt mange eksempler på fejlagtig fornuft. Enhver persons fornuft er behæftet med fejl. Derfor ville det være ufornuftigt at gøre fornuften til eneste kilde. Det gælder både den almindelige og den personlige fornuft. Ellers er vi fra begyndelsen på vej mod vildfarelse.

Agnosticisme og individets fornuft

Men agnosticismen skaber også et andet problem. Den hævder at følge den fælles, umiddelbare fornuft. I praksis følger den dog den enkeltes personlige fornuft. Den accepterer kun det, der overbeviser den enkelte. Resultatet bliver, at hver persons fornuft bliver norm for ham. Dette sker, selv når den afviger fra andres fornuft. Dermed bliver den personlige fornuft både kilde og regel for erkendelse.

På denne måde ophøjes mennesket til sin egen autoritet i troen. Det må vi indrømme er utilfredsstillende. Vi har derfor brug for en ufejlbarlig åbenbaring. Den kan korrigere menneskets udbredte ufuldkommenhed. Ellers kan vi ikke nå sandheden om Gud, verden og os selv. Vi kan heller ikke forstå deres indbyrdes forhold korrekt.

Dette viser en alvorlig mangel ved agnosticismen. Thomas Henry Huxley hævder, at man som agnostiker skal følge fornuften uden hensyn til konsekvenserne. Denne påstand er uvidenskabelig. Den er også ufornuftig i livets almindelige forhold.

Hvis en videnskabsmand finder en hypotese, der virker fornuftig, kan han teste den. Hvis den fører til forvirring, må den forkastes. Hvis den ikke giver praktiske resultater, er den ubrugelig. Hvis den fører til skade, bør den afvises. Han vil ikke følge den uden hensyn til konsekvenserne. I stedet forkaster han den som uanvendelig. Dette gælder, uanset hvor rimelig den først syntes. Hypoteser, der har set ud til at være meget fornuftige, men som har ført til sådanne resultater, er ofte blevet forkastet af videnskaben. De er blevet lagt til side som fejlslagne forsøg.

Huxleys negative princip i agnosticisme

Lad os nu se på Thomas Henry Huxleys negative princip i agnosticismen.

“Foregiv ikke, at slutninger er sikre, hvis de ikke er beviste eller beviselige.”

Denne regel viser sig også at være en dårlig regel for hverdagslivet, for vi følger den bestemt ikke. Folk gifter sig uden at kunne bevise, at ægteskabet vil lykkes. Det kan først afgøres efter mange års erfaring i det ægteskabelige liv.

De påtager sig også rollen som forældre uden sikker viden. De kan ikke bevise, at de vil blive gode forældre og give deres børn en god opdragelse. Det viser sig først gennem års erfaring som forældre.

Når mennesker starter virksomheder, gør de det i tro på succes. Denne succes er hverken bevist eller beviselig på forhånd. Alligevel handler de ud fra denne tro.

Store videnskabelige opdagelser er gjort uden sikkerhed for succes. Ofte har man arbejdet med noget, man ikke fuldt ud forstod. I praksis sker fremskridt ved at bevæge sig ind i det usikre. Man handler trods tvivl og uden fuldt bevis. Sådan finder man gradvist frem til resultater. Det er en grundregel i mange forhold. Når vi mangler bevis, arbejder vi med det sandsynlige. Vi følger det trolige, indtil vi når frem til sikker viden.

Men ikke kun i livets praktiske forhold viser Thomas Henry Huxleys princip sig utilstrækkeligt. Det er også uigennemførligt, upraktisk og uanvendeligt. Derudover rummer det en grundlæggende fejl. Det giver intet klart kriterium for, hvad der er bevist. Det viser heller ikke, hvad der kan bevises. Når fornuften er individuel, varierer vurderingerne. Det, der er bevist for én, er ikke nødvendigvis bevist for en anden. Derfor bliver princippet usikkert som grundlag for erkendelse.

Forskellighed i fornuft og erkendelse

Almindelig fornuft er et teoretisk begreb, som består af de umiddelbare opfattelser, der er fælles for alle normale mennesker. Den har ingen selvstændig praktisk eksistens, men eksisterer kun som en idé eller abstrakt forestilling i vores tænkning. Det, der virkelig eksisterer i praksis, er den personlige fornuft, som hver enkelt besidder i forskellig grad. Denne personlige fornuft varierer betydeligt i kvalitet og pålidelighed på grund af medfødte forskelle og arvelige ufuldkommenheder hos mennesker.

Forskellene i fornuftens anvendelse påvirkes yderligere af omgivelser, opdragelse og livserfaring, hvilket skaber endnu større variation mellem mennesker. Derfor varierer fornuften hos de enkelte personer i høj grad som kilde og regel for kundskab og erkendelse. Dette rejser et afgørende spørgsmål om, hvilken fornuft der skal være norm, hvis fornuften alene skal være kilde til sand viden. Svaret må nødvendigvis være, at ingen enkelt persons fornuft kan opfylde dette krav på en fuldstændig og pålidelig måde.

Teoretisk fornuft eksisterer kun som begreb, mens fornuften i konkrete tilfælde altid viser sig som personlig og begrænset. Vi må derfor erkende, at Thomas Henry Huxley fremhæver en vejleder, som i praksis ikke kan fungere som universel norm. Denne erkendelse bør føre os til at betvivle hans syn på agnosticisme som en tilstrækkelig metode til erkendelse. Hans egen fornuft førte ham ikke til et sikkert eller fast syn på Guds eksistens eller på tilværelsens grundlæggende spørgsmål.

Andre mennesker når imidlertid til en anden konklusion gennem deres umiddelbare erkendelse og refleksion over årsag og virkning. De slutter, at der må eksistere en første årsag, som selv er uden årsag og derfor må være evig. De ser også tegn på orden, intelligens og formål i universet, hvilket peger på en bevidst og personlig første årsag. Dette fører dem til at opfatte denne første årsag som en personlig Gud med vilje og hensigt.

Behovet for guddommelig hjælp

Men spørgsmålet står stadig tilbage: hvilken fornuft skal vi følge, når menneskers fornuft varierer så meget i styrke og pålidelighed? Da fornuften er så forskellig fra person til person, kan den ikke alene fungere som en sikker og fælles vejleder.

Denne forskellighed peger tydeligt på, at menneskets fornuft i sin nuværende ufuldkomne tilstand ikke er tilstrækkelig som eneste grundlag for erkendelse. Derfor må vi konkludere, at uhjulpen fornuft ikke kan fungere som en fuldt pålidelig og tilfredsstillende vejleder i spørgsmål om sandhed.

Eftersom arv, omgivelser og opdragelse ofte påvirker fornuften, nærmer den sig mange emner med forkerte eller utilstrækkelige forudsætninger og udgangspunkter. Hvordan kan vi da være sikre på, hvad der virkelig er bevist eller beviseligt gennem den ufuldkomne og begrænsede personlige fornuft? Hvis vi ønsker at nå til sikker erkendelse, er det da ikke rimeligt at forvente hjælp udefra, som kan afhjælpe fornuftens mangler? Kunne en ufejlbarlig og velvillig magt, hvis den eksisterer, ikke give den nødvendige vejledning, som den uhjulpne menneskelige fornuft så stærkt behøver?

Invitation til Skriften

Hvis en sådan ydre hjælp kommer fra Gud, kan vi være sikre på, at den ikke gør fornuften til skamme, men opfylder dens behov. Den giver netop det, fornuften mangler, og lader den derefter prøve dette gennem sine egne evner og umiddelbare erkendelser. På den måde kan fornuften efter prøven finde fuld tilfredsstillelse i det, der er blevet givet gennem åbenbaring.

Dette kan jeg bevidne som min personlige erfaring med fornuftens brug i forhold til Skriftens lærdomme og deres indhold. Under grundig og kritisk prøvelse har disse lærdomme altid vist sig at være i overensstemmelse med fornuften. Samtidig har de udfyldt de mangler, som min egen fornuft ikke selv kunne overvinde eller afhjælpe.

Derfor siger jeg i oprigtig velvilje til dem, der kæmper med agnosticisme, at de bør undersøge Skriften nærmere. Kom og se, om ikke Skriften giver en fornuftig løsning på spørgsmålet om Guds eksistens og tilværelsens dybere mening. Agnosticismen indrømmer selv, at den ikke kan nå frem til denne erkendelse ved egen kraft alene.

Han som alene har en ufejlbar ånd, sagde: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.” (Joh 6:37)

Konsekvenser af agnosticisme 

Et andet problem ved Thomas Henry Huxleys negative princip er dets praktiske konsekvens, som ofte fører mennesker ind i en tilstand af voksende vantro. Mange agnostikere begynder med at sige, at Guds eksistens ikke kan vides, men ender senere med at afvise troen på Gud helt. Denne udvikling er sjældent tilfældig, men hænger sammen med en længerevarende fastholdelse af et agnostisk standpunkt i livets grundlæggende spørgsmål. Derfor vil en konsekvent agnostiker ofte ende i vantro i forhold til den Gud, som beskrives i Bibelen.

Agnosticisme fører ikke mennesker nærmere Bibelen, men snarere væk fra den og får i praksis en tydeligt irreligiøs virkning. Den skaber en tilstand, hvor det bliver mindre sandsynligt, at mennesket søger eller modtager den hjælp, som dets fornuft mangler. Denne udvikling mod vantro er den mest alvorlige følge, som agnosticisme kan have for sine tilhængere og deres erkendelse.

Man kan sammenligne denne virkning med lignelsen om manden, der faldt blandt røvere, og blev efterladt hjælpeløs og såret. Agnosticismen efterlader mennesket i en lignende tilstand, uden at give reel hjælp eller vejledning til at finde sandheden. Den kan endda modarbejde forsøg på at bringe hjælp, ved at afvise eller mistænkeliggøre dem, der ønsker at formidle sand erkendelse.

Kritik af Herbert Spencer

Jeg vil nu se nærmere på Herbert Spencers form for agnosticisme og dens grundlæggende påstande om erkendelse og virkelighed.

Spencers agnosticisme kan sammenfattes i hans udsagn om, at den magt, universet åbenbarer, er absolut uudgrundelig for menneskelig erkendelse.

Han indrømmer, at der findes en magt bag universet, som dette på en eller anden måde åbenbarer for os gennem erfaring. Dermed bevæger han sig fra Thomas Henry Huxleys fokus på uerkendelighed til en erkendelse af en bagvedliggende, men uudgrundelig magt.

Spencer mener desuden, at religiøsitet er en væsentlig del af menneskets natur og derfor må have en virkelig genstand. Denne genstand er ifølge ham en højere magt, som eksisterer, men som mennesket ikke kan erkende i sin egentlige natur. Så langt kan jeg følge Spencer i hans tanker og erkendelser om en højere magts eksistens. Men herefter hævder han, at religionen fejler ved at tillægge denne magt yderligere egenskaber ud over eksistens og uudgrundelighed.

Han afviser derfor, at denne magt har personlighed, fordi han mener, at tanken aldrig kan nå virkeligheden bag fænomenerne. Dette indebærer, at Gud som første årsag, uendelig og ubegrænset, ikke kan erkendes som personlig eller nærværende. Spencer udtrykker det selv ved at sige, at det ubegrænsede ikke kan kendes i egentlig forstand, men må anerkendes som nødvendigt. Han mener også, at bevidstheden uundgåeligt fastholder denne erkendelse, og at troen på den derfor er mere berettiget end andre former.

Agnosticisme og spørgsmålet om Guds erkendelse

Når Spencer kalder Gud uudgrundelig og mener, at vi ikke fuldt ud kan forstå ham, er jeg enig i denne begrænsning. Vi kan ikke fatte Guds natur fuldstændigt eller forstå hans væsen i alle dets aspekter. Hans egenskabers dybde og omfang overstiger vores fulde forståelse og kan kun erkendes delvist af mennesket. Derfor må vi erkende, som salmisten siger, at Guds væsen er for underfuldt til, at vi fuldt kan forstå det. (Sl. 139:6) Hvis Spencer blot hævder denne begrænsning i vores erkendelse, kan jeg fuldt ud tilslutte mig hans synspunkt.

Men Spencer mener mere end dette. Han nægter, at vi ved eller kan vide noget som helst om denne store magt. Undtagen at den er førsteårsagen og er uendelig og uindskrænket.

Spencers vildfarelse er grundlaget for to standpunkters identificering:

1. vi ved ikke og kan ikke vide alt om Gud, og
2. vi ved ikke og kan ikke vide noget om Gud.

Det første er sandt. Det andet er falsk og skal ikke have lov til at blive sat i stedet for det første.

Afsluttende kritik af agnosticisme

Vi har nu undersøgt de to vigtigste agnostikeres teorier og fundet, at deres grundlæggende synspunkter ikke kan opretholdes ved nærmere analyse.

Der findes også en anden form for agnosticisme, som hævder, at vi ikke kan være sikre på noget som helst. Denne opfattelse går endnu videre og påstår, at mennesket slet ikke kan opnå nogen form for virkelig viden. Men sådanne teorier modsiger sig selv og ophæver deres egen gyldighed gennem deres egne påstande. Hvis vi ikke kan være sikre på noget, kan vi heller ikke være sikre på, at denne teori selv er sand. Hvis intet kan vides, kan vi heller ikke vide, at vi intet ved, da det ville forudsætte viden.

Begge disse former for agnosticisme underminerer derfor sig selv og kan ikke fungere som sammenhængende eller holdbare erkendelsesteorier. Vi kan derfor med rimelighed afvise agnosticisme som en utilstrækkelig og selvmodsigende tilgang til spørgsmålet om erkendelse. Den fremstår ofte som en form for ordkløveri, hvor sproglige nuancer skjuler manglen på fast og sammenhængende tænkning. Ved nærmere analyse viser dens grundlæggende ideer sig at være selvmodsigende, ulogiske, ufrugtbare og overvejende negative i deres konsekvenser.

Du kan også læse:

• Hvad er panteisme?
• Hvad er deisme?

Se alle artikler

© 2026 Skriften.dk