Når troen sættes på prøve
Når troen sættes på prøve, kan det føles, som om hele ens verden forandrer sig.
Mange kristne har ønsket, at de blot kunne få nogle få minutter alene med Jesus. Hvor ville det være en stor trøst at kunne stille ham de spørgsmål, der fylder hjertet, og høre svarene direkte fra hans egen mund.
”Og han sagde til disciplene: Der skal komme dage, hvor I vil længes efter at se én af Menneskesønnens dage, og I skal ikke få den at se.” (Lukas 17:22, Interlinear Bibel)
Den tid, hvor Jesus vandrede blandt sine disciple, er for længst forbi. Men det betyder ikke, at vi står alene med vores spørgsmål.
Da Jesus vendte tilbage til sin Fader, efterlod han ikke sine disciple alene. Han gav dem den hellige ånd, som skulle lære dem alt og minde dem om alt det, han havde sagt. (Joh 14:26) Gennem apostlenes skrifter har vi i dag adgang til den undervisning, som Jesus gav, og til den visdom, der er nødvendig for at vandre på den vej, som fører til livet.
Alligevel kommer mange troende på et tidspunkt til at opleve, at deres tro bliver sat på en alvorlig prøve.
En af de mest smertefulde oplevelser kan være at opdage, at noget, man gennem mange år har troet og bygget sit åndelige liv på, ikke stemmer overens med Skriften. Man finder måske ud af, at den religion, kirke eller gruppe, man er en del af, ikke lærer det, Bibelen lærer.
Det kan vække frygt, usikkerhed og en følelse af at stå alene. Tanken om at miste nære relationer eller blive misforstået af mennesker, man holder af, kan føles overvældende. Samtidig kan tvivlen melde sig: Hvad nu, hvis det er mig, der tager fejl og sætter min evige fremtid på spil.
Denne artikel henvender sig til enhver, som en dag kan komme til at stå i en sådan situation. Dens formål er ikke at føre læseren til en ny kirke eller religion, men at pege på Jesus Kristus og den vejledning, som Gud har givet gennem sit ord.
Tryghed i Kristus
Når troen sættes på prøve, kan usikkerheden let tage over. Måske spørger vi os selv, om Gud stadig vil tage imod os, eller om vi er kommet så langt væk, at der ikke længere er håb.
Netop i sådanne situationer er det en stor trøst at læse Johannes’ første brev.
Johannes skrev ikke til mennesker, som aldrig fejlede. Han skrev til mennesker, der ønskede at leve i fællesskab med Gud, men som stadig kæmpede med deres svagheder.
Derfor skriver Johannes:
”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig til at tilgive os synderne og rense os fra al uretfærdighed.” (1 Joh 1:9, Interlinear Bibel)
Og lidt senere fortsætter han:
”Mine små børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.” (1 Joh 2:1, Interlinear Bibel)
Johannes minder os om, at vores håb ikke bygger på, at vi aldrig fejler. Det bygger på Guds nåde og på Jesu Kristus, som er vores talsmand hos Faderen.
Gud er større end vores hjerte
Selv når vi ønsker at følge Kristus, kan vi blive ramt af tvivl. Vi kan se vores egne fejl så tydeligt, at vi begynder at tvivle på, om Gud virkelig kan elske og tilgive os.
Men Johannes minder os om, at vi ikke skal lade vores følelser være den endelige dommer.
Han skriver:
”Mine små børn, lad os ikke elske med ord eller med tungen, men i gerning og sandhed. Og på dette skal vi vide, at vi er af sandheden, og vi skal overbevise vore hjerter foran ham. For hvis vort hjerte fordømmer os, er Gud større end vort hjerte og ved alle ting.” (1 Joh 3:18-20, Interlinear Bibel)
Nogle gange kan vores hjerte fordømme os hårdere, end Gud gør. Vi ser vores fejl og mangler, men Gud ser også vores tro, vores omvendelse og vores oprigtige ønske om at følge ham.
Det betyder ikke, at synd er ligegyldig. Men det betyder, at Gud ikke dømmer sine børn uretfærdigt. Han ser hele mennesket og kender de kampe, vi står i.
Derfor kan vi finde hvile i den vished, at Gud er større end vores hjerte. Han er mere barmhjertig, mere tålmodig og mere kærlig, end vi ofte forestiller os.
Når vrede og skuffelse fylder
Når troen sættes på prøve, kan vi opleve stor sorg, skuffelse eller vrede. Især hvis vi opdager, at noget, vi gennem lang tid har troet på, ikke stemmer overens med det, Bibelen lærer.
Det er en naturlig reaktion. Men netop da er det vigtigt at passe på vores hjerte. Vi kan let komme til at dømme de mennesker, som har lært os noget forkert, og tillægge dem motiver, som kun Gud kender.
Mennesker handler ofte anderledes som en del af en gruppe, end de ville gøre som enkeltpersoner. Ønsket om at være loyal over for fællesskabet eller frygten for at skille sig ud kan få samvittigheden til at træde i baggrunden.
Det kan være svært åbent at stille spørgsmål eller give udtryk for en anden forståelse end den, gruppen har. Frygten for at miste fællesskabet eller blive betragtet som illoyal kan gøre, at man tier, selv når samvittigheden siger noget andet. Med tiden kan ønsket om at bevare sin plads i gruppen komme til at veje tungere end ønsket om at følge det, Skriften faktisk lærer.
Apostlen Paulus er et godt eksempel på, at et oprigtigt menneske kan tage alvorligt fejl. Før sin omvendelse forfulgte han Jesu disciple, fordi han var overbevist om, at han gjorde Guds vilje.
Han skrev senere om sig selv:
”Jeg, som tidligere var en spotter, en forfølger og en voldelig mand; men jeg fik barmhjertighed, fordi jeg gjorde det i uvidenhed og vantro.” (1 Tim 1:13, Interlinear Bibel)
Jesus lærte sine disciple at bede for dem, der gjorde dem ondt. Det gjorde Stefanus også, da han bad:
”Herre, tilregn dem ikke denne synd.” (ApG 7:60, Interlinear Bibel)
Gud besvarede den bøn. En af dem, der havde samtykket i Stefanus’ død, var Paulus – den samme mand, som senere blev en af evangeliets største forkyndere.
Når vores tro bliver sat på prøve, må vi derfor vogte os for bitterhed. Vi må holde fast ved sandheden, men samtidig bevare et hjerte, der er præget af den barmhjertighed, som Gud selv har vist os.
Alene – men ikke forladt
Når troen sættes på prøve, oplever mange perioder, hvor de føler sig alene. Måske er de langt fra mennesker, der deler deres tro, eller måske føler de, at ingen omkring dem forstår de valg, de har truffet. I sådanne situationer kan det være en stor opmuntring at tænke på mennesker, som Gud brugte i bibelsk tid.
En af dem var den unge israelitiske pige, der blev taget til fange af en syrisk hærstyrke. Hun blev revet bort fra sin familie og sit hjem og endte som slave i et fremmed land. Bibelen fortæller ikke, hvad der skete med hendes forældre, men hun havde uden tvivl oplevet stor sorg og lidelse. Alligevel bevarede hun sin tro på Gud.
Hun lod ikke bitterheden få plads i sit hjerte. Tværtimod fik hun medlidenhed med Na’aman, den syriske hærfører, som led af spedalskhed. Derfor sagde hun til hans hustru:
”Og hun sagde til sin frue: Gid min herre var hos profeten, som er i Samaria. Så ville han helbrede ham for hans spedalskhed.” (2 Kong 5:3, Interlinear Bibel)
Gud velsignede hendes trofasthed. Na’aman blev ikke blot helbredt for sin sygdom, men lærte også Israels Gud at kende. Beretningen minder os om, at Gud kan lade noget godt vokse frem af selv de sværeste omstændigheder.
Det samme ser vi i Josefs liv.
Josef blev forrådt af sine egne brødre, solgt som slave og senere kastet i fængsel. Alligevel forlod Gud ham ikke. Tværtimod brugte han disse prøvelser til at forme Josef og forberede ham på den opgave, der ventede.
Selv mange år senere holdt Josef fast ved Guds løfter. Da han lå for døden, udtrykte han sin tillid til, at Gud en dag ville føre Israels folk tilbage til det land, han havde lovet Abraham, Isak og Jakob. Derfor bad han dem om at tage hans knogler med, når den dag kom. (1 Mos 50:24-25; Hebr 11:22).
Nogle gange kan perioder med ensomhed også blive en anledning til åndelig vækst. Når vi ikke længere er optaget af så mange ydre ting, får vi mere tid til at læse Bibelen, bede og tænke over Guds ord. Det kan bringe os nærmere vores himmelske Fader og styrke vores tillid til ham.
Bibelen lover os ikke et liv uden prøvelser. Men den lover os, at Gud aldrig forlader dem, der holder fast ved ham.
”For selv om min far og min mor forlader mig, vil Jahveh tage imod mig.” (Sl 27:10, Interlinear Bibel)
Og Paulus skriver:
”For jeg er overbevist om, at hverken død eller liv, hverken engle eller magter, hverken det nuværende eller det kommende … skal kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” (Rom 8:38-39, Interlinear Bibel)
At være alene er derfor ikke det samme som at være forladt. Gud er trofast mod dem, der søger ham.
Byg din tro på Kristus
Hvis vores tro skal være stærk, må den bygge på et sikkert fundament.
Apostlen Paulus skriver:
”For ingen kan lægge en anden grundvold end den, som er lagt, nemlig Jesus Kristus.” (1 Kor 3:11, Interlinear Bibel)
Derfor er det vigtigt, at vores tro ikke først og fremmest bygger på, hvad andre mennesker siger, men på det, vi selv ser og lærer gennem Guds ord.
Evangelierne giver os et enestående indblik i Jesu liv, hans ord og hans gerninger. Når vi selv læser Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, lærer vi Kristus at kende og ser det grundlag, den kristne tro hviler på.
En tro, der bygger på personlig overbevisning ud fra Skriften, står langt stærkere end en tro, der bygger på menneskelige traditioner og andres forståelse.
Når vores tro bliver sat på en alvorlig prøve, befinder vi os ofte i en sårbar situation. Derfor er det vigtigt at arbejde på at bekræfte og styrke sin tro.
For mange er det ikke let at lade Bibelen tale direkte til dem. Har man gennem mange år vænnet sig til at læse bestemte vers eller høre de samme bibelsteder igen og igen, kan det være svært at se den enkelte bibelbog som en sammenhængende helhed. Resultatet kan blive, at enkelte vers kommer til at overskygge den sammenhæng, de indgår i.
En kristen, som havde læst Bibelen i mere end 50 år, erkendte ydmygt:
”Jeg kender mange bibelvers, men jeg kender ikke sammenhængen.”
Den erkendelse blev begyndelsen på en ny måde at studere Bibelen på. Hver dag læste han et afsnit, tænkte over det og arbejdede på at blive så fortrolig med det, han læste, at han kunne gengive indholdet med sine egne ord.
At vokse åndeligt sker ikke af sig selv. Det kræver et oprigtigt ønske om at lære Gud bedre at kende og en villighed til at lade sig forme af hans ord.
Ordsprogenes Bog beskriver denne indstilling med disse ord:
”Hvis du råber efter indsigt og opløfter din røst for forståelse, hvis du søger den som sølv og leder efter den som skjulte skatte, da skal du forstå frygten for Jahveh og finde kundskaben om Gud.” (Ordsp 2:2-5, Interlinear Bibel)
Ikke alle har de samme forudsætninger for at studere og læse. Men alle kan lære Gud bedre at kende. Nogle har glæde af et grundigt bibelstudium, andre af den daglige læsning. Nogle har glæde af at lytte til den. Det vigtigste er, at vi giver Guds ord plads i vores liv og lader det forme vores tro.
En tro, der bygger på Kristus og næres af Guds ord, får et fundament, som kan bære – også når den bliver sat på prøve.
Hele Skriften er til gavn
I Guds ord kan enhver, som oprigtigt søger ham, finde alt det, der er nødvendigt for at vokse åndeligt, når hele Skriften får lov til at tale til én. Spørgsmålet er derfor ikke, om Bibelen har noget at give os, men hvor meget af dens uudtømmelige rigdom vi ønsker at hente frem.
Paulus skriver:
”Hele Skriften er indblæst af Gud og nyttig til undervisning, til overbevisning, til irettesættelse, til oplæring i retfærdighed.” (2 Tim 3:16, Interlinear Bibel)
Bibelen er derfor ikke blot en samling enkeltstående vers. Hver bibelbog har sit budskab, og hvert afsnit skal forstås i den sammenhæng, det er skrevet.
Hvis vi løsriver enkelte vers fra deres sammenhæng, kan vi let komme til at tillægge dem en betydning, som de aldrig var tænkt skulle have. Den bedste fremgangsmåde er at læse hele bibelbøger og større tekstafsnit, så man kan forstå forfatternes samlede budskab.
Når vi læser Bibelen på den måde, bliver vi ikke kun rigere på kundskab. Vi lærer også Gud bedre at kende. Hans ord former vores tanker, vores holdninger og vores måde at møde andre mennesker på.
Derfor er det vigtigt at lade Skriften tale med sin egen stemme. Ingen menneskelig autoritet kan erstatte det, Gud har åbenbaret gennem Skriften. Menneskelige traditioner, trosbekendelser og kirkelige læresætninger må derfor altid prøves på Skriften – aldrig omvendt.
Den, som lærer hele Skriften at kende, står langt bedre rustet til at gennemskue vildfarelse end den, der bygger sin tro på enkelte løsrevne vers.
Fællesskabet bygger på Kristus – ikke på en kirke
Det er naturligt, at Guds børn ønsker fællesskab med andre troende. Gud har ikke skabt os til at vandre alene, men til at opmuntre og styrke hinanden.
Grundlaget for dette fællesskab er imidlertid ikke medlemskab af en bestemt kirke, organisation eller bevægelse. Det udspringer af det forhold, vi har til vores himmelske Fader Jahveh og hans Søn, Jesus Kristus.
Derfor bør vores hjerter være åbne for alle, som bekender Jahveh som den eneste sande Gud og Jesus Kristus som Herre, tror, at Gud oprejste ham fra de døde og oprigtigt ønsker at følge ham i ord og handling. (Mark 12:29-30; Joh 17:3; Rom 10:9-10; Gal 5:13-26; Ef 4:17–6:10; 1 Joh 1:5–5:21)
Når fællesskabet i stedet bygges op omkring en bestemt kirke eller organisation, er der en risiko for, at loyaliteten flyttes fra Kristus til mennesker. Så kan det blive vigtigere, om en person tilhører den ”rigtige” gruppe, end om vedkommende lever som en discipel af Jesus.
Bibelen peger på en anden vej. Det, der forener Guds børn, er ikke et navn på en religion, kirke eller organisation, men en fælles tro på Kristus og et fælles ønske om at leve efter Guds ord.
Det kristne fællesskab har derfor sit udspring i Jesus Kristus – ikke i et menneskeligt religionssystem.
Kristne bør ikke deles i partier
Jesus kom ikke for at grundlægge forskellige grupper. Han kaldte mennesker til at følge ham – ikke til at samle tilhængere omkring bestemte partier. Allerede i den første kristne menighed begyndte nogle at knytte deres loyalitet til bestemte mennesker.
Derfor skrev Paulus:
”Det, jeg mener, er dette: Hver af jer siger: ‘Jeg hører til Paulus’, ‘Jeg hører til Apollos’, ‘Jeg hører til Kefas’, eller ‘Jeg hører til Kristus.’ Er Kristus blevet delt?” (1 Kor 1:12-13, Interlinear Bibel)
Paulus gjorde det klart, at ingen mennesker skulle være centrum for de kristnes tro. Kristus alene er menighedens hoved.
Noget lignende skete også blandt Johannes Døbers disciple. Selvom Johannes havde udpeget Jesus som Messias, var der nogle, som fortsatte med at identificere sig med Johannes frem for Kristus. Johannes ønskede tværtimod, at al opmærksomhed skulle rettes mod Jesus.
Han sagde om Jesus:
”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” (Joh 3:30, Interlinear Bibel)
Bibelen viser derfor, at Guds tjenere og Jesu apostle aldrig ønskede at samle mennesker omkring sig selv. Deres opgave var ikke at danne partier og give dem navne, men at føre mennesker til Kristus. Det samme gælder i dag. Guds børn er ikke kaldet til at danne partier eller knytte deres identitet til menneskelige partier, men til Jesus Kristus alene.
Når loyaliteten flyttes fra Kristus til mennesker eller menneskelige religionssystemer, opstår der let splittelse. Men hvor Kristus er centrum, kan der være sand enhed, selv om mennesker kommer fra forskellige baggrunde.
De kristnes første loyalitet bør derfor altid være mod Jesus Kristus og hans ord – aldrig mod mennesker eller menneskelige partier.
Jesus Kristus er vores lærer
Jesus ønskede ikke, at hans disciple skulle samle sig omkring bestemte mennesker eller ophøje enkelte lærere over andre.
Når mennesker begynder at knytte deres loyalitet til bestemte ledere eller religiøse systemer, kommer menneskers autoritet let til at træde i stedet for Kristi autoritet. Derfor kaldte Jesus aldrig sine disciple til at følge et menneske. Han kaldte dem til at følge ham.
Derfor sagde han:
”Men I skal ikke kaldes rabbi, for én er jeres lærer, Kristus, og I er alle brødre.” (Matt 23:8, Interlinear Bibel)
Og lidt senere:
”Lad jer heller ikke kalde ledere, for én er jeres leder, Kristus.” (Matt 23:10, Interlinear Bibel)
Jesus kom ikke som leder af en ny religion – et nyt religiøst system – men som den lærer, alle hans disciple skulle lytte til.
Det betyder ikke, at der ikke findes trofaste lærere og ældste i menigheden. Bibelen viser tværtimod, at Gud har givet forskellige gaver til opbyggelse af menigheden. Men ingen af dem må overtage den plads, som alene tilhører Kristus. Alle, der underviser i Guds ord, har derfor det samme ansvar: ikke at samle mennesker omkring sig selv i partier, men at føre dem til Jesus Kristus og lade Skriften være den højeste autoritet.
Når Kristus forbliver den eneste øverste lærer, bevares menigheden mod den menneskedyrkelse og partidannelse, som Paulus advarede imod.
Den kristnes tro skal derfor altid bygge på Kristi ord – ikke på et menneskes autoritet.
Fællesskab er ikke bundet til bygninger
Når mennesker tænker på kristent fællesskab, forbinder mange det med en bestemt kirkebygning eller en fast mødeform. Men Bibelen viser et andet billede.
Jesus kom regelmæssigt i synagogerne på sabbatten og i templet ved de jødiske højtider. Det betød imidlertid ikke, at han identificerede sig med en bestemt retning inden for jødedommen. Han brugte disse steder, fordi mennesker var samlet dér, og det gav ham mulighed for at undervise om sin Fader og forkynde sandheden.
Det samme ser vi hos apostlen Paulus. Når han kom til en ny by, begyndte han ofte i synagogen, hvor han talte med dem, der ønskede at høre Guds ord. (Apostlenes Gerninger 13:15-45; 14:1; 17:1-4, 10-12; 18:1-6) Men når døren lukkede, eller hans budskab blev afvist, fortsatte han forkyndelsen et andet sted. Hans mål var ikke at knytte mennesker til en bestemt bygning eller et bestemt religiøst system, men at føre dem til Jesus Kristus.
Hverken Jesus eller apostlene hentede deres identitet fra en bygning eller et religiøst system. Deres identitet var knyttet til deres forhold til Gud og til den opgave, han havde givet dem.
For de første kristne var det derfor ikke afgørende, hvor de mødtes. Det afgørende var, at Kristus var centrum, og at Guds ord frit kunne forkyndes.
Denne sandhed blev understreget af Jesus i samtalen med den samaritanske kvinde. Hun spurgte, hvor Gud skulle tilbedes – på Garizims bjerg eller i Jerusalem. Jesus svarede:
”Der kommer en time, da I hverken skal tilbede Faderen på dette bjerg eller i Jerusalem. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, og den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; for Faderen søger netop sådanne til at tilbede ham.” (Joh 4:21-24, Interlinear Bibel)
Med Jesu komme begyndte en ny tid. Tilbedelsen af Gud var ikke længere knyttet til et bestemt tempel eller en bestemt geografisk placering. Sand tilbedelse består derfor ikke først og fremmest i ydre former, ceremonier eller faste rutiner. Gud søger mennesker, som tilbeder ham i ånd og sandhed – mennesker, hvis tilbedelse kommer fra hjertet og viser sig i et liv præget af kærlighed, lydighed og omsorg for andre.
Det kristne fællesskab er derfor ikke bundet til en bestemt bygning. Hvor mennesker samles om Jesus Kristus, lader Guds ord være den højeste autoritet og tilbeder Faderen i ånd og sandhed, dér findes det fællesskab, som Gud ønsker.
Sand tilbedelse sker i ånd og sandhed
Jesus sagde, at Faderen søger mennesker, som tilbeder ham i ånd og sandhed. Det er derfor ikke bygninger, ceremonier eller religiøse traditioner, der afgør, om vores tilbedelse er sand. Det afgørende er vores forhold til Gud.
At Gud er ånd betyder, at han ikke er begrænset til bestemte steder eller ydre former for tilbedelse. Han ser hjertet og ønsker en tilbedelse, der udspringer af kærlighed, tro og lydighed.
At tilbede Gud i sandhed betyder, at vores tro bygger på det, han selv har åbenbaret i sit ord – ikke på menneskelige traditioner eller egne forestillinger.
At tilbede Gud i ånd betyder, at vores tilbedelse er ægte og kommer fra hjertet. Den er ikke blot ord eller ydre handlinger, men udspringer af et liv i fællesskab med Gud og viser sig i den måde, vi tænker, taler og handler på.
Dette princip går som en rød tråd gennem hele Bibelen. Gennem profeten Esajas irettesatte Gud et folk, som holdt højtider, bragte ofre og bad mange bønner, men samtidig tilsidesatte retfærdighed og barmhjertighed. (Esajas 1:10-17)
Sand tilbedelse kan derfor aldrig reduceres til religiøse ceremonier eller faste rutiner. Den viser sig i et liv, hvor kærligheden til Gud bliver synlig gennem kærlighed til næsten, lydighed mod Guds ord og omsorg for dem, der har brug for hjælp.
Jakob udtrykker det på denne måde:
”Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere, så I bedrager jer selv.” (Jakob 1:22, Interlinear Bibel)
Gud søger ikke blot mennesker, som bekender ham med deres læber, men mennesker, hvis liv afspejler deres tro. Sand tilbedelse viser sig i den måde, vi lever på hver eneste dag.
Gør godt mod alle – især trosfæller
En levende tro viser sig ikke kun gennem det, vi tror, men også gennem den måde, vi behandler andre mennesker på.
Apostlen Paulus skriver:
”Lad os derfor, så længe vi har anledning, gøre godt mod alle, men især mod troens husstand.” (Gal 6:10, Interlinear Bibel)
Kristne opfordres til at vise kærlighed mod alle. Jesus lærte sine disciple at elske selv deres fjender og gøre godt mod dem, der behandler dem dårligt. (Matt 5:44-48)
Samtidig viser Bibelen, at der findes et særligt ansvar over for dem, der deler troen på Kristus. Det betyder ikke, at de udgør en lukket kreds eller et særligt religiøst parti, men at Guds børn bør støtte, opmuntre og hjælpe hinanden.
Denne kærlighed bygger ikke på medlemskab af en bestemt kirke eller organisation. Den bygger på det fællesskab, som alle har i Kristus.
Når kristne viser en sådan kærlighed, bliver deres tro synlig i praksis. Jesus sagde:
”På dette skal alle kende, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13:35, Interlinear Bibel)
Kærligheden mellem Jesu disciple er derfor ikke blot et ideal. Den er et kendetegn på sandt kristent fællesskab.
Guds børn findes overalt
Hvor findes de mennesker, som virkelig tilhører Gud? Hvor finder vi den åndelige familie, som Bibelen taler om? Finder vi dem i en bestemt religion eller religiøst parti?
Jesus gav selv svaret, da han forklarede lignelsen om hveden og ukrudtet:
”Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen. Marken er verden, og den gode sæd er kongerigets sønner.” (Matt 13:37-39, Interlinear Bibel)
Læg særligt mærke til, at Jesus ikke sagde, at marken var en bestemt religion, kirke eller organisation. Han sagde, at ”marken er verden”. Det betyder, at Guds børn findes blandt mennesker over hele verden. De vokser som hvede midt iblandt ukrudtet, indtil den dag, hvor Menneskesønnens engle ved høsten skiller det ene fra det andet. (Matt 13:24-30, 36-43)
Derfor kan vi ikke afgøre, hvem der tilhører Gud, ud fra hvilken religion, kirke eller organisation de tilhører. Gud ser hjertet, og han alene kender dem, der virkelig er hans.
Når mennesker oplever en troskrise eller må forlade et religiøst fællesskab, kan de let få den tanke, at de nu står helt alene. Det religiøse fællesskab, de har været en del af, har måske lært dem, at Guds børn kun findes i én bestemt religion, kirke eller organisation. Men som vi lige har set, siger Jesus, at Guds børn findes i hele verden.
Nogle af Guds børn kan findes i de forskellige kirker og kristne fællesskaber. Andre kan stå uden tilknytning til en bestemt kirke. Det afgørende er ikke deres medlemskab, men deres forhold til Gud og deres tro på Jesus Kristus.
Den samme sandhed ser vi hos profeten Elias. Han troede, at han var den eneste, der var tilbage. Men Jahveh svarede:
”Men jeg har ladt syv tusind blive tilbage i Israel – alle de knæ, som ikke har bøjet sig for Ba’al, og hver mund, som ikke har kysset ham.” (1 Kong 19:18, Interlinear Bibel)
Elias troede, at han stod alene. Men Gud kendte mange flere, som var trofaste mod ham.
Det samme viser Malakias. Midt i en tid, hvor mange havde vendt sig bort fra Gud, fandtes der stadig mennesker, som frygtede Jahveh og talte med hinanden om ham. Gud lagde mærke til dem og skrev deres navne i sin bog til ihukommelse.
”Da talte de, som frygtede Jahveh, med hinanden. Og Jahveh lyttede og hørte, og en erindringsbog blev skrevet foran ham til minde om dem, der frygtede Jahveh og agtede hans navn.” (Mal 3:16, Interlinear Bibel)
Derfor bør vi være varsomme med at drage forhastede konklusioner om, hvor Guds børn findes. Gud ser hjertet, og han kender dem, som tilhører ham.
Det betyder også, at vi ikke behøver at tro, at Gud kun virker gennem én bestemt kirke eller organisation. Han har altid haft trofaste tjenere, også hvor mennesker ikke forventede at finde dem.
Denne erkendelse giver både ydmyghed og håb. Ydmyghed, fordi ingen religion, kirke eller organisation kan gøre krav på alle Guds børn. Håb, fordi vi kan stole på, at Gud kender sine børn og aldrig glemmer dem.
Fællesskab med andre troende
Selvom det kristne fællesskab ikke er bundet til en bestemt kirke eller bygning, betyder det ikke, at Gud ønsker, at vi skal vandre alene.
Bibelen opmuntrer os tværtimod til at have fællesskab med andre troende.
Forfatteren til Hebræerbrevet skriver:
”Og lad os give agt på hinanden for at tilskynde til kærlighed og gode gerninger, idet vi ikke svigter vores egen forsamling, sådan som nogle har for vane, men opmuntrer hinanden, og det så meget desto mere, som I ser dagen nærme sig.” (Hebr 10:24-25, Interlinear Bibel)
De første kristne mødtes både i templet og i private hjem. De mødtes for at spise sammen og bryde brødet, læse Skrifterne, undervise hinanden og opmuntre hinanden i troen. Fællesskabet var en naturlig del af deres liv som disciple. (ApG 2:26; Rom 16:5; 1 Kor 16:19; Kol 4:15) Det afgørende var ikke, hvor de mødtes, men hvem der var centrum for deres fællesskab.
Hvor Jesus Kristus er centrum, og hvor Guds ord får lov til at være den højeste autoritet, kan kristne opbygge hinanden i troen.
At samles med andre troende handler derfor om langt mere end blot at være fysisk til stede ved et møde. Formålet er at opbygge og styrke hinanden i troen.
Det kræver, at vi lærer hinanden at kende som brødre og søstre i Guds familie. Et kristent fællesskab bør være præget af kærlighed, omsorg og tillid, så der er plads til både glæder, sorger og spørgsmål. Ingen bør være bange for at dele det, der ligger dem på hjerte – heller ikke deres tvivl. Bibelen viser, at selv trofaste mennesker kunne kæmpe, stille spørgsmål og udøse deres hjerte for Gud. Jeremias gjorde netop dette. (Jer 15:15-18)
Et sundt kristent fællesskab bør derfor være et sted, hvor der er plads til ærlige spørgsmål og oprigtige samtaler – ikke et sted, hvor mennesker føler, at de må skjule deres tvivl af frygt for andres reaktion.
Når Kristus er centrum, og Guds ord er den højeste autoritet, bliver fællesskabet et sted, hvor troen styrkes, og hvor vi hjælper hinanden til at vokse åndeligt, bevare håbet og holde blikket rettet mod Kristus.
Vi har måske været vant til at tænke, at et kristent fællesskab først er en rigtig menighed, når mange mennesker samles. Men Jesus siger noget helt andet:
”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt 18:20, Interlinear Bibel)
Det afgørende er derfor ikke, hvor mange vi er, men at Jesus Kristus er centrum for vores fællesskab.
Den etiopiske hofmand
Et nært fællesskab med andre kristne er en stor velsignelse. Men det betyder ikke, at man straks efter sin omvendelse altid vil have mulighed for et sådant fællesskab. Den etiopiske hofmand er et godt eksempel på dette.
Han var kommet til Jerusalem for at tilbede Gud og var på vej hjem, mens han læste i Esajas’ bog. Han ønskede oprigtigt at forstå Skriften, men havde brug for hjælp. Derfor sendte Gud Filip til ham.
Filip tog udgangspunkt i de ord, hofmanden læste, og forkyndte evangeliet om Jesus. Da hofmanden kom til tro, blev han døbt. Derefter skiltes deres veje.
Filip opfordrede ham ikke til at rejse tilbage for at blive en del af en bestemt gruppe eller organisation. Hofmanden fortsatte sin lange rejse hjem til Etiopien – fuld af glæde over det, han havde lært om Jesus Kristus. (ApG 8:26-39)
Selvom han nu befandt sig langt fra de øvrige disciple, var han ikke alene. Han var blevet et af Guds børn og kunne glæde sig over det håb, han havde fået. Samtidig kunne han dele det, han havde lært, med andre i sit hjemland. Med tiden ville Gud måske åbne nye muligheder for kristent fællesskab.
Det samme gælder i dag. Hvis vores fællesskab med andre troende i en periode er begrænset – eller vi for en tid slet ikke har mulighed for at være sammen med andre, som bekender Jahveh som den eneste sande Gud og Jesus Kristus som Herre – betyder det ikke, at Gud har forladt os. Vi kan fortsætte vores vandring med glæde, fordi vi ved, at Gud leder dem, som oprigtigt søger ham. Han kan til sin tid føre os sammen med andre, der elsker ham, men indtil da er vi aldrig alene.
Vi er aldrig alene
Nogle mennesker oplever, at det koster noget at følge Jesus Kristus og at tro på det, som Skriften lærer. De kan miste familie, venskaber, blive misforstået eller endda blive udelukket fra et religiøst fællesskab.
Det skete også på Jesu tid.
Da Jesus havde givet en blind mand synet igen, blev manden senere udstødt af synagogen, fordi han bekendte Jesus. Men Jesus lod ham ikke stå alene. Han opsøgte ham, talte med ham og styrkede hans tro. (Joh 9:1–10:21)
I den forbindelse beskrev Jesus sig selv som den gode hyrde, der kender sine får, kalder dem ved navn og giver sit liv for dem. Den samme omsorg gælder alle, som følger ham i dag.
Selv hvis vores synlige fællesskab med andre troende i en periode er lille, eller vi føler os alene, er vi ikke forladt. Gud er vores himmelske Fader, og Jesus Kristus er både vores gode hyrde og vores broder. Han leder, beskytter og tager sig af sine får.
Jesus sagde også:
”Se til, at I ikke foragter en eneste af disse små. For jeg siger jer, at deres engle i himlene altid ser min himmelske Faders ansigt.” (Matt 18:10, Interlinear Bibel)
Hvis vi holder fast ved Jesus Kristus, kan vi med glæde fortsætte vores vandring. Vores himmelske Fader vil aldrig forlade sine børn, og vores gode hyrde vil aldrig svigte dem, der følger ham.
Når troen sættes på prøve, er vi derfor aldrig alene.
Med Gud Jahveh som vores himmelske Fader og Jesus Kristus som vores broder bliver vi aldrig efterladt som forældreløse. Vores synlige åndelige familie kan til tider synes lille – næsten usynlig sammenlignet med de store religiøse kirkesystemer og trossamfund. Men Guds familie er større, end vi kan se med vores øjne. Rundt om i verden har han børn, som tilhører ham, og i himlen har vi en stor skare af engle, som glæder sig over Guds børn og tjener dem efter Guds vilje.
Derfor kan vi se fremtiden i møde med tillid. Ikke fordi vi altid har svar på alle spørgsmål, eller fordi vi aldrig kommer til at stå alene blandt mennesker, men fordi vi kender vores Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Det håb kan ingen tage fra os.
Den, som har Gud Jahveh som sin Fader og Jesus Kristus som sin broder, kommer aldrig til at stå alene.
Relaterede artikler
Udforsk mere
© 2026 Skriften.dk