Hvad er agnosticisme?

Agnosticisme er den opfattelse, at vi ikke med sikkerhed kan vide, om Gud findes. Nogle agnostikere går længere og mener, at spørgsmålet om Guds eksistens eller natur ligger uden for menneskets mulighed for erkendelse. Agnosticisme adskiller sig derfor både fra troen på Gud og fra den overbevisning, at Gud ikke findes.

Ordet agnosticisme blev dannet af den engelske biolog Thomas Henry Huxley (1825-1895). Det kommer fra det græske a (ikke eller uden) og gnosis (viden eller erkendelse). Huxley brugte betegnelsen om en holdning, hvor man ikke hævder at vide noget, som man ikke mener kan bevises. Ifølge Den Danske Ordbog defineres agnosticisme som den lære, at det er umuligt at vide noget om Guds eksistens.

Kort svar: Agnosticisme bygger på den opfattelse, at vi ikke kan vide med sikkerhed, om Gud findes, eller at Gud ikke kan erkendes af mennesket. Bibelen anerkender, at vores forståelse af Gud er begrænset, men den lærer ikke, at Gud er ukendelig. Tværtimod siger Skriften, at Gud har gjort sin eksistens kendt gennem det skabte og har åbenbaret sig for mennesket. Derfor er spørgsmålet ikke kun, hvor langt menneskets egen fornuft kan nå, men også om Gud selv har givet os mulighed for at kende ham.

Denne tanke kan umiddelbart virke både forsigtig og fornuftig. Hvis vi ikke har tilstrækkelig viden om Gud, hvorfor skulle vi så hævde, at vi ved, om han findes? Men spørgsmålet går dybere end det. For kan vi virkelig ikke vide noget om Guds eksistens? Og hvis menneskets egen fornuft ikke kan føre os til fuldstændig erkendelse af Gud, betyder det så, at Gud slet ikke kan erkendes?

I denne artikel vil vi undersøge agnosticismens grundlæggende påstande, se nærmere på Thomas Henry Huxleys argumenter og spørge, om agnosticisme giver et tilfredsstillende svar på spørgsmålet om Gud – eller om Skriften giver os grund til at nå en anden konklusion.

Huxleys agnosticisme – en metode til erkendelse

Thomas Henry Huxley betragtede ikke agnosticisme som en trosbekendelse, men som en metode. Han forklarede selv:

”I virkeligheden er agnosticisme ikke en trosbekendelse, men en metode, hvis væsensindhold ligger i den strenge anvendelse af et enkelt princip.”

Derefter beskrev han princippet således:

”Positivt kan princippet udtrykkes således: Følg i forstandsmæssige spørgsmål din fornuft så langt, som den vil føre dig, uden at tage hensyn til nogen anden betragtning. Og negativt: Foregiv ikke i intellektuelle anliggender de slutninger som sikre, der ikke er beviste eller beviselige.”

Der er meget i dette princip, som umiddelbart virker fornuftigt. Vi bør ikke hævde noget som sikkert uden grundlag, og vores overbevisninger bør kunne tåle at blive undersøgt. Bibelen opfordrer også mennesker til at undersøge, ræsonnere og prøve det, de hører. (ApG 17:2, 11; Es 1:18)

Men Huxleys princip rejser et vigtigt spørgsmål: Er menneskets egen fornuft tilstrækkelig som den endelige målestok for, hvad der kan erkendes som sandt?

Hvis Gud eksisterer, er det ikke givet, at mennesket alene ved hjælp af sin egen fornuft kan opdage alt, hvad der kan vides om ham. En Gud, der står over mennesket, kunne også selv gøre noget kendt om sin eksistens, sin natur og sin hensigt. Derfor må spørgsmålet ikke kun være, hvad mennesket kan erkende på egen hånd, men også om der findes en troværdig åbenbaring fra Gud, som fornuften kan undersøge og tage stilling til.

Er menneskets fornuft tilstrækkelig?

Fornuften er nødvendig, hvis vi skal undersøge spørgsmål om Gud og sandhed. Uden evnen til at tænke, sammenligne og drage slutninger ville vi heller ikke kunne undersøge Bibelens påstande. Derfor er problemet med agnosticismen ikke, at den anvender fornuften. Spørgsmålet er, om den menneskelige fornuft alene er tilstrækkelig.

Menneskers fornuft fungerer ikke uafhængigt af det menneske, der bruger den. Vores vurderinger påvirkes blandt andet af vores viden, erfaringer, opdragelse og de forudsætninger, vi tager med os. Derfor kan to mennesker undersøge det samme spørgsmål og alligevel nå forskellige konklusioner. Historien viser også, at mennesker kan betragte en slutning som særdeles fornuftig og senere opdage, at den byggede på mangelfuld viden eller forkerte forudsætninger.

Det betyder ikke, at fornuften er værdiløs eller upålidelig i enhver henseende. Det betyder blot, at den ikke er ufejlbarlig. Hvis menneskets fornuft er begrænset, kan den derfor ikke uden videre gøres til den endelige målestok for, hvad der overhovedet kan vides om Gud.

Her bliver spørgsmålet om åbenbaring afgørende. Hvis Gud eksisterer og ønsker at gøre sig kendt, kan han åbenbare sandheder, som mennesket ikke kunne have fundet frem til på egen hånd. Fornuften bliver dermed ikke sat ud af kraft. Den får tværtimod til opgave at undersøge, om den påståede åbenbaring er troværdig.

Det er også den fremgangsmåde, vi møder i Skriften. Paulus ræsonnerede med sine tilhørere ud fra Skrifterne, og jøderne i Berøa blev rost, fordi de dagligt undersøgte Skrifterne for at se, om det, de fik fortalt, virkelig forholdt sig sådan. (ApG 17:2, 11) Tro fremstilles altså ikke som et alternativ til tænkning og undersøgelse.

Det afgørende spørgsmål bliver derfor ikke: Skal vi bruge vores fornuft eller tro på en åbenbaring? Spørgsmålet er snarere: Har Gud givet mennesket en åbenbaring, som det har rimelig grund til at tro på?

Kan vi vide, at Gud findes?

Agnosticismens centrale spørgsmål er, om mennesket overhovedet kan vide, at Gud findes. Her giver Bibelen et klart svar. Den lærer, at Gud ikke har efterladt mennesket uden vidnesbyrd om sin eksistens.

Paulus skriver:

”For hans usynlige egenskaber ses klart fra verdens skabelse, idet de forstås gennem det skabte, både hans evige kraft og guddommelighed.” (Rom 1:20, Interlinear Bibel)

Ifølge Paulus kan vi altså slutte fra det, vi kan se, til noget, vi ikke direkte kan se. Universet eksistens peger ud over det selv. Det skabte giver mennesket grundlag for at erkende, at der findes en Skaber med magt, som rækker ud over det skabte.

Den samme tanke findes i Salmernes Bog:

”Himlene fortæller om Guds herlighed, og hvælvingen forkynder hans hænders værk.” (Sl 19:2, Interlinear Bibel)

Bibelen hævder således ikke, at mennesket gennem skaberværket kan lære alt om Gud. Vi kan eksempelvis ikke alene ved at betragte universet finde frem til alle hans hensigter eller vide, hvordan han ønsker, at vi skal leve. Det kræver yderligere åbenbaring. Men det er noget andet end at sige, at vi intet kan vide om Gud.

Her bliver en vigtig forskel tydelig: At vores viden om Gud er begrænset, betyder ikke, at den er umulig.

Vi anvender allerede denne form for slutning på andre områder. Vi behøver ikke have set årsagen til noget med vores egne øjne for at kunne slutte, at en årsag findes. Vi kan undersøge virkningen og spørge, hvilken forklaring der bedst kan gøre rede for den. På samme måde kan spørgsmålet om Gud undersøges ved at spørge, hvad der bedst forklarer universets eksistens, orden og de egenskaber, vi finder i det.

Bibelen opfordrer derfor ikke mennesket til blind tro. Den peger på det skabte som noget, der kan undersøges, og hvorfra der kan drages slutninger. Men den går samtidig videre. Den hævder, at den Gud, som kan erkendes gennem sit skaberværk, også har gjort sig kendt gennem åbenbaring.

Agnosticismens påstand kan derfor ikke blot tages for givet. Hvis Gud både har efterladt spor af sin eksistens i det skabte og har åbenbaret sig for mennesket, må spørgsmålet undersøges, før man kan konkludere, at Gud ikke kan erkendes.

Huxleys krav om bevis

Huxleys negative princip lød:

”Foregiv ikke, at slutninger er sikre, hvis de ikke er beviste eller beviselige.”

Som udgangspunkt er dette et fornuftigt princip. Vi bør ikke kalde noget sikkert, hvis vi ikke har tilstrækkeligt grundlag for det. Men princippet rejser et andet spørgsmål: Hvad kræves der, før noget med rimelighed kan siges at være bevist?

På mange områder bygger vores erkendelse ikke på absolut sikkerhed, men på beviser, slutninger og den forklaring, der bedst stemmer med de tilgængelige kendsgerninger. Det gælder også inden for videnskaben. En konklusion behøver derfor ikke være matematisk bevist, før der kan være gode grunde til at acceptere den som sand.

Det samme gælder spørgsmålet om Guds eksistens. Hvis kravet er, at Gud skal kunne bevises på samme måde som en matematisk sætning eller observeres direkte som en fysisk genstand, har man på forhånd valgt et kriterium, som måske ikke passer til det, man undersøger. Hvis Gud er årsagen til det fysiske univers, kan vi ikke uden videre forvente, at han selv er en del af det univers, som naturvidenskaben undersøger.

Det relevante spørgsmål er derfor ikke blot, om Guds eksistens kan bevises med absolut sikkerhed, men om der findes tilstrækkelige grunde til at konkludere, at Gud eksisterer.

Her kan Huxleys eget princip faktisk anvendes på agnosticismen. Hvis en agnostiker hævder, at vi ikke kan vide, om Gud findes, må også denne påstand begrundes. Det er ikke nok at konstatere, at vi ikke ved alt om Gud eller ikke kan se ham direkte. Man må vise, hvorfor de vidnesbyrd og argumenter, der peger på hans eksistens, ikke giver grundlag for erkendelse.

Agnosticismen kan derfor ikke nøjes med at stille krav til troen på Gud. Dens egen påstand om grænserne for menneskelig erkendelse må også kunne tåle at blive undersøgt.

Herbert Spencer og den ukendelige Gud

En anden vigtig repræsentant for agnosticismen var den engelske filosof Herbert Spencer (1820-1903). Spencer mente, at universet peger på en bagvedliggende magt. Han benægtede altså ikke, at der findes en grundlæggende virkelighed eller første årsag bag det, vi kan iagttage. Men han mente, at denne magts egentlige natur er uudgrundelig for mennesket.

På dette punkt rummer Spencers argument en vigtig sandhed. Hvis Gud er den evige årsag til universet, må vi forvente, at hans væsen langt overstiger vores fulde forståelse. Et begrænset menneske kan ikke forventes fuldstændigt at forstå en ubegrænset Gud.

Bibelen siger noget lignende. Salmisten skriver om Guds kundskab:

”Denne kundskab er for underfuld for mig; den er for ophøjet til, at jeg kan nå den.” (Sl 139:6, Interlinear Bibel)

Men her må vi passe på ikke at gå fra én påstand til en helt anden. Der er stor forskel på at sige:

Vi kan ikke vide alt om Gud.
Vi kan ikke vide noget om Gud.

Det første følger naturligt af forskellen mellem Gud og mennesket. Det andet følger ikke af det første.

Vi oplever det samme i andre sammenhænge. At vi ikke ved alt om noget, betyder ikke, at vi intet kan vide om det. Begrænset viden kan stadig være sand viden.

Det bliver endnu tydeligere, hvis Gud selv kan åbenbare sig. Hvis vores viden om Gud udelukkende afhang af menneskets evne til at nå frem til ham, ville vores begrænsninger sætte en afgørende grænse. Men hvis Gud har mulighed for at gøre sig kendt, afhænger vores erkendelse ikke kun af, hvor langt mennesket kan nå op mod Gud, men også af, hvad Gud har valgt at gøre kendt for mennesket.

Derfor er det ikke tilstrækkeligt at konstatere, at Gud overstiger vores fulde forståelse. Det afgørende spørgsmål er, om han har gjort noget om sig selv kendt.

At Gud ikke kan erkendes fuldstændigt, betyder ikke, at han slet ikke kan erkendes.

Er agnosticisme et tilfredsstillende svar?

Der er noget forståeligt i agnostikerens udgangspunkt. Hvis man ikke mener at have tilstrækkeligt grundlag for at sige, at Gud findes, kan det virke mere ærligt at indrømme sin usikkerhed end at hævde en overbevisning, man ikke kan begrunde.

Men agnosticisme løser ikke selve spørgsmålet om Gud. Den beskriver først og fremmest en grænse for, hvad mennesket mener at kunne vide. Derfor må også denne grænse undersøges. Har vi virkelig grund til at konkludere, at Guds eksistens ikke kan erkendes?

Som vi har set, er menneskets fornuft begrænset, men det betyder ikke, at den er værdiløs. Vi kan undersøge det, vi ser omkring os, ræsonnere ud fra årsag og virkning og spørge, hvad der bedst forklarer universets eksistens. Bibelen hævder, at det skabte giver mennesket grund til at erkende Guds eksistens. Men den standser ikke dér. Den hævder også, at Gud selv har gjort sig kendt.

Hvis denne påstand er sand, ændrer det spørgsmålet afgørende. Så er vi ikke begrænset til at spørge, om mennesket på egen hånd kan nå frem til Gud. Vi må også spørge, om Gud har rakt ud til mennesket.

Det er derfor rimeligt at undersøge Skriften på dens egne præmisser. Ikke ved at acceptere dens påstande uden prøvelse, men ved at undersøge, om det, den siger om Gud, mennesket og verden, kan stå for en kritisk og fornuftig prøvelse. Jesus sagde:

”Den, der kommer til mig, vil jeg på ingen måde vise bort.” (Joh 6:37, Interlinear Bibel)

For den, der er usikker på, om Gud findes, behøver agnosticisme derfor ikke være undersøgelsens endelige konklusion. Den kan i stedet være udgangspunktet for et ærligt spørgsmål: Hvis Gud findes og har gjort sig kendt, er jeg så villig til at undersøge det?

Konklusion

Agnosticisme tager udgangspunkt i et forståeligt spørgsmål: Kan vi virkelig vide, om Gud findes? Det er rimeligt ikke at hævde mere, end der er grundlag for. Men derfra følger ikke, at Guds eksistens er umulig at erkende.

Menneskets fornuft er begrænset, men den gør os i stand til at undersøge, ræsonnere og drage slutninger. Ifølge Bibelen har Gud desuden ikke efterladt mennesket uden vidnesbyrd om sig selv. Det skabte peger på hans eksistens, og gennem åbenbaring har han gjort mere om sig selv kendt.

Derfor må vi fastholde den vigtige forskel mellem ikke at kunne vide alt om Gud og ikke at kunne vide noget om Gud. At Gud overstiger vores fulde forståelse, betyder ikke, at han er ukendelig.

Agnosticisme behøver derfor ikke være det endelige svar på spørgsmålet om Gud. Hvis Gud eksisterer og har gjort sig kendt, er det afgørende spørgsmål ikke blot, hvor langt menneskets egen fornuft kan nå, men om vi er villige til at undersøge det, Gud har åbenbaret.

Relaterede artikler

Udforsk mere

Alle artikler om bibelstudie