Hvad lærer jødedommen?
Jødedommen er verdens ældste monoteistiske religion og har dannet grundlag for både kristendommen og islam. Den har sine rødder i de hebraiske skrifters beretninger om Abraham, Isak, Jakob og Moses og har gennem mere end tre tusinde år præget det jødiske folk og dets historie.
Den moderne jødedom bygger på troen på én Gud og på de hebraiske skrifter, som jøderne kalder Tanakh. Samtidig spiller den mundtlige tradition, som er nedskrevet i Mishnah og Talmud, en central rolle i forståelsen af troen og dens praktiske anvendelse.
Selv om jødedommen deler mange af Bibelens personer og historiske begivenheder med kristendommen, adskiller de to religioner sig på nogle afgørende punkter. Den vigtigste forskel er, at jødedommen ikke anerkender Jesus som den lovede Messias, Guds Søn eller verdens frelser.
I denne artikel ser vi nærmere på jødedommens historie, hellige skrifter, vigtigste læresætninger og religiøse praksis. Til sidst undersøger vi, om den moderne jødedoms lære stemmer overens med det, Bibelen lærer.
Jødedommens historie
Jødedommens historie begynder med Abraham, som ifølge de hebraiske skrifter blev kaldet af Gud til at forlade sit hjemland og følge ham. Gud lovede Abraham, at han ville blive stamfar til et stort folk, og at alle jordens slægter skulle velsignes gennem hans afkom.
Abrahams søn Isak og sønnesøn Jakob – som senere fik navnet Israel – blev stamfædre til Israels tolv stammer. Flere hundrede år senere førte Gud israelitterne ud af slaveriet i Egypten gennem Moses. Ved Sinaj Bjerg indgik Gud en pagt med folket og gav dem Moseloven, som blev grundlaget for Israels religiøse og nationale liv.
Efter indtagelsen af Kanaans land blev Jerusalem Israels religiøse centrum. Kong Salomo opførte det første tempel, hvor ofringerne til Gud fandt sted i overensstemmelse med Moseloven. Templet blev senere ødelagt af babylonerne, men efter eksilet blev et nyt tempel opført.
I år 70 e.Kr. blev det andet tempel ødelagt af romerne. Da tempeltjenesten ophørte, kunne Moselovens offerordning ikke længere gennemføres. I de følgende århundreder udviklede den rabbinske jødedom sig med synagogen, rabbinernes undervisning og den mundtlige tradition som centrum for det religiøse liv.
Allerede på Jesu tid spillede den mundtlige tradition en stor rolle blandt de jødiske religiøse ledere. Mange af disse overleveringer blev gennem de følgende århundreder samlet og nedskrevet i Mishnah og senere uddybet i Talmud. Den moderne jødedom bygger derfor ikke alene på de hebraiske skrifter, men også på disse fortolkninger og overleveringer, som har fået stor betydning for jødisk tro og praksis.
Tanakh, Mishnah og Talmud
Den moderne jødedom bygger på tre centrale kilder: Tanakh, Mishnah og Talmud. Disse skrifter har forskellig oprindelse og autoritet, men tilsammen udgør de grundlaget for jødisk tro og religiøs praksis.
Tanakh
Tanakh er jødernes hellige skrifter og svarer i store træk til den del af Bibelen, der kaldes Det Gamle Testamente. Navnet Tanakh er sammensat af de tre hoveddele: Toraen (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Ketuvim (Skrifterne).
Toraen – de fem Mosebøger – har den højeste autoritet og betragtes som Guds lov, givet til Moses. Profeterne og Skrifterne rummer Israels historie, profetier, visdomslitteratur og salmer.
Mishnah
Mishnah er den første store nedskrivning af den jødiske mundtlige tradition. Ifølge rabbinsk jødedom modtog Moses ikke alene den skrevne lov på Sinaj Bjerg, men også en mundtlig lov, som blev overleveret fra generation til generation, før den omkring år 200 e.Kr. blev samlet i Mishnah.
Mishnah indeholder rabbinernes fortolkninger og regler om, hvordan Moseloven skal forstås og anvendes i dagliglivet.
Talmud
Talmud er en omfattende samling af rabbinernes kommentarer, forklaringer og diskussioner af Mishnah. Den blev færdiggjort over flere århundreder og er et af de vigtigste værker inden for den rabbinske jødedom.
For religiøse jøder fungerer Talmud som en vejledning i, hvordan budene i Toraen skal forstås og praktiseres. Derfor bygger den moderne jødedom ikke alene på de hebraiske skrifter, men også på de fortolkninger og overleveringer, som findes i Mishnah og Talmud.
Jødedommens vigtigste læresætninger
Jødedommen bygger på troen på én Gud, som har skabt himlen og jorden og opretholder alt liv. Gud betragtes som evig, almægtig og hellig, og han står i et særligt pagtsforhold til Israels folk. Den jødiske trosbekendelse, Shema, udtrykker denne tro med ordene: ”Hør, Israel! Jahveh vor Gud, Jahveh er én.” (5 Mos 6:4).
En grundlæggende lære i jødedommen er, at Gud gav sit folk Toraen gennem Moses. Loven betragtes som en gave fra Gud og vejleder det jødiske folk i både tro og dagligliv. Derfor lægges der stor vægt på at studere og efterleve Guds bud.
Jødedommen fastholder også håbet om den lovede Messias. De fleste jøder forventer fortsat, at Messias skal komme som en menneskelig leder, der vil skabe fred, samle Israels folk og genoprette Riget for Israel. Derfor anerkender jødedommen ikke Jesus som den lovede Messias, Guds Søn eller verdens frelser.
Bøn spiller en vigtig rolle i det jødiske trosliv. Mange religiøse jøder beder dagligt og læser regelmæssigt fra Tanakh. Samtidig lægges der stor vægt på gudstjenesten i synagogen, sabbatten og de jødiske højtider.
Den moderne jødedom lægger desuden stor vægt på rabbinernes fortolkning af Toraen gennem Mishnah og Talmud. Disse skrifter har stor betydning for forståelsen af, hvordan Guds bud skal omsættes til praktisk livsførelse.
Hvordan lever en jøde?
Jødedommen er ikke kun en troslære, men også en livsform, som præger hverdagen. Mange religiøse jøder søger at leve i overensstemmelse med Guds bud, sådan som de forstås gennem Tanakh samt de rabbinske fortolkninger i Mishnah og Talmud.
Sabbatten
Sabbatten er ugens helligdag og begynder ved solnedgang fredag aften og varer til solnedgang lørdag. Dagen er viet til hvile, bøn og fællesskab med familien. Mange jøder afholder sig fra almindeligt arbejde og bruger tiden på gudstjeneste, bibellæsning og samvær.
Synagogen
Synagogen er jødernes samlingssted for bøn, undervisning og oplæsning fra Tanakh. Her leder en rabbiner ofte undervisningen og hjælper menigheden med at forstå og anvende de hellige skrifter.
Kosher
Jødedommen indeholder regler for, hvilke fødevarer der er tilladte (kosher), og hvordan de skal tilberedes. Blandt andet spiser religiøse jøder ikke svinekød, og kød og mejeriprodukter holdes adskilt ved tilberedning og måltider.
Omskærelse
Omskærelse af drengebørn er et tegn på den pagt, Gud indgik med Abraham. Den udføres normalt på barnets ottende levedag og har fortsat stor betydning i jødisk tradition.
Højtider
Jødedommen har flere årlige højtider. Blandt de vigtigste er påsken (Pesach), som mindes udfrielsen fra Egypten, pinse (Shavuot), der markerer Guds gave af loven til Moses, og løvhyttefesten (Sukkot), som minder om israelitternes vandring i ørkenen. Hertil kommer nytåret (Rosh Hashanah) og den store forsoningsdag (Yom Kippur), som er årets mest hellige dag.
Retninger inden for jødedommen
Selv om alle jøder bygger deres tro på de hebraiske skrifter, findes der forskellige retninger inden for den moderne jødedom. De adskiller sig især i deres syn på, hvordan Toraen og den rabbinske tradition skal forstås og praktiseres.
Ortodoks jødedom
Den ortodokse jødedom betragter både den skrevne Tora og den mundtlige tradition som bindende. Derfor lægges der stor vægt på at følge de religiøse bud og de rabbinske fortolkninger, som findes i Mishnah og Talmud. Mange ortodokse jøder lever efter traditionelle regler om sabbat, kost og familieliv.
Konservativ jødedom
Den konservative jødedom ønsker at bevare de jødiske traditioner, men mener samtidig, at de i et vist omfang kan tilpasses samfundets udvikling. Retningen fastholder Toraens og Talmuds betydning, men giver større plads til moderne fortolkning end den ortodokse jødedom.
Reformjødedom
Reformjødedommen opstod i Europa i 1800-tallet og lægger større vægt på de etiske principper i jødedommen end på en bogstavelig overholdelse af alle religiøse regler. Mange traditionelle forskrifter betragtes som frivillige, og gudstjenester og religiøs praksis er ofte tilpasset moderne samfundsforhold.
Selv om de forskellige retninger har forskellige syn på tradition og religiøs praksis, er de fælles om troen på én Gud, respekten for Tanakh og det forhold, at de ikke anerkender Jesus som den lovede Messias eller Guds Søn.
Stemmer den moderne jødedoms lære med Bibelen?
Den moderne jødedom bygger på de hebraiske skrifter, som også udgør den del af Bibelen, der kaldes Det Gamle Testamente. Samtidig bygger den på den mundtlige tradition, som er nedskrevet i Mishnah og Talmud. Derfor er der både ligheder og væsentlige forskelle mellem den moderne jødedom og Bibelens samlede budskab.
Hvem er den lovede Messias?
Jødedommen fastholder håbet om, at Messias endnu ikke er kommet. Han forventes at være en menneskelig leder, som skal skabe fred, samle Israels folk og genoprette Riget for Israel.
Den moderne jødedom lærer desuden, at profetien om Herrens lidende tjener i Esajas 53 ikke handler om Messias, men om Israels folk.
De græske skrifter fortolker derimod Esajas 53 som en profeti om Jesus Kristus. Da den etiopiske hofmand spurgte, hvem profeten talte om, brugte Filip netop Esajas 53 som udgangspunkt for at forkynde Jesus (ApG 8:30-35).
De græske skrifter lærer, at Jesus er den Messias, som profeterne forudsagde. De græske skrifter peger derfor på, at Jesu liv, død og opstandelse opfyldte de løfter, Gud havde givet gennem sine profeter (Luk 24:25-27, 44; ApG 2:36).
Er Jesus Guds Søn?
Den moderne jødedom anerkender ikke Jesus som Guds Søn. Han betragtes almindeligvis som en jødisk lærer eller en historisk person, men ikke som den lovede Messias eller Guds søn.
Bibelen lærer derimod, at Jesus er Guds enbårne Søn, sendt til verden for at frelse mennesker fra synd og død (Joh 3:16; Matt 16:15-17; 1 Kor 15:3-4).
Hvilken betydning har de mundtlige overleveringer?
Den moderne jødedom lægger stor vægt på de rabbinske fortolkninger, som findes i Mishnah og Talmud. Disse skrifter bruges til at forklare og anvende Toraens bud i det daglige liv.
Jesus anerkendte de hebraiske skrifters autoritet, men kritiserede de religiøse ledere, når menneskelige overleveringer blev sat over Guds ord. Han sagde: ”I sætter Guds ord ud af kraft ved jeres overlevering, som I har videregivet.” (Mark 7:13; se også Matt 15:3-9).
Er den nye pagt indført?
Profeten Jeremias forudsagde, at Gud en dag ville oprette en ny pagt med sit folk (Jer 31:31-34).
Ifølge de græske skrifter blev denne pagt indført ved Jesus Kristus, som gav sit liv for menneskers synder og blev mellemmand for den nye pagt (Luk 22:20; Hebr 8:6-13). Da den moderne jødedom ikke anerkender Jesus som Messias, anerkender den heller ikke den nye pagt.
Hvad siger Bibelen?
Den moderne jødedom bygger på mange af de samme skrifter, som findes i den del af Bibelen, der kaldes Det Gamle Testamente, men når frem til andre konklusioner om Jesus og Guds frelsesplan.
Bibelen opfordrer derfor alle mennesker til selv at undersøge Skrifterne og prøve det, de hører (Joh 5:39; ApG. 17:11). Spørgsmålet om, hvem Jesus er, står centralt, fordi de græske skrifter lærer, at han er opfyldelsen af de løfter, Gud gav gennem profeterne i de hebraiske skrifter.
Konklusion
Jødedommen er verdens ældste monoteistiske religion og har haft afgørende betydning for både kristendommen og islam. Den bygger på troen på én Gud og har sine rødder i de hebraiske skrifter. Samtidig spiller Mishnah og Talmud en central rolle i den moderne jødedoms forståelse af troen og dens praktiske anvendelse.
Jødedommen deler mange personer, begivenheder og profetier med Bibelen. Men når det gælder spørgsmålet om Jesus, adskiller den moderne jødedom sig grundlæggende fra de græske skrifters lære. Den anerkender hverken Jesus som den lovede Messias, Guds Søn eller at han er mellemmand mellem Gud og mennesker (1 Tim 2:5-6).
Derfor er det ikke nok blot at vide, hvad en religion lærer. Det afgørende er, om dens lære stemmer med det, Gud har åbenbaret. Bibelen opfordrer alle mennesker til selv at undersøge Skrifterne og prøve det, de hører, så troen bygger på sandheden og ikke alene på menneskelige traditioner eller overleveringer (Joh 17:17; ApG. 17:11).
Hvis du ønsker at undersøge Bibelens lære nærmere, finder du flere artikler på Skriften.dk, hvor centrale spørgsmål om Gud, Jesus Kristus, frelsen og Guds plan med mennesket gennemgås med udgangspunkt i, hvad Bibelen selv siger – og ikke i menneskelige traditioner og overleveringer.
Relaterede artikler
Udforsk mere
© 2026 Skriften.dk