Hvem er Jahve?
Jahve
Den mægtige farao i Egypten stillede spørgsmålet: ”Hvem er Jahve?” Han sagde det med trods og foragt i det sekstende århundrede før Kristus. Det skete, da Moses og Aron kom til ham med budskabet fra Jahve om at lade israelitterne rejse.
Farao sagde: ”Hvem er Jahve at jeg skulle lytte til hans stemme og lade israelitterne gå? Jeg kender ikke Jahve, og jeg vil ikke lade israelitterne gå!” (2 Mos 5:2, Interlinear Bibel)
Dette spørgsmål blev begyndelsen på en række begivenheder, hvor Jahve åbenbarede sin magt. Gud sagde til Moses:
”Farao vil ikke lytte til jer, og jeg vil lægge min hånd på Egypten og føre mine hærskarer, mit folk, Israels sønner, ud af Egypten under svære straffedomme. Og egypterne skal erkende, at jeg er Jahve, når jeg løfter min hånd imod Egypten og fører Israels sønner bort fra dem.” (2 Mos 7:4-5, Interlinear Bibel)
Da egypterne blev ramt af Jahves straffedomme, erkendte Faraos mirakelmagere sandheden og sagde til ham: Det er Guds finger! Men Farao gjorde sit hjerte hårdt og ville ikke høre på dem, sådan som Jahve havde sagt.
Den nuværende verden har også gjort sit hjerte hårdt, ligesom Farao gjorde. Men den skal også lære at forstå, ligesom de gamle egyptere gjorde. Den eneste sande og levende Gud er ham, hvis navn er Jahve. Denne erkendelse vil dog komme på en måde, som ikke vil blive særlig behagelig for verden. Derfor er det bedst allerede nu at lære, hvem Jahve er, og hvad han er – og efterprøve sin tro.
Guds navn åbenbares til Moses
Da Moses trådte frem for Farao med Guds krav, nævnte han navnet på den Gud, som havde sendt ham. Han sagde ikke blot: ”Vor Herre siger sådan eller sådan.”
Farao og egypterne dyrkede deres egne falske guder og anerkendte dem som herrer. Derfor var det vigtigt, at Moses tydeligt nævnte Guds navn. Også da Moses talte til sine landsmænd og forklarede, hvorfor han var vendt tilbage til Egypten, brugte han Guds navn. På den måde viste han klart, hvem der havde sendt ham. Herom læser vi:
”Gud svarede Moses: Jeg er den, jeg er! Og han sagde: Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg er har sendt mig til jer. Gud sagde videre til Moses: Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.” (2 Mos 3:14-15, Bibelen 1992) Du kan selv se Guds navn i den hebraiske grundtekst i en interlinear Bibel.
Efter at Moses og hans bror Aron første gang havde talt med Farao, siger Guds ord:
”Og Gud talte til Moses og sagde til ham: Jeg er Jahve. Jeg åbenbarede mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem.” (2 Mos 6:2-3, Interlinear Bibel)
Guds navn JHVH
Skrifterne, som blev skrevet før vor tidsregnings begyndelse, er for størstedelen skrevet på hebraisk, mens en mindre del er skrevet på aramæisk. I disse skrifter møder vi gennem hele teksten, fra første til sidste bog, Guds navn skrevet som JHVH.
Dette navn består af fire hebraiske konsonanter og kaldes tetragrammet. Det forekommer i alt 6823 gange i skrifterne. Skrifterne blev første gang oversat til græsk i perioden 285–247 f.Kr., og denne oversættelse kaldes Septuagint (LXX). Men allerede før denne tid var jøderne holdt op med at udtale Guds navn, fordi de af overtro frygtede at bruge det forkert.
Når de læste i skrifterne og kom til Guds navn, udtalte de derfor ordet adonaj, som betyder ”Herre”, i stedet. Da oversætterne senere arbejdede med den græske oversættelse, fulgte de denne tradition. De oversatte derfor ikke selve Guds navn, men brugte det tilsvarende græske ord kyrios, som også betyder “Herre”.
Det er grunden til, at Jesus siger: ”Herren (kyrios) er én” (Mark 12:29), i stedet for ”Jahve (JHVH) er én”, som der står i 5 Mos 6:4.
Oversættelser og brug af Guds navn
De apostle og evangelister, som skrev apostlenes breve, brugte Septuagint-oversættelsen og citerede dens græske tekst. Denne tekst udelod Gud den Almægtiges egentlige navn, Jahve, og brugte i stedet ordet Herren (kyrios). Dette forklarer, hvorfor Guds navn ikke forekommer i apostlenes breve.
Hieronymus, en af de vestlige kirkefædre, fulgte samme metode, da han udarbejdede den latinske oversættelse Vulgata. Dette skete i årene 382 til 405 e.Kr. Han brugte titlen adonaj i stedet for navnet Jahve, hvilket forklarer, hvorfor navnet ikke findes i den katolske Douay-oversættelse.
Jeg foretrækker at gengive navnet Jahve med h til sidst, altså Jahveh, fordi Guds navn JHVH slutter med h. Jeg har dog valgt i denne artikel at skrive Jahve uden h, fordi den danske oversættelse fra 1992 bruger denne form. Det er også den mest almindelige form på moderne dansk. Hebraisk skrives med konsonanter, og man må selv indsætte vokaler ved oplæsning. I mine andre artikler bruger jeg formen Jahveh.
I den engelske King James-oversættelse gengives navnet som ”Jehovah” i flere bibelsteder. Det gælder blandt andet 2 Mos 6:3, Salme 83:19 og Esajas 12:2 samt 26:4. Rotherhams oversættelse The Emphazised Bible gengiver navnet som ”Yahweh” alle de 6823 steder, hvor det forekommer. Det samme gør den katolske oversættelse The Jerusalem Bible.
Ingen af disse udtaler svarer helt til den måde, Guds navn oprindeligt blev udtalt. De hjælper dog med at forstå, hvem der menes, når navnet bruges. Vi udtaler heller ikke navnet Jesus præcist, som det lød på hebraisk. Jesu egentlige navn på hebraisk er Yahshua. Den tilnærmede udtale hjælper os til at forstå tydeligt, hvem der menes.
Forvirring om Guds navn i oversættelser
Som et eksempel på den forvirring, der kan opstå, når Guds navn gengives som ”Herren”, vil jeg nævne Salme 110:1-2 fra den danske oversættelse fra 1992. Versene lyder således:
”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder! Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion, hersk midt blandt dine fjender!” (Bibelen 1992)
Da Jesus kaldes ”Herren” i apostlenes breve, for eksempel i Ef 1:2, kan der opstå misforståelser. Man kunne tro, at Jesus taler til sig selv i Salme 110:1-2.
Men den katolske oversættelse The Jerusalem Bible gengiver den samme salme af Kong David på denne måde:
”Yahweh sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, og jeg vil gøre dine fjender til en skammel for dine fødder. Yahweh vil lægge alle dine fjender under dit magtfulde scepter i Zion.”
Denne oversættelse fjerner forvirringen ved at gengive Guds navn korrekt. Den viser, at ”min Herre” er Kristus, og at det er Jahve, som taler til ham.
Den danske oversættelse fra 1931 gengiver Guds navn som ”HERREN” med store bogstaver. Ordforklaringen viser, at dette svarer til de hebraiske bogstaver for navnet Jahve. Der skelnes derfor tydeligt mellem ”HERREN” (Jahve) og ”herren” (adonaj). Se for eksempel Salme 110:1.
I den danske oversættelse fra 1992 har man ændret denne praksis. Her skriver man ”Herren” med stort begyndelsesbogstav, men ikke med store bogstaver. Det gør det vanskeligere for læseren at skelne mellem Guds navn og ordet ”Herre”. Dermed bliver forskellen mellem Jahve og adonaj mindre tydelig.
Jahve er den Højeste
Ved at slå de vers op, hvor Guds navn forekommer i Bibelen, finder vi svaret på spørgsmålet: Hvem er Jahve?
I Salme 83:18 læser vi følgende:
”Og lad dem vide – dit navn er Jahve – at du alene er den Højeste over hele jorden.” (Interlinear Bibel)
”For du, Jahve, er ophøjet over hele jorden, du er højt ophøjet over alle guder.” (Sl 97:9, Interlinear Bibel)
”For jeg ved at Jahve er stor, og vores Herre er over alle guder.” (Sl 135:5, Interlinear Bibel)
Da Jahve er den Højeste, ophøjet over alle guder, er han også gudernes Gud:
”For Jahve jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, den vældige, den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke.” (5 Mos 10:17, Interlinear Bibel)
Jahve er evig og én person
I Salme 90 læser vi:
”Herre, du har været vores bolig i generationer. Før bjergene blev født, eller før du formede jorden og verden, fra evighed til evighed er du Gud… Vend tilbage, Jahve. Hvor lang tid? Vis medlidenhed med dine tjenere!” (Sl 90:1-2,13, Interlinear Bibel)
Jahve er fra evighed til evighed – dvs., at han er uden begyndelse. I Esajas’ bog læser vi, at Gud lever i evigheden:
”For dette siger den højt ophøjede, som lever i evigheden, hellig er hans navn: Jeg bor i det høje og hellige sted.” (Es 57:15, Interlinear Bibel)
Angående Jahves væsen siger Skriften, at Jahve er én:
”Hør, Israel, Jahve vor Gud, Jahve er én.” (5 Mos 6:4, Interlinear Bibel)
Jahve som skaber af alt
Skriften siger, at Jahve er himlens og jordens skaber:
”For Jahve er stor og højt lovprist, han skal frygtes over alle guder. For alle folkenes guder er afguder, men Jahve skabte himlen.” (Sl 96:4-5, Interlinear Bibel)
”Du, Jahve, er den eneste. Du har skabt himlen, himlenes himmel, og hele dens hær, jorden og alt hvad der er på den, havene og alt hvad der er i dem. Du giver dem alle livet, og himlens hær bøjer sig ned for dig.” (Neh 9:6, Interlinear Bibel)
”For se, han, som dannede bjergene og skabte vinden, og som fortæller et menneske, hvad det tænker, han, som gør morgenrøde til mørke, og som går hen over jordens høje, Jahve, hærskarers Gud, er hans navn.” (Am 4:13, Interlinear Bibel)
”Lovpris Jahve fra himlen, lovpris ham i det højeste. Lovpris ham, alle hans engle, lovpris ham, hele hans hær. Lovpris ham, sol og måne, lovpris ham, alle lysende stjerner. Lovpris ham, himlenes himmel og I vande oppe over himlene. Lad dem lovprise Jahves navn, for på hans befaling blev de skabt.” (Sl 148:1-5, Interlinear Bibel)
Skriften fortæller os, at Jahve er en barmhjertig og nådig Gud, men han lader ikke den skyldige ustraffet:
”Og Jahve gik forbi ham og råbte: Jahve, Jahve er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på godhed og sandhed. Han bevarer troskab for tusinder, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige helt ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn.” (2 Mos 34:6-7, Interlinear Bibel)
Jahve er den eneste Gud
Da Skriften både siger, at Jahve er den eneste Gud og gudernes Gud, kan det virke modsigende. Skriften lærer, at der findes flere guder (elohim) i himlen, men ingen er som Jahve. Han er den eneste uden begyndelse. Han er den eneste, som tilkommer al tilbedelse. Han er den, der har skabt alle de andre guder i himlen. Der findes ingen som ham, og derfor er han den eneste.
”… Før mig blev der ikke dannet nogen gud, efter mig vil der ingen være. Jeg er Jahve, der er ingen anden frelser end mig. Det er mig, der har forkyndt det, mig, der frelser, ikke en fremmed blandt jer. I er mine vidner, siger Jahve, og jeg er Gud.” (Es 43:10-12, Interlinear Bibel)
”Jeg er Jahve, og der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig. Jeg vil klæde dig, skønt du ikke kender mig, for at de skal vide i øst og i vest, at der ikke er nogen anden end mig, jeg er Jahve, der er ingen anden!” (Es 45:5-6. Interlinear Bibel)
”Og du skal i dag vide og lægge dig på sinde, at det er Jahve, der er Gud oppe i himlene og på jorden; der er ingen anden.” (5 Mos 4:39, Interlinear Bibel)
Jahve som evig konge
Jahve regerer i al evighed over hele sit skaberværk. Han er værdig til al pris og ære. Apostel Paulus skrev disse ord:
”Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder!” (1 Tim 1:17, Bibelen 1992)
Jahve er evig og udødelig, og nogle mener, at hans navn betyder ”den, der eksisterer i kraft af sig selv”. Det kan også forstås som ”den evige” (Strong’s Exhaustive Concordance 3068). Der må have været en tid, hvor Jahve var helt alene. Alt liv, al energi og al tanke fandtes i ham alene. Han kan dog ikke have følt sig ensom, for han er fuldkommen i sig selv. Han er fuldstændig og mangler intet.
De første skabninger
Så kom den tid, hvor Jahve begyndte at skabe. Først da blev han Gud for skabningen. Derfor kaldes han Gud i det første vers i Bibelen, hvor skabelsen beskrives.
”I begyndelsen skabte Gud himlene og jorden.” (1 Mos 1:1, Interlinear Bibel)
Da Jahve er Gud og Skaberen, er udtrykket ”Gud Jahve” en passende betegnelse for ham. Dette udtryk bruges med fuld ret og forekommer lige efter skabelsesberetningen. Vi læser:
”Det var himlenes og jordens skabelseshistorie. På den dag Gud Jahve skabte jorden og himlene.” (1 Mos 2:4, Interlinear Bibel)
Jahves første skabninger var ånder ligesom ham selv. De kaldes ”gudssønner” og var til stede, da han senere skabte jorden (Job 38:4, 6-7). Det er også dem, som Skriften kalder guder, og derfor er Jahve gudernes Gud. I Johannes 4:24 står der: ”Gud er ånd”. Da Jahve er en ånd, er han usynlig for menneskers øjne. Han sagde selv til Moses:
”Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.” (2 Mos 33:20, Interlinear Bibel)
Et menneske af kød og blod ville derfor dø, hvis det så Guds ansigt.
Jahve åbenbares gennem skaberværket
Selvom Jahve er en ånd og usynlig for mennesker, har han gjort sig synlig gennem sit storslåede skaberværk. Derfor kritiseres de mennesker, som benægter hans guddommelighed eller ikke vil erkende ham som Gud og Skaber.
”For hans usynlige væsen har kunnet ses lige siden verdens skabelse og kendes på de ting som er lavet, både hans evige kraft og hans guddommelighed. De har derfor ingen undskyldning.” (Rom 1:20, Interlinear Bibel)
Jahve er som Skaberen, kilden til alt liv, al magt og alle gode egenskaber. Hans gerninger er fuldkomne i alt, hvad han gør. Moses sang denne sang til hans pris:
”Jeg vil forkynde Jahves navn og give vor Gud ære. Han er klippen. Hans gerning er fuldkommen. Alle hans veje er rette, en trofast Gud og uden ondskab. Han er retfærdig og retskaffen.” (5 Mos 32:3-4, Interlinear Bibel)
Derfor er der også skrevet om ham:
”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge.” (Jakob 1:17, Bibelen 1992)
Oprøret og menneskets fald
Jahve indordnede sine hellige, intelligente skabninger i himlen som en harmonisk og fredfyldt familie med sig selv som leder. Dette skete, for at hans vilje kunne blive udført. Alle de himmelske gudssønner udgjorde hans familie i himlen. De var alle Guds sønner og havde modtaget livet fra ham. Da den fuldkomne mand og kvinde blev skabt og sat i Edens have, blev de en del af hans jordiske familie. De skulle fuldføre det værk, som Gud havde givet dem. Adam blev ikke født af en kvinde, men var en direkte skabning af Gud. Derfor kaldes han i Skriften ”søn af Gud” (Lukas 3:38). Adam og Eva mistede retten til livet, da de overtrådte Jahves lov og sluttede sig til oprøret mod ham.
Jahve er universets højeste hersker og lovgiver. Som skaber og overhoved for sin familie udøver han med rette herredømmet i himlen og på jorden. Det store spørgsmål i himlen og på jorden er: Hvem har retten og evnen til at herske over universet? Altså, hvem har retten til at være den Højeste? Jahves hensigt er at få dette spørgsmål afgjort klart og utvetydigt. Dette vil bekræfte hans verdensomfattende herskerstilling.
Jahves sejr og evige rige
En bøn om, at Jahve vil fastslå sin stilling som den Højeste, findes i Salme 83:17-18. Her står der:
”Lad dem blive skamfulde og rædselsslagen for evigt. Lad dem blive til skamme og gå til grunde. Og lad dem vide – dit navn er Jahve – at du alene er den Højeste over hele jorden.” (Interlinear Bibel)
Hans overhøjhed vil blive bevist, så den aldrig igen kan benægtes. Når Jahve har fastslået sit herredømme ved at tilintetgøre alle fjender i himmel og på jord, vil alle erkende ham. Alle mennesker skal erkende, at Jahve er den Højeste over hele jorden. Hans rige vil styre alle beboede dele af universet. Hans love vil blive adlydt overalt. Et langvarigt oprør, som det der begyndte med Satans ord til Eva, ”Vist skal I ikke dø”, vil aldrig ske igen.
Jahve vil én gang for alle have fastslået, at han alene er den Højeste og hersker over hele universet. Som de fireogtyve ældste siger i himlen:
”Herre, du er værdig til at modtage herligheden og æren og magten, fordi du har skabt alle ting, og ved din vilje blev de til og blev skabt.” (Åb 4:11, Interlinear Bibel)
Faraos spørgsmål: ”Hvem er Jahve?” er derfor ikke kun historisk – det er et spørgsmål, som enhver på et tidspunkt må tage stilling til.
Du kan også læse:
© 2026 Skriften.dk