Hvem er Satan?
Satan
Bibelen siger, at det er Satan, der påvirker og fører hele verden. Nogle påstår, at Satan blot er et “ondskabens princip” i hvert enkelt menneske, men Bibelens beskrivelser viser tydeligt, at han er en virkelig person.
De nationer, der i fire tusinde år skiftevis har haft afgørende indflydelse i verden, har i høj grad fulgt den samme kurs, hvilket har fået historikere til at sige, at historien gentager sig. Verdensriger er opstået, vokset til magt og siden forsvundet i mørke og glemsel, og dette mønster går igen hos dem alle. De har alle ført blodige krige, og undertrykkelse og terror har været deres metoder. Samtidig har religion spillet en væsentlig rolle i hver eneste af dem.
Tænkende mennesker, som har lagt mærke til denne lighed helt op til vores tid, har derfor stillet en række spørgsmål. Er det muligt, at én og samme usynlige magt har behersket verdensriger og nationer? Er det denne skjulte magt, der står bag de ensartede voldshandlinger? Hvorfor synes historien ellers at gentage sig, og vil det altid være sådan?
Vi behøver dog ikke gætte os frem, for Skriften, Guds ord, forklarer sammenhængen tydeligt. Bibelen beskriver menneskehedens historie fra Adams skabelse og viser, at det ikke er fantasi, at en ond og intelligent magt har påvirket verden, både mennesker og nationer.
Magten overgivet til Satan
Tænk på, hvad der skete med mennesket Jesus, da han begyndte sin virksomhed her på jorden. Bibelen siger, at han straks efter sin dåb i Jordanfloden blev ført af ånden ud i ørkenen for at fristes af Djævelen (Matt 4:1). En del af fristelsen bestod i, at Satan stillede Jesus tre forslag, hvoraf det tredje lyder:
”Og Djævelen førte ham op på et højt bjerg og viste ham i ét nu alle jordens kongeriger og sagde til ham: Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil. Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit.” (Luk 4:5-7, Interlinear Bibel)
Ud fra denne udtalelse kan vi forstå, at magten over alle ”jordens kongeriger” tilhører Satan, for ellers kunne han ikke have tilbudt Kristus den. Satan er dermed verdens usynlige regent, og Jesus siger direkte, at han er ”denne verdens fyrste” (Joh 14:30; 16:11).
Paulus skriver også, at han er ”denne verdens gud” (2 Kor 4:4), hvilket tydeligt viser, at magten i verdens religioner tilhører Satan.
Men hvor er Satan kommet fra, og hvorfor er både den verdslige og religiøse magt blevet overgivet til ham? Hvordan er det muligt, at han er blevet denne verdens fyrste og gud? Og hvorfor har en retfærdig Gud tilladt ham at leve og forlede mennesker til uretfærdighed og afgudsdyrkelse? Vil det altid være sådan, eller vil der ske en forandring? Har oprigtige og ærlige mennesker nogen mulighed for at undgå hans indflydelse?
Satan – en af gudssønnerne
Skriften viser, at den person, der nu er Djævelen, ikke altid har været det. Engang havde han en høj stilling i Guds himmelske familie. Det fremgår tydeligt af Jobs bog, at Satan var og stadig er en af gudssønnerne:
”En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Jahveh. Blandt dem kom også Satan.” (Job 1:6, Interlinear Bibel)
Han, der senere blev til Satan, var altså en af gudssønnerne, som trådte frem for Jahveh i himlen. Satan må derfor være skabt af Gud som en fuldkommen og retfærdig skabning, for Guds gerninger er alle fuldkomne (5 Mos 32:4). Satan var ikke et bogstaveligt uhyre med horn og hale, som nogle forestiller sig. Tværtimod var han en skøn og strålende åndeskabning, en af de mægtige gudssønner i Guds himmelske familie.
Bibelen beskriver ham i Ezekiel:
”Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og skønhed. Du var i Eden, Guds have. Alle slags ædelsten sad på din dragt… Du var en salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter.” (Ez 28:12-13, Interlinear Bibel)
Den faldne gudssøn
Skriften beskriver den gudssøn, som senere blev til Satan, som meget skøn, fuldkommen og fyldt med visdom. Som en af Guds sønner fik han en høj, betroet og ansvarsfuld stilling som ”beskytter”, hvor han havde opsyn med menneskene i Guds have, Edens have. I denne stilling betegnes han i Bibelen som ”en salvet kerub”.
I en tid gik alt godt, og der herskede fuldkommen fred i denne retfærdige verden. Men det varede ikke ved, for griskhed og begær opstod i hans hjerte. Den salvede kerub fik store tanker om sig selv og lagde ambitiøse planer for fremtiden. Han kunne se for sig en fuldkommen jord, fyldt med mennesker, som viste Jahveh deres hengivenhed og anerkendte ham som den almægtige Gud.
Men keruben ønskede, at menneskene i stedet skulle adlyde og tilbede ham alene, og dermed opstod der ondskab i hans hjerte. Satan sagde i sit indre:
”Jeg vil stige op over skyerne. Jeg vil være lige med den Højeste.” (Es 14:14, Interlinear Bibel)
Han valgte dermed en handlemåde, der førte til opposition og modstand mod Gud den Højeste. Dette afspejles i det navn, han fik, nemlig det hebraiske satan, som betyder ”modstander”. Han fik også et andet beskrivende navn, Djævelen, som stammer fra det græske diabolos og betyder bagvasker eller falsk anklager. Dette navn gjorde han sig fortjent til ved at bagvaske Gud i Edens have. Den salvede kerub gjorde oprør mod Gud og mistede sin fuldkommenhed og uskyld. Guds dom over ham lyder:
”Du var udadlelig i din færd, fra den dag du blev skabt, til der blev fundet uret hos dig… Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans.” (Ez 28:15, 17, Bibelen 1992)
Satan – løgnens fader
Satans hovmodige og egenkærlige hjertetilstand blev tydeligt, da han på en listig måde førte synden ind i verden. Gud Jahveh havde sagt til det fuldkomne menneske, Adam, at han ikke måtte spise af træet til kundskab om godt og ondt, for så ville han dø (1 Mos 2:17).
Satan forledte imidlertid Eva, Adams hustru, til at være ulydig ved at tale til hende gennem slangen. Han sagde:
”Er det rigtigt, at Gud har sagt, at I ikke må spise af træerne i haven? Kvinden sagde til slangen: Vi må spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt: Du må ikke spise af det eller røre ved det, for ellers skal du dø. Men slangen sagde til kvinden: Vist skal I ikke dø. Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” (1 Mos 3:1-5, Interlinear Bibel)
Satan antydede dermed, at Gud uretmæssigt forholdt kvinden noget, og han påstod samtidig, at Gud løj, da han sagde: ”I skal dø.” Dette var den første løgn, der blev udtalt i den jordiske verden, og den stemplede Satan som ”løgnens fader”.
En morder
Jesus sagde om ham:
”Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.” (Joh 8:44, Bibelen 1992)
Jesus gjorde dermed klart, at Satan har været en morder fra begyndelsen, og at han ikke står i sandheden. Da Satan forledte den første kvinde til at overtræde Guds bud, og Adam også gjorde det, kom dødsdommen over Adam og alle hans efterkommere. Denne handling gjorde Satan til en morder.
Gud fældede dommen over den oprørske kerub, men selve dommens ord viser, at fuldbyrdelsen blev udsat i lang tid. I 1 Mosebog 3:15 læser vi:
”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.” (Bibelen 1992)
Kvindens afkom skulle knuse slangens hoved, det vil sige tilintetgøre ham. Men Satan måtte have tid til at frembringe sit afkom, og kvinden måtte også få tid til at frembringe sit. Satan ledte det første menneskepar bort fra Gud, så de faldt i unåde. Derefter mente han, at han kunne føre alle deres efterkommere til oprør mod Guds universelle overherredømme.
Han syntes nu at have grundlag for at håne Gud og udfordre ham. Selvom disse ord ikke står direkte i Skriften, viser beretningen tydeligt, hvad han i realiteten hævdede. Dette ses især i Jobs bog.
Satan sår tvivl om Gud
I Job 1:6-11 læser vi:
”En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Jahveh. Blandt dem kom også Satan. Jahveh sagde til Satan: Hvor kommer du fra? Satan svarede: Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs. Jahveh sagde til ham: Har du kastet dit hjerte på min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt. Satan svarede Jahveh: Er det uden grund, at Job er gudfrygtig? Har du ikke sikret ham, hans hus og hele hans ejendom? Du har velsignet hans hænders arbejde, og hans hjorde breder sig ud over landet. Men ræk din hånd ud nu og rør ved alt det, han ejer. Se, om han forbander dig op i dit åbne ansigt.” (Interlinear Bibel)
Denne samtale viser, at Satan satte spørgsmålstegn ved, om Jahveh udøver sit herredømme på den rette måde. Han antydede, at Job kun tjente Gud, fordi Gud velsignede ham og beskyttede hans familie og ejendom.
Satan hævdede dermed, at mennesker først og fremmest tjener Gud af selviske grunde og ikke af oprigtig kærlighed. Samtidig viser Guds spørgsmål og Satans svar, at Satan havde fået en vis frihed til at frembringe sit afkom blandt menneskene.
Samtidig skulle hans påstand om at kunne omstyrte Jahvehs universelle overherredømme modbevises. Det skulle også afgøres, om mennesket ville forblive trofast mod Skaberen.
Stridsspørgsmålet
Job er en virkelig historisk person. Man mener, at han levede omkring 1700 år før Jesus, eller cirka 2300 år efter Satans oprør i Edens have.
Gennem alle disse århundreder havde menneskene mulighed for at vise, om de ville være trofaste mod Gud. Spørgsmålet var, om de ville tjene ham af oprigtig kærlighed. Stridsspørgsmålet var derfor ikke nyt på Jobs tid.
Skriften indeholder mange beretninger om mennesker, der svigtede Gud den Højeste på grund af Satans angreb. Samtidig fortæller den også om mennesker, som i lighed med Job forblev trofaste og udholdt alt det, modstanderen udsatte dem for. Ved deres handlemåde viste de, at Satan er ”løgnens fader” og uegnet til at være universel hersker.
Jøderne er som folk et tydeligt eksempel på dette. Når de oprigtigt forsøgte at tjene Jahveh og holde hans bud, var han med dem og gav dem fremgang. Han kæmpede for dem i deres krige og gav dem velstand.
Men når de gav efter for Djævelens fristelser og begyndte at handle som de hedenske nationer omkring dem, unddrog Jahveh dem sin beskyttelse. Både som folk og som enkeltpersoner måtte de da lide under Satans indflydelse.
Mange gudssønner gjorde oprør
Det er aldrig lykkedes Satan at få alle skabninger til at svigte Skaberen. Lige siden Abel har der altid levet trofaste mænd og kvinder, hvis helhjertede troskab mod Gud har været hævet over enhver tvivl. Disse har Satan ikke kunnet forlede til at ophøre med den sande gudsdyrkelse.
Jesus er et strålende eksempel på dette. Selvom Satans tjenere bragte en forsmædelig død over ham, kunne Satan ikke bevise, at mennesker ikke kan forblive trofaste mod Gud under selv de sværeste forhold.
Den gudssøn, som blev til Satan, var ikke den eneste åndeskabning, der blev ulydig og ond. Gud havde skabt et stort antal hellige engle, ja millioner af dem. Daniel 7:10 åbenbarer, at der er mindst 100.000.000.
Beretningen i Første Mosebog 6:1-5 fortæller, at nogle af disse gudssønner materialiserede sig som mænd. De forlod deres plads i himlen som åndeskabninger og iklædte sig menneskelige legemer. De gjorde det for at hengive sig til menneskelige lidenskaber og gifte sig med kvinder.
Derved var de ulydige mod Gud, og Bibelen sammenligner deres handlemåde med indbyggerne i Sodoma og Gomorra. De ”søgte unaturlige forbindelser” (Judas 6-7).
For disse gudssønner var det imod deres himmelske natur at komme ned på jorden og søge omgang med kvinder. Deres handlinger fik alvorlige følger, blandt andet fik de et hybrid-afkom, som blev til ”kæmper”, som Skriften kalder ”Nephilim”. Ved deres oprør tog de dermed standpunkt for Satan, deres fyrste.
Satans faldne engle
Vandfloden på Noas tid udryddede alle kæmperne og de onde mennesker. Men de utro gudssønner opløste deres kødelige legemer og vendte tilbage til den åndelige dimension.
De fik dog ikke lov til at vende tilbage til den himmelske verden, men blev i stedet kastet i afgrunden (2 Pet 2:4). Gud tillader ikke i dag disse gudssønner at materialisere sig i kød, som de tidligere gjorde. De, som ikke er kastet i afgrunden, kan dog stadig udøve en farlig magt over mennesker.
I Åbenbaringen 12:4 står der:
”Og hans hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og kastede dem til jorden.” (Interlinear Bibel)
Det ser derfor ud til, at så mange som en tredjedel af gudssønnerne fulgte Satan i hans oprør. Ved hjælp af de faldne gudssønner og dæmonerne optræder Satan som hele verdens forfører, som der står skrevet i Åbenbaringen 12:9.
Den store ondskab, vi ser på jorden, bør få os til at indse, hvor vigtigt det er at være på vagt. Ellers kan vi blive forført af Satan og hans faldne engle.
Denne verdens fyrste
Som Jesus sagde, er Satan “denne verdens fyrste”. Ud fra Skriftens lærdom kan vi forstå, at hans rige består af to dele.
Den første er en usynlig del, som består af de faldne engle og deres børn, dæmonerne. De er alle under hans ledelse og udgør den højere og kontrollerende del af hans rige.
Den anden er en synlig og underordnet del, som består af undertrykkende regeringer, aristokratier og religioner. Den jordiske del af Satans rige består af tre grupper af repræsentanter: regenter, konger og præsteskab.
Satans egenskaber, som løgn, mord, griskhed, ondskab, grusomhed og selviskhed, har præget denne verdens riger. Satan og hans faldne engle og dæmoner har fået en tid til deres oprør, men denne tid vil en dag løbe ud. Når Satan kun har kort tid tilbage, vil han slippe sit raseri løs over menneskeheden.
Han søger på alle områder at drive både ledere og almindelige mennesker til griskhed, selviskhed og vold. Satan har også haft held til at forføre mange mennesker til at søge lykken i materialisme frem for hos Gud. Som følge af dette hersker der stor ulighed i verden, både hvad angår velstand og rigdom.
Mange mennesker gør netop det, Satan ønsker, og vender sig bort fra Gud. Nogle siger endda, at Gud ikke eksisterer, fordi der findes død og uretfærdighed i verden.
Men i virkeligheden tillader Gud blot Satan at forsøge at bevise, at ingen mennesker vil være tro mod Skaberen.
Satans ende
Men sådan skal det ikke blive ved med at være. I Åbenbaringen 20:1-3 læser vi, at den tid kommer, hvor Satan bliver standset fuldstændigt i sin virksomhed.
Han vil blive kastet i afgrunden i tusind år, så han ikke længere kan forføre folkeslagene. Derefter vil han blive løsladt en kort tid, hvor han igen vil lede oprørske mennesker i et angreb på Guds suverænitet. Men da vil Satan møde sit endelige nederlag.
Satans endeligt bliver den fuldstændige tilintetgørelse. Kvindens afkom vil knuse hans hoved, og Djævelen vil blive styrtet i ildsøen:
”Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl.” (Åb 20:10, Bibelen 1992)
Det, der tilintetgøres med ild, holdes ikke i live noget sted, men bliver fuldstændigt udslettet. Ildsøen, som til sidst vil opsluge Djævelen, er den anden død, det vil sige den evige død (Åb 20:14).
I overensstemmelse med dette siger Gud Jahveh til Satan:
”Så forstødte jeg dig fra gudebjerget… jeg ødelagde dig, du beskyttende kerub… du er borte for evigt.” (Ez 28:16-19, Bibelen 1992)
Da vil denne verdens gud ikke længere kunne vildlede eller beherske menneskene. Hans magt vil være brudt, og hans indflydelse vil ophøre for altid.
Satan, som har bedraget verden og ført mennesker bort fra Gud, vil være borte for evigt.
Til sidst vil det stå klart for alle, at Gud alene er den retfærdige og sande hersker. Hans retfærdighed vil sejre, og hans vilje vil ske.
Du kan også læse:
© 2026 Skriften.dk