Hvad er religion ifølge Bibelen?
Religion er menneskers måde at udøve tro og tilbedelse på. Den kommer til udtryk gennem læresætninger, ritualer, traditioner, fællesskaber og religiøse institutioner. Derfor omtales religion ofte som et religiøst system.
Uanset hvordan man definerer religion, vil de fleste være enige om, at den har haft enorm indflydelse på menneskers liv. Gennem historien har religion præget kulturer, samfund og verdensbegivenheder, og den er stadig en af de stærkeste kræfter i verden. For mange mennesker er religion ikke blot en overbevisning, men grundlaget for deres værdier, håb og den måde, de lever på.
Men spørgsmålet er, om religion virkelig har ført mennesker til sandheden. Det spørgsmål kan måske virke overraskende. Mange tager for givet, at enhver oprigtig religion bringer mennesker nærmere Gud. Bibelen tegner imidlertid et andet billede.
Et møde jeg aldrig glemte
Som ung rejste jeg rundt i verden. En dag sad jeg i en undergrundsbane, hvor jeg lagde mærke til en mand, som sad og læste i sin bibel. Han virkede usædvanlig glad, og pludselig sagde han til passagererne omkring sig:
“Bibelen er ikke nogen religion – det er sandheden.”
Vi spurgte ham, hvilken religion eller hvilket trossamfund han tilhørte. Til min overraskelse svarede han:
“Ingen.”
Jeg husker tydeligt, hvordan flere rystede på hovedet. Nogle mente, at han havde misforstået det hele, mens andre syntes, han lød mærkelig.
Jeg forstod heller ikke, hvad han mente. For mig var Bibelen uløseligt forbundet med religion. Hvordan kunne nogen hævde, at Bibelen ikke var en religion, når den lå til grund for nogle af verdens største trosretninger?
Jeg tænkte ikke videre over hans ord den dag, men de blev ved med at vende tilbage i mine tanker. Hvad mente han egentlig? Kunne der virkelig være forskel på Bibelen og religion? Eller havde han blot misforstået det hele?
Den oplevelse glemte jeg aldrig. Først mange år senere, efter at jeg selv havde studeret Bibelen og religion, begyndte jeg at forstå, hvad han mente. Jeg opdagede, at Bibelen ikke kalder mennesker til en religion, men til sandheden.
Det blev begyndelsen på en helt ny måde at studere Bibelen på. I stedet for at spørge, hvilken religion der virkede mest overbevisende, begyndte jeg at spørge: Hvad lærer Skriften egentlig?
Efterhånden opdagede jeg, at religioner bygger på menneskers traditioner, trosbekendelser og filosofiske tanker snarere end på Skriftens lære. Samtidig blev det tydeligt for mig, at Bibelen beskriver en åndelig kamp, hvor usynlige magter søger at lede mennesker bort fra sandheden og hen imod en tilbedelse, som Gud ikke har godkendt. Det ændrede fuldstændigt mit syn på religion og blev begyndelsen på en lang undersøgelse af, hvad Bibelen egentlig lærer.
Hvilken autoritet og hvilket bevisgrundlag?
Hvis vi skal kunne afgøre, hvad der er sand religion, må vi først tage stilling til et endnu mere grundlæggende spørgsmål:
Hvilken autoritet skal afgøre, hvad der er sandt og falsk?
Skal det være religionernes egne hellige skrifter, trosbekendelser og traditioner? Eller skal det være Bibelen?
Hvis vi er enige om, at Bibelen er Guds ord og derfor den højeste autoritet, har vi et fælles grundlag for at undersøge religion. Så kan vi prøve enhver troslære og enhver religiøs tradition ud fra den samme målestok.
Hvis vi derimod ikke er enige om autoriteten, vil vi uundgåeligt nå forskellige konklusioner. Derfor må spørgsmålet om autoritet afgøres, før vi kan undersøge, hvad sand religion er.
Mange mennesker sammenligner religioner ud fra deres historie, etik, indflydelse eller antal tilhængere. Men ingen af disse ting kan afgøre, om en religion er sand. En religion bliver ikke sand, fordi den er gammel, populær eller har millioner af tilhængere. Hvis sandheden skal afgøres, må den prøves mod en autoritet, som står over alle religioner.
Den bibelske prøve kræver ikke, at man har en teologisk uddannelse. Det er heller ikke nødvendigt at kende hver enkelt religions detaljerede troslære eller sætte sig ind i alle dens traditioner. Bibelen giver nogle enkle og grundlæggende sandheder, som enhver religion kan prøves imod. Derfor kan både lærde og ulærde selv undersøge, om en religion bygger på Skriftens lære eller på menneskers traditioner.
Hvis en religion stemmer overens med Skriftens lære, består den prøven. Hvis den bygger på menneskelige traditioner eller lærer noget, som er i modstrid med Skriften, består den ikke prøven.
I det følgende vil vi undersøge, hvad disse grundlæggende sandheder er, og hvordan de kan bruges til at prøve enhver religion.
Hvem har magten i verden?
Hvis religion skal prøves med Bibelen som målestok, må vi først forstå den verden, religionerne er opstået i. Bibelen beskriver nemlig verden på en helt anden måde, end de fleste mennesker forestiller sig.
Et af de første spørgsmål er derfor:
Hvem har magten i verden?
Måske husker du, at Jesus efter sin dåb hos Johannes opholdt sig fyrre dage i ørkenen. Til sidst kom Satan for at friste ham. Det Satan sagde ved denne lejlighed giver os værdifuld indsigt i, hvem der har magten over verden:
”Og Djævelen førte ham op på et højt bjerg og viste ham alle verdens riger i et øjeblik. Og Djævelen sagde til ham: ’Jeg vil give dig al denne magt og deres herlighed, for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil. Hvis du derfor vil tilbede mig, skal alt være dit.’” (Luk 4:5-7, Interlinear Bibel)
Det er værd at bemærke, at Jesus ikke modsagde Satans ord. Satan sagde, at verdens riger var blevet overgivet til ham, og Jesus benægtede ikke denne påstand. I stedet afviste han fristelsen og bekræftede, at tilbedelsen alene tilhører Gud. Han svarede blot:
”Vig bort fra mig, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud, og ham alene skal du tjene.” (Luk 4:8, Interlinear Bibel)
Hvis verdens riger er blevet overgivet til Satan, må det ikke kun omfatte den politiske magt, men også den religiøse. Religion hører nemlig til denne verden, og derfor må vi undersøge, hvad Bibelen siger om religionernes oprindelse.
Du tænker måske, at situationen blev helt anderledes efter Jesu død og opstandelse – at Jesus nu havde overtaget magten over verden. Men mange år senere skriver apostelen Johannes:
”Vi ved, at vi er af Gud, og hele verden ligger i det onde.” (1 Joh 5:19, Interlinear Bibel)
Verden befinder sig altså stadig under den Ondes magt. Denne tilstand vil først ophøre, når Jesus Kristus vender tilbage for at oprette Guds rige. Det næste spørgsmål bliver derfor naturligt: Hvor kommer religion fra?
Hvor kommer religion fra?
Hvis Satan har fået magten over denne verden, opstår et naturligt spørgsmål:
Hvad siger Bibelen om religionernes oprindelse?
Bibelen giver et klart svar. Flere steder lærer den, at tilbedelse, som ikke rettes mod den sande Gud, i virkeligheden er knyttet til dæmoniske magter.
Moses skriver:
”De ofrede til dæmoner, som ikke var Gud, til guder, som de ikke kendte, nye guder som for nylig var kommet til. Jeres fædre havde ikke frygtet dem.” (5 Mos 32:17, Interlinear Bibel)
Apostelen Paulus bekræfter den samme sandhed:
”Men det som folkene ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud. Jeg ønsker ikke, at I skal have fællesskab med dæmoner. I kan ikke drikke Herrens bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have del i Herrens bord og dæmoners bord.” (1 Kor 10:20-22, Interlinear Bibel)
Disse skriftsteder viser tydeligt, at Bibelen ikke betragter tilbedelse af andre guder som uskyldige religiøse traditioner. Den lærer, at sådan tilbedelse i virkeligheden er forbundet med dæmoniske magter.
Jesus omtaler desuden Satan som dæmonernes fyrste:
”Men nogle af dem sagde: ”Det er ved Beelzebul, dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.” Andre fristede ham og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da han kendte deres tanker, sagde han til dem: ”Ethvert rige som er splittet imod sig selv, lægges øde, og hus falder over hus. Hvis også Satan er splittet imod sig selv, hvordan kan hans rige da bestå? For I siger, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul.” (Luk 11:15-18, Interlinear Bibel)
Jesus omtaler ikke blot Satan som dæmonernes fyrste. Han taler også om “Satans rige”. Det harmonerer med Satans egne ord under fristelsen i ørkenen, hvor han sagde, at verdens riger var blevet overgivet til ham. Jesus modsagde aldrig denne påstand. Tværtimod omtaler han senere Satan som hersker over et rige. Sammen tegner disse skriftsteder et billede af en verden, som står under Satans herredømme og udgør hans rige.
Paulus kalder desuden Satan ”denne verdens gud” (2 Kor 4:4). Når Bibelen samtidig lærer, at tilbedelse, som ikke rettes mod den sande Gud, i virkeligheden rettes mod dæmoner, tegner der sig et helt andet billede af religion, end de fleste mennesker forestiller sig.
Religion er derfor ikke blot menneskers forsøg på at søge Gud. Bibelen viser, at der bag verdens religioner også står åndelige magter, som søger at lede mennesker bort fra sandheden og den sande tilbedelse af Gud gennem menneskelige traditioner og falske læresætninger.
Religion eller sandhed?
Jesus sagde følgende om nogle af sin tids religiøse ledere:
”Lad dem være. De er blinde vejledere for blinde; og hvis en blind leder en blind, vil begge falde i gruben.” (Matt 15:14, Interlinear Bibel)
Det var stærke ord. Jesus rettede sin kritik mod de religiøse ledere, fordi de havde gjort Guds ord ugyldigt ved deres traditioner og dermed førte mennesker bort fra sandheden.
Bibelen lærer, at der findes både sandhed og løgn. Gud godkender ikke enhver form for tilbedelse, men kun den, der bygger på sandheden. Jesus sagde:
”Men der kommer en time, og den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; for Faderen søger netop sådanne til at tilbede ham. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, må tilbede i ånd og sandhed.” (Joh 4:23-24, Interlinear Bibel)
Det betyder, at sand tilbedelse ikke afgøres af, hvilken religion et menneske tilhører, men af, om den stemmer overens med Guds ord. Derfor er spørgsmålet ikke først og fremmest, hvilken religion et menneske tilhører, men om dens lære stemmer overens med Skriften.
Hvis en religions lære er i modstrid med Skriften, kan den ikke være sand, uanset hvor gammel, udbredt eller respekteret den er.
Den første bibelske prøve
Hvis en religion skal prøves med Skriften som målestok, må vi begynde med de mest grundlæggende spørgsmål.
Bibelen giver et klart svar på disse to spørgsmål, som enhver religion må kunne besvare, hvis den er sand:
- Hvem er Gud den Højeste, og hvor mange personer er han?
- Hvem er Guds salvede?
Dette er den første bibelske prøve. Kan en religion ikke give det bibelske svar på disse to spørgsmål, har den allerede vist, at den ikke bygger på Skriftens lære, og en videre undersøgelse er unødvendig.
Kan en religion derimod bestå denne første prøve, betyder det ikke nødvendigvis, at den er sand. Den må prøves videre. Også dens øvrige læresætninger skal undersøges for at afgøre, om de stemmer overens med Skriften.
Hvem er Gud den Højeste?
”Jeg har løftet min hånd til Jahveh, Gud den Højeste, himlens og jordens ejer.” (1 Mos 14:22, Interlinear Bibel)
”Men Jahveh er den sande Gud; han er den levende Gud og den evige konge.” (Jer 10:10, Interlinear Bibel)
”Hør, Israel, Jahveh vor Gud, Jahveh er én. Og du skal elske Jahveh din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke.” (5 Mos 6:4-5, Interlinear Bibel)
Bibelen lærer, at Jahveh er den eneste sande Gud. Han er Gud den Højeste, og han er én person.
Enhver religion, der lærer noget andet om Gud, består derfor ikke denne første bibelske prøve.
Hvem er Guds salvede?
”Og Simon Peter svarede og sagde: ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” (Matt 16:16, Interlinear Bibel)
”som han forud lovede ved sine profeter i de hellige Skrifter, om hans søn, som efter kødet blev født af Davids slægt, og som blev stadfæstet som Guds søn i kraft efter hellighedens Ånd ved opstandelsen fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre” (Rom 1:2-4, Interlinear Bibel)
”Men disse ting er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn…” (Joh 20:31, Interlinear Bibel)
Bibelen lærer, at Jesus fra Nazaret er Guds salvede og Guds søn. Han er den Kristus, som Gud lovede gennem profeterne.
Enhver religion, der forkaster denne sandhed, består derfor heller ikke den første bibelske prøve.
Hvis en religion ikke kan give det bibelske svar på disse to spørgsmål, har den allerede vist, at den ikke bygger på Skriftens lære, og en videre undersøgelse er unødvendig. Består den derimod denne første bibelske prøve, må den undersøges nærmere for at afgøre, om dens øvrige læresætninger også stemmer overens med Skriften, eller om den bygger på menneskelige traditioner og ubibelske lærdomme.
Der findes religioner, som giver det bibelske svar på disse to spørgsmål. Men når de undersøges nærmere, viser det sig ofte, at de alligevel bygger på menneskelige traditioner og ubibelske læresætninger, som fører mennesker bort fra sandheden.
Satan er ligeglad med, hvad der står på etiketten på flasken – bare han får lov til at tilsætte løgn til sandheden. Selv en lille smule løgn er nok til at føre mennesker bort fra sandheden. Om flasken kaldes kristendom, islam, hinduisme eller noget helt fjerde, er uden betydning, hvis dens indhold ikke stemmer overens med Skriften.
Prøv religion med Skriften
Nu kan den første bibelske prøve anvendes på verdens religioner.
Formålet er ikke at dømme mennesker, men at prøve religionernes lære med Skriften som målestok. Det afgørende er ikke, hvor mange tilhængere en religion har, hvor gammel den er, eller hvor oprigtige dens tilhængere er. Spørgsmålet er alene, om dens lære stemmer overens med Bibelen.
Lad os prøve nogle af verdens religioner.
Islam
Islam lærer, at Gud er én, hvilket stemmer overens med Skriften. Men islam forkaster, at Jesus er Guds søn og den lovede Kristus. Derfor består islam ikke den første bibelske prøve.
Hinduismen og buddhismen
Hverken hinduismen eller buddhismen lærer, at Jahveh er den eneste sande Gud eller at Jesus er Guds salvede. De falder derfor begge ved den første bibelske prøve.
Jødedommen
Jødedommen lærer, at Jahveh er den eneste sande Gud, og at han er én. På dette punkt stemmer den overens med Skriften.
Men den forkaster, at Jesus fra Nazaret er Guds salvede og den lovede Messias. Derfor består jødedommen ikke den første bibelske prøve.
Den første bibelske prøve viser altså, at ingen af disse religioner stemmer fuldt ud overens med Skriften. Da de alle falder ved den første bibelske prøve, er en videre undersøgelse unødvendig.
For nogle vil denne prøve måske virke alt for enkel. Kan man virkelig bedømme en religion med millioner eller milliarder af tilhængere ved blot at stille to spørgsmål?
Svaret er ja – hvis spørgsmålene handler om religionens mest grundlæggende lære. Hvis en religion ikke kan give det bibelske svar på, hvem Gud den Højeste er, hvor mange personer han er, og hvem Guds salvede er, har den allerede vist, at den ikke bygger på Skriftens lære. Der er derfor ingen grund til at undersøge alle dens øvrige læresætninger.
Består en religion derimod denne første prøve, betyder det ikke, at den er sand. Det betyder blot, at den fortjener en nærmere undersøgelse, hvor også dens øvrige læresætninger må prøves med Skriften.
Det svarer til en lægeundersøgelse. Hvis de første prøver viser, at en patient ikke opfylder de grundlæggende betingelser for en bestemt behandling, er der ingen grund til at fortsætte de øvrige undersøgelser. Består patienten derimod de første prøver, følger der flere undersøgelser. På samme måde fungerer den første bibelske prøve. Den udelukker ikke, at en religion kan undersøges nærmere – den afgør blot, om der overhovedet er grundlag for at gå videre.
Hvad med kristendommen?
Men hvad så med kristendommen – er det den sande religion?
Kristendommen, med den katolske kirke som moderkirke og de mange kirkesystemer, der gennem historien er udsprunget af hende, omfatter tilsammen over to milliarder mennesker. Den har præget verdenshistorien i næsten to tusind år, og dens lære har haft enorm indflydelse på kulturer, samfund og politik.
Men spørgsmålet er ikke, hvor stor eller indflydelsesrig kristendommen er.
Spørgsmålet er, om kristendommens kirkesystemer virkelig repræsenterer Skriftens Gud og hans salvede, Jesus Kristus. Følger de Bibelen som den eneste autoritet for deres tro og lære? Eller har også kristendommen tilføjet menneskelige traditioner og ubibelske læresætninger?
Kristendommen kan desværre heller ikke bestå den bibelske prøve. Flere af dens trosbekendelser og læresætninger står i direkte modsætning til Skriften. Dette emne behandles mere udførligt i andre artikler på Skriften.dk, men her skal blot nævnes nogle hovedpunkter, hvor kristendommen afviger fra Bibelens lære:
- Kristendommens lære om den treenige Gud stemmer ikke overens med Skriftens lære om Jahveh som den ene sande Gud.
- Kristendommen lærer, at Jesus fra Nazaret var fuldkommen Gud og fuldkomment menneske – altså at Jesus er Jahveh. Skriften lærer derimod, at han er Guds søn og den salvede.
- Ordene “kristendom” og “kristendommen” findes ikke i Skriften.
- Kristendommens brug af templer (kirkebygninger), kors, røgelse, vievand, spædbarnedåb, julefesten den 25. december, processioner, en lønnet gejstlighed, præstekjoler, messedragter og helgendyrkelse har hedensk oprindelse.
Mange af kristendommens lærepunkter stemmer ikke overens med Skriften, og hvis Skriften er målestokken for sand religion, kan kristendommen derfor ikke være den sande religion.
Det forhold, at man i kristendommen ikke bekender sig til Skriftens Gud – Israels ene Gud, Jahveh – men i stedet tilbeder en anden gud end den, Jesus og apostlene forkyndte, bør få enhver sandhedssøgende til at standse op og undersøge, om religionens lære virkelig stemmer overens med Bibelen.
Men hvis kristendommen heller ikke er den sande religion – hvilken religion er så den sande?
Sandheden frem for religion
Gennem hele denne artikel har vi undersøgt religion med Skriften som målestok. Men Bibelen peger i virkeligheden på noget andet end religion. Den kalder ikke mennesker til en religion, men til sandheden.
Det er bemærkelsesværdigt, at Bibelen igen og igen taler om sandheden. Den opfordrer mennesker til at kende sandheden, leve i sandheden og vandre i sandheden. Men den opfordrer aldrig mennesker til at leve i en religion.
Det græske ord aletheia (sandhed) forekommer mange gange i de græske skrifter. Når vi undersøger disse skriftsteder, ser vi, at Bibelen igen og igen peger på sandheden som vejen til Gud.
Lad os se på nogle af de steder, hvor ordet aletheia (sandhed) forekommer i Skriften:
”Til dette er jeg født, og til dette er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver som er af sandheden, hører min røst.” (Joh 18:37, Interlinear Bibel)
”Jesus sagde til ham: Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.” (Joh 14:6, Interlinear Bibel)
”Hellig dem i din sandhed; dit ord er sandhed.” (Joh 17:17, Interlinear Bibel)
”For jeg glædede mig meget, da brødrene kom og vidnede om din sandhed, hvordan du vandrer i sandheden.” (3 Joh 1:3-4, Interlinear Bibel)
”For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed.” (Rom 1:18, Interlinear Bibel)
”Men over dem som af egeninteresse er ulydige mod sandheden og adlyder uretfærdigheden, kommer vrede og harme.” (Rom 2:8, Interlinear Bibel)
”For der skal komme en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men efter deres egne lyster skal de samle sig lærere, som kildrer øret. Og de skal vende øret bort fra sandheden og vende sig til myter.” (2 Tim 4:3-4, Interlinear Bibel)
”Dette vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du irettesætte dem strengt, så de kan være sunde i troen og ikke lytte til jødiske myter og menneskers bud, fra mennesker som har vendt sig bort fra sandheden.” (Tit 1:13-14, Interlinear Bibel)
Hvad viser disse skriftsteder?
De viser, at Jesus kom for at vidne om sandheden, og at han selv er sandheden, som fører mennesker til Faderen. Guds ord er sandhed, og hans børn skal vandre i sandheden. Samtidig advarer Bibelen om, at sandheden bliver undertrykt, at mange vender sig bort fra den, og at mennesker i stedet følger myter og menneskers bud.
Skriften beskriver altså ikke den afgørende kamp som en kamp mellem verdens religioner. Den beskriver den som en kamp mellem sandheden og løgnen. Verdens religioner fortsætter med at vokse og præge milliarder af menneskers liv. Men Bibelen retter ikke opmærksomheden mod religionernes størrelse eller indflydelse. Den retter opmærksomheden mod sandheden.
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, hvilken religion et menneske tilhører, men om det følger den sandhed, som Gud har åbenbaret i sit ord.
Da sandhedens vej kom i vanry
Tilhængere af kristendommen vil måske sige:
”Kristendommen er den sande religion, fordi sandheden er det samme som kristendommen.”
Men Skriften siger noget andet.
Jesus kom ikke til verden for at vidne om kristendommen. Han kom for at vidne om sandheden:
”Til dette er jeg født, og til dette er jeg kommet til verden: for at vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” (Joh 18:37, Interlinear Bibel)
Det er også værd at bemærke, at ordene “kristendom” og “kristendommen” ikke findes i Skriften. Bibelen kalder ikke mennesker til kristendommen, men til sandheden.
Jesus og apostlene advarede samtidig om, at denne sandhed ikke ville forblive uberørt. Tværtimod forudsagde de, at falske lærere ville trænge ind iblandt de troende og føre mange bort fra sandheden.
Peter og Paulus skriver:
”Men der opstod også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere iblandt jer. De vil i smug indføre ødelæggende vranglærdomme og fornægte den Herre, som købte dem, og dermed føre en hastig undergang over sig selv. Mange vil følge deres udsvævende veje, og på grund af dem vil sandhedens vej komme i vanry.” (2 Pet 2:1-2, Interlinear Bibel)
”Men Ånden siger udtrykkeligt, at nogle i de sidste tider skal falde fra troen og holde sig til forførende ånder og dæmoners lærdomme.” (1 Tim 4:1, Interlinear Bibel)
”For der vil komme en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men efter deres egne begær vil de skaffe sig lærere i mængde, fordi det kildrer dem i ørerne. Og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til myter.” (2 Tim 4:3-4, Interlinear Bibel)
Peter siger om disse falske lærere:
”…og på grund af dem vil sandhedens vej komme i vanry.” (2 Pet 2:2, Interlinear Bibel)
Det er en bemærkelsesværdig formulering. Peter siger ikke, at en religion vil komme i vanry. Han siger, at sandhedens vej vil komme i vanry.
Apostlene Peter og Paulus forudsagde, at falske lærere ville trænge ind i menigheden, og at dette ville få ødelæggende konsekvenser. Peter siger, at de i smug ville indføre ødelæggende vranglærdomme, mens Paulus forklarer, at nogle ville holde sig til dæmoners lærdomme. Som følge af dette kom sandhedens vej i vanry.
Kort tid efter den sidste apostels død begyndte dette frafald at vise sig. Menneskelige traditioner og ubibelske læresætninger blev gradvist indført blandt de kristne. Det, der var ved at tage form, var en ny religion, som gradvist blev accepteret og godkendt af verdens magthavere. Og i år 325 e.Kr. blev det på kirkemødet i Nikæa, støttet af den romerske kejser Konstantin den Store, vedtaget, at Jesus var den samme som Faderen. Senere, i året 380 e.Kr., blev kristendommen ved kejserligt dekret gjort til Romerrigets statsreligion.
Derfor må vi være vågne og holde fast ved kærligheden til sandheden, så vi ikke bliver ramt af vildfarelsens magt og kommer til at tro på løgnen og verdens religioner (2 Thess 2:11-12).
Den, som søger sandheden, må være villig til at lægge religiøse fordomme, trosbekendelser og forudfattede meninger til side og lade Skriften tale for sig selv. Enhver anden fremgangsmåde fører blot til mere forvirring.
Verdens religioner står under indflydelse af usynlige åndelige magter (Ef 6:12). Derfor kan sandheden ikke findes ved at følge menneskelige traditioner, men ved at holde fast ved Skriftens vidnesbyrd.
Hvad bør vi gøre?
Bibelen siger at Satan forfører hele verden (Åb 12:9), og at han er denne verdens gud (2 Kor 4:4). Bibelen viser, at der bag verdens religioner står åndelige magter, som søger at lede mennesker bort fra sandheden. Det er derfor ikke overraskende, at Bibelen igen og igen opfordrer os til at prøve alt og holde fast ved sandheden.
Skriften siger:
”Prøv alt, hold fast ved det gode.” (1 Thess 5:21, Interlinear Bibel)
Den opfordring gælder også religion.
Vi bør gøre som jøderne i Berøa gjorde, da de hørte apostelen Paulus forkynde. De tog ikke hans ord for gode varer, men undersøgte dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan.
”Disse var mere ædle end dem i Thessalonika. De modtog ordet med al villighed og granskede dagligt Skrifterne for at se, om disse ting forholdt sig sådan.” (ApG 17:11, Interlinear Bibel)
Da de opdagede, at Skriften bekræftede det, Paulus forkyndte, holdt de ikke fast ved deres tidligere religion. Det samme gjaldt Paulus selv. Han forlod sin tidligere religion for at følge sandheden.
Ingen af disse mennesker skiftede tro af sociale, politiske eller økonomiske grunde. De gjorde det, fordi de ønskede at tilbede Gud på den måde, han selv havde åbenbaret i Skriften.
Hvis et menneske i dag gennem sit studium af Skriften kommer til den erkendelse, at dets religion ikke stemmer overens med Guds ord, står det over for den samme beslutning. Hvis vores religion ikke stemmer overens med Skriften, må vi vælge mellem religion og sandhed.
Derfor lyder Guds opfordring:
”Gå ud fra dem og skil jer ud,” siger Herren, ”og rør ikke ved det urene, så vil jeg tage imod jer.” (2 Kor 6:16-17, Interlinear Bibel)
Hvis vi bliver i en religion, som ikke bygger på Skriften, risikerer vi at tage del i dens vildfarelse og dens dom.
Ransag derfor Skriften. Prøv din religion. Hold fast ved sandheden.
Må Gud velsigne dig i din søgen efter sandheden.
Relaterede artikler
Udforsk mere
© 2026 Skriften.dk