Hvad er Helvede?
Er helvede virkelig et sted med evig pine, som mange kirker lærer, eller beskriver Bibelen noget helt andet?
I århundreder har den katolske kirke og mange protestantiske kirker lært, at helvede er et bogstaveligt sted med flammende ild, hvor de onde pines i al evighed. Men hvordan stemmer denne lære med Bibelens beskrivelse af Gud som kærlig, retfærdig og barmhjertig? Og hvorfra stammer forestillingen om evig pine egentlig?
Læren om evig pine har haft stor indflydelse på kirkens historie. Den er blevet brugt til at skræmme mennesker og give kirkelige autoriteter stor magt over samvittigheden. På den baggrund er det naturligt at undersøge, om helvedeslæren virkelig kommer fra Bibelen, eller om den bygger på menneskelige traditioner og trosbekendelser.
Spørgsmålet er derfor ikke, hvad mennesker gennem historien har lært om helvede, men hvad Guds ord lærer. Lad os derfor vende os til Bibelen, som er den højeste autoritet i alle bibelske spørgsmål.
Det engelske ord ”Hell” – helvede
Ordet “Hell” (helvede) er et urgammelt engelsk ord, som oversætterne af den engelske bibel ofte har benyttet for at gengive betydningen af det hebraiske ord Sheol og de græske ord Hades, Tartaroo og Gehenna. De samme ord er også nogle steder i den engelske bibel oversat med “grav” eller “afgrund”.
I gammel engelsk sprogbrug havde ordet Hell ganske enkelt betydningen at skjule, gemme eller dække. Det betegnede derfor et skjult eller dækket sted. Senere gav pavelige teologer ordet en ny og mere speciel betydning, som passede til deres lære.
Før denne udvikling kunne Hell passende bruges som oversættelse af Sheol og Hades, fordi disse ord henviser til det skjulte og hemmelighedsfulde ved dødstilstanden.
Ordet Gehenna gengivet med helvede
Det græske ord Gehenna forekommer i alt tolv gange i de græske skrifter: Matt 5:22, 29, 30; 10:28; 18:9; 23:15, 33; Mark 9:43, 45, 47; Luk 12:5; Jakob 3:6. Ordet Gehenna er i mange danske bibeloversættelser gengivet med ”helvede”. Gehenna er den græske form af det hebraiske ord Gehinnom, som oversættes med ”Hinnoms dal”. Denne dal lå uden for Jerusalem og blev anvendt som opbrændingssted for byens affald.
På denne losseplads blev der vedligeholdt en stadig ild for at fortære alt, som blev kastet derned, og for at tilintetgørelsen skulle blive fuldstændig, benyttedes svovl som brændsel. Ligene af forbrydere, der blev anset for uværdige til en ærefuld begravelse med håb om en opstandelse, blev også kastet derned. Men det skal bemærkes, at det ikke var tilladt at kaste noget levende i Gehenna. Det var jøderne forbudt at pine nogen som helst skabning.
Når vi tænker på, at Gud gennem Israels folk gav os mange lærdomme, som belyser hans handlemåde og planer – både nærværende og fremtidige – har vi også god grund til at formode, at Hinnoms dal eller Gehenna var en illustration af noget tilkommende.
Gehenna er i Skriften et billede på ”den anden død” – ildsøen. De urene og afskyelige mennesker, som er uværdige til at leve, og som derfor ikke får lov til at leve, fremstilledes ved affaldet og de urene, livløse legemer, som blev kastet i Gehenna uden for byen og opbrændt i den bestandigt vedligeholdte ild.
Derfor hedder det i Åbenbaringens bog:
”Og hvis nogen ikke blev fundet indskrevet i Livets Bog, blev han kastet i Ildsøen.” (Åb 20:15, Interlinear Bibel)
Ilden betegner her ødelæggelse og tilintetgørelse – billedet er netop hentet fra Gehenna eller Hinnoms dal. Ildsøen er et symbol på endelig og evig ødelæggelse – evig tilintetgørelse.
Der står i Åb 20:14, at både døden og dødsriget skal kastes i ildsøen. Det er således indlysende, at ildsøen er symbolsk, for døden og dødsriget kan ikke bogstaveligt opbrændes, men kan fjernes eller tilintetgøres. Som Skriften siger:
”Døden skal ikke være mere.” (Åb 21:4)
Og:
”Som den sidste fjende tilintetgøres døden.” (1 Kor 15:26)
Gehenna var altså et billede på den anden død – den endelige og fuldstændige tilintetgørelse, fra hvilken der ikke gives nogen opstandelse eller genoprettelse; for da “findes der ikke længere noget offer for synder”, men kun “en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne”. (Hebr 10:26-27)
Skyldig til helvedes ild
”I har hørt, at der blev sagt til de gamle: Du må ikke myrde. Og den, der myrder, skal være skyldig over for dommen. Men jeg siger jer, at enhver, som er vred på sin broder uden grund, skal være skyldig over for dommen. Og den, der siger til sin broder: ‘Raka’, skal være skyldig over for rådet; men den, der siger: ‘Tåbe!’, skal være skyldig til Gehennas ild.” (Matt 5:21-22, Interlinear Bibel)
For at forstå Jesu ord om “domstolen”, “Rådet” og “Gehennas ild” er det nødvendigt at kende lidt til jødernes retsvæsen. “Domstolen” var en lavere domstol, som ifølge historieskriveren Josefus bestod af syv mænd og havde myndighed til at dømme i visse sager. “Rådet” eller Sanhedrinet var sammensat af 71 mænd med anerkendt lærdom og dygtighed. Dette råd udgjorde jødernes højesteret og behandlede de alvorligste forbrydelser.
Den strengeste dom var dødsdommen. Men visse særligt afskyelige forbrydelser pådrog forbryderen vanære også efter døden, idet hans lig ikke blev begravet på normal vis, men sammen med hundekadavere og affald blev kastet i Gehenna for at blive tilintetgjort.
Denne opbrænding i Gehenna havde til formål at gøre forbrydelserne og forbryderne afskyelige i folkets øjne og betød, at den, som blev behandlet således, var uden håb. Vi skal huske på, at Israel håbede på en opstandelse fra graven og derfor viste stor omsorg for de dødes legemer. Da de ikke havde fuld forståelse af Guds almagt, tænkte de tilsyneladende, at det var nødvendigt at bevare legemet for at kunne opstå. Følgelig betød ødelæggelsen af legemet i Gehenna for dem tilintetgørelsen af alt håb om et fremtidigt liv ved en opstandelse.
Gehenna blev derfor et forbillede på den anden død, ligesom Israels folk på mange områder tjente som illustration af fremtidige forhold under Guds rige.
Læg mærke til, at Jesus i de ovenfor anførte ord påpegede for jøderne, at de – skønt deres anvendelse af loven var streng – alligevel ikke havde fattet hele dens betydning og dybere mening. Jesus vidste, at budet: “Du må ikke begå drab” var langt mere omfattende, end de forestillede sig. Ondskabsfuld vrede og hån ville også blive betragtet som overtrædelser af Guds lov under den nye pagt.
Mennesker, som under den nye tidsalders gunstige forhold alligevel nægter at forandre sig og rette sig efter Guds retfærdige krav, vil blive skyldige til den anden død, som Gehenna var et forbillede på. Dog vil denne lov i al sin strenge nøjagtighed kun blive håndhævet i det omfang, som den tidsalders opdragelse, bistand og privilegier bliver ringeagtet.
Samme tanke fremholdes i Matt 5:29-30:
”Men hvis dit højre øje får dig til at snuble, så riv det ud og kast det fra dig; for det er bedre for dig, at ét af dine lemmer går fortabt, end at hele dit legeme bliver kastet i Gehenna. Og hvis din højre hånd får dig til at snuble, så hug den af og kast den fra dig; for det er bedre for dig, at ét af dine lemmer går fortabt, end at hele dit legeme kommer i Gehenna.” (Interlinear Bibel)
Her vises igen forskellen mellem Guds lovs virksomhed under den nye pagt og dens virksomhed under den gamle pagt. Jesus tilskynder til selvbeherskelse ved at understrege, at det er langt bedre at afstå fra syndige begær end at miste det fremtidige liv, som Gud gennem Kristus har gjort muligt for mennesker at opnå.
Gehenna fremstilles igen som den anden død – det endelige tab af livet – ikke som et sted med evig pine.
Gud kan ødelægge i Gehenna
”Og frygt ikke dem, der dræber legemet, men ikke er i stand til at dræbe sjælen (livet). Frygt derimod ham, som er i stand til at ødelægge både sjæl (livet) og legeme i Gehenna.” (Matt 10:28, Interlinear Bibel)
Her fortæller Jesus sine efterfølgere, hvorfor de kunne være frimodige og tapre selv under de værste prøvelser. De måtte forvente forfølgelse og modstand på grund af ham og det gode budskab, som de var udsendt for at forkynde. Ja, den tid ville komme, da mennesker ville slå dem ihjel og tro, at de derved gjorde Gud en tjeneste.
Deres håb og belønning lå derfor ikke i dette liv, men i det kommende. Jesus havde givet sit liv som løsesum for alle, og derfor skal alle, som er i gravene, på den bestemte tid høre hans røst og komme frem. Mennesker kan tage det nuværende liv fra os, men de kan ikke berøve os den fremtidige tilværelse, som Gud har lovet.
Derfor siger Jesus: Frygt ikke dem, som kun kan dræbe legemet. Frygt derimod Gud, som alene har magt over både det nuværende liv og det fremtidige liv.
Læg mærke til Jesu ord. Han siger ikke, at Gud vil bevare mennesker i evig pine i Gehenna. Han siger, at Gud kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna. Gehenna fremstilles derfor som den anden død – den fuldstændige tilintetgørelse af livet og alt håb om en fremtidig tilværelse.
Her er det på en afgørende måde vist, at Gehenna, når det betragtes som et billede, betegner den anden død. Skriften siger ikke, at Gud vil bevare sjæl og legeme til evig pine, men at han kan ødelægge dem begge i Gehenna. Enhver, som dømmes til den anden død, bliver tilintetgjort for evigt uden håb om opstandelse eller genoprettelse.
Den evige ild – ildens Gehenna
”Og hvis din hånd eller din fod får dig til at snuble, så hug den af og kast den fra dig. Det er bedre for dig at gå halt eller lemlæstet ind til livet end at have to hænder eller to fødder og blive kastet i den evige ild. Og hvis dit øje får dig til at snuble, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre for dig at gå enøjet ind til livet end at have to øjne og blive kastet i ildens Gehenna.” (Matt 18:8-9, Interlinear Bibel)
Efter at have læst dette skriftsted må man være enig med profeten i, at Jesus talte i “billedtale” og “lignelser” (Sl 78:2; se også Matt 13:34-35). Ingen forestiller sig et øjeblik, at Jesus bogstaveligt opfordrede mennesker til at afhugge deres lemmer eller udrive deres øjne.
Jøderne, som Jesus talte til, kendte ikke til forestillingen om et evigt pinested. De vidste, at Gehenna var navnet på dalen uden for Jerusalem, og at denne dal hverken var et pinested eller et sted, hvor man kastede levende skabninger ned. Alt, som blev kastet deri, blev opbrændt og fuldstændigt ødelagt.
De forstod derfor, at Jesu ord om øjne og lemmer var billedsprog, og at Gehenna på samme måde blev brugt som et billede på fuldstændig ødelæggelse og tilintetgørelse.
Hvad Jesus mente var ganske enkelt dette: Det tilkommende liv, som Gud har beredt for det genløste menneske, er af så uendelig stor værdi, at det vil lønne sig rigeligt at bringe ofre for at opnå det. Jesu tilhørere forstod uden tvivl, at det var bedre at nægte sig selv mange af denne verdens fornøjelser og begær end at forspilde muligheden for at opnå evigt liv. Alternativet var ikke evig pine, men kunne blive tilintetgørelse i Gehenna – den anden død, som også kaldes ildsøen (Åb 21:8).
Maddiker, der ikke dør
”Hvis din hånd får dig til at snuble, så hug den af. Det er bedre for dig at gå lemlæstet ind til livet end at have to hænder og gå bort til Gehenna, til den uslukkelige ild, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. Og hvis din fod får dig til at snuble, så hug den af. Det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at have to fødder og blive kastet i Gehenna, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. Og hvis dit øje får dig til at snuble, så kast det bort. Det er bedre for dig enøjet at gå ind i Guds kongerige end at have to øjne og blive kastet i ildens Gehenna.” (Mark 9:43-47, Interlinear Bibel)
Men hvad mente Jesus med “maddiker”, der ikke dør, og ild, som ikke slukkes?
I det bogstavelige Gehenna, som ligger til grund for Jesu illustration, faldt ligene af døde mennesker og dyr undertiden på klippeafsatser i stedet for direkte ned i ilden. Hvis et sådant lig landede på en skrænt eller afsats, ville det blive fortæret af maddiker, som ynglede der, lige så sikkert og fuldstændigt som ilden fortærede de lig, der faldt til dalens bund.
Det var ikke tilladt at røre ved noget, som var kastet ned i denne dal. Derfor kunne maddikerne og ilden tilsammen fuldføre deres ødelæggelsesværk.
Ilden blev ikke slukket, og maddikerne døde ikke ud. Dette betyder ikke, at ilden skulle brænde for evigt, eller at maddikerne var udødelige. Tanken er, at maddikerne ikke døde ud, før deres arbejde var fuldført, og at ilden ikke blev slukket, før alt var fortæret.
Hvis et hus begyndte at brænde, og ilden ikke kunne standses eller slukkes, men fortsatte, indtil hele huset var nedbrændt, ville man med rette kunne kalde den en “uslukkelig ild”. Ikke fordi den brændte for evigt, men fordi den ikke blev standset, før dens værk var fuldført.
Jesus ønskede at indskærpe, hvor fuldstændig og uigenkaldelig den anden død er. Alle, som dør den anden død, bliver fuldstændigt og for evigt tilintetgjort.
Ikke alene i Markus 9:43-47 fremstilles den anden død gennem billedet af Gehenna. Det er også tydeligt, at Jesus benytter det samme grundlæggende billede i Åbenbaringens symbolik, hvor Gehenna svarer til det, der kaldes ildsøen.
Gehenna i Esajas
”Og de skal gå ud og se de døde kroppe af de mænd, som gjorde oprør mod mig; for deres maddiker skal ikke dø, og deres ild skal ikke slukkes; og de skal være en afsky for alt kød.” (Es 66:24, Interlinear Bibel)
Gehennas dal blev tidligere benyttet som baggrund for en udtalelse af profeten Esajas. Selvom han ikke nævner dalen ved navn, beskriver han den tydeligt. Læg mærke til, at han ikke – som nogle måske ville forvente – taler om levende mennesker i ild og pine, men om ”de døde kroppe” af mennesker, som gjorde oprør mod Gud.
Disse mennesker fremstilles som fuldstændigt og endeligt udryddet. Billedet er derfor det samme som i Jesu omtale af Gehenna: ikke evig pine, men den endelige tilintetgørelse af dem, der forsætligt forkaster Gud og hans retfærdighed.
Læg også mærke til, at de to foregående vers (Es 66:22-23) viser, hvornår denne profeti får sin opfyldelse. Det sker under den kommende verdensordning, som beskrives som “nye himle og en ny jord”. Dette stemmer overens med Åbenbaringens symboler.
Da vil alle retfærdige komme til at forstå, hvor retfærdigt og vist det er at fjerne alle uforbederlige og forsætlige fjender af retfærdigheden. Som der står skrevet:
”de skal være en afsky for alt kød”.
Hvordan skal I undslippe Gehennas dom?
”Ve jer, skriftkloge og farisæere, hyklere! For I rejser over hav og land for at gøre én proselyt, og når han er blevet det, gør I ham til en søn af Gehenna, dobbelt så meget som jer selv… Slanger! Øgleyngel! Hvordan skal I undslippe Gehennas dom?” (Matt 23:15, 33, Interlinear Bibel)
Disse ord udtalte Jesus ikke til hedninger, som ikke havde kendskab til sandheden, og heller ikke til de mest uvidende blandt jøderne. Han rettede dem mod de skriftkloge og farisæerne, som udadtil fremstod som de mest religiøse og fungerede som folkets ledere og lærere.
Disse mænd var hykleriske. De var ikke oprigtige mod deres egen overbevisning om sandheden. Rigelige vidnesbyrd var blevet dem givet, men de nægtede at modtage dem. Tværtimod bestræbte de sig på at modarbejde sandheden og afholde folket fra at tage imod den.
Ved således at modstå lysets og sandhedens hellige ånd forhærdede de deres hjerter mod det værk, som Gud ønskede at udføre iblandt dem. De modstod hans nåde, og en sådan vej kan til sidst – hvis man fortsætter på den – ende med fordømmelse til den anden død, Gehenna.
Ethvert skridt i retning af forsætlig blindhed og modstand mod sandheden gør en tilbagevenden vanskeligere. Det former gradvist et menneskes karakter i en retning, som Gud ikke kan godkende, og som den anden død har til formål at fjerne.
De skriftkloge og farisæerne var hastigt på vej i denne retning, og derfor stillede Jesus dem det alvorlige spørgsmål:
“Hvordan skal I undslippe Gehennas dom?”
Sat i brand af Gehenna
”Og tungen er en ild, en verden af uretfærdighed. Sådan er tungen sat blandt vore lemmer; den besmitter hele legemet og sætter livets hjul i brand, og den er selv sat i brand af Gehenna.” (Jakob 3:6, Interlinear Bibel)
I stærke, symbolske ord taler apostelen her om den store og fordærvelige indflydelse, som en ond tunge kan have – en tunge, der billedligt er sat i brand af det billedlige Gehenna.
At en tunge sættes i brand af Gehenna betyder, at den sættes i bevægelse af en ond og fordrejet natur – egensindig, egenkærlig, hadefuld og ondsindet. Det er den slags karaktertræk, som, hvis de får lov til at udvikle sig uhæmmet trods kundskab og lejlighed til omvendelse, kan føre til den dom, som Gehenna er et billede på.
Et menneske med et sådant sind kan ved sin tunge optænde en farlig ild og skabe en fordærvelig uro, som, hvor den finder berøringspunkter, frembringer onde virkninger og skader hele “livets hjul”.
Nogle få ondskabsfulde ord vækker ofte onde lidenskaber hos den talende selv, fremkalder en lignende sindsstemning hos andre, som hører dem, og virker derefter tilbage på den første. En fortsat vandring på denne vej kan til sidst ødelægge hele mennesket og føre til den dom, at det ikke er værdigt til at leve.
Den rige mand og Lazarus
I Lukas 16:19-31 fortæller Jesus en lignelse om den rige mand og Lazarus. Den store vanskelighed for mange, som læser denne lignelse, er, at skønt de betragter den som en lignelse, drager de alligevel den slutning, at den skal forstås bogstaveligt.
Hvis lignelsen skulle forstås bogstaveligt, ville det føre til flere urimeligheder. Den rige mand kom til dødsriget (Hades) og led pine, tilsyneladende fordi han havde nydt mange jordiske fordele og ikke gav Lazarus mere end smuler fra sit bord.
Ikke ét ord siges der om, at den rige mand var ugudelig. Og ikke ét ord siges der om, at Lazarus var et oprigtigt Guds barn, fuld af tro på Gud, eller at han var god. Han blev tværtimod velsignet og salig, tilsyneladende fordi han var fattig og syg.
Hvis dette skal fortolkes bogstaveligt, bliver den logiske slutning, at medmindre vi er fattige tiggere, fulde af sår, kan vi aldrig opnå salighed efter dette liv. Og hvis vi er velklædte og har mere end nok at spise hver dag, så har vi pine at vente i dødsriget.
Endvidere er det attråværdige sted, hvor man finder Guds gunst, beskrevet som “Abrahams skød”. Hvis hele fortællingen skal forstås bogstaveligt, må også dette skød være bogstaveligt, og det ville næppe kunne rumme jordens millioner af fattige og syge.
Overvej også følgende: Er det fornuftigt eller bibelsk at tro, at et menneske skal lide pine, blot fordi det er rigt, velklædt og har rigeligt at spise? Er det bibelsk at tro, at et menneske opnår evigt liv blot fordi det er fattigt? Er dødsriget bogstaveligt så nær ved Guds rige, at en person det ene sted kan tale med en person det andet sted? Og hvis den rige mand bogstaveligt befandt sig i brændende ild, hvordan kunne Abraham da sende Lazarus til ham med én dråbe vand på fingerspidsen for at læske hans tunge?
Men hvorfor dvæle ved disse urimeligheder? I en lignelse siger man naturligvis ikke direkte det, man ønsker at lære. Det ved vi af de forklaringer, som Jesus selv gav på sine lignelser. Når han talte om “hvede”, mente han ikke bogstavelig hvede, men “Rigets børn”. Når han talte om “ukrudtet”, mente han “den ondes børn”, og med “høstfolk” mente han “engle” (Matt 13).
Hvad ville Jesus da illustrere med lignelsen om den rige mand og Lazarus? Da Jesus ikke selv giver nogen fortolkning af denne lignelse, må vi nærme os den med forsigtighed. Jeg vil derfor i al beskedenhed fremsætte den forståelse, som efter min mening stemmer bedst med Skriftens øvrige vidnesbyrd.
Som jeg forstår det, symboliserer den rige mand den jødiske nation og dens religiøse ledere, som forkastede Jesus og senere fik ham slået ihjel. Lazarus er et billede på det jævne folk og hedningerne, som tog imod Guds søn.
Bibelen viser, at døden undertiden bruges som et symbol på en stor forandring i et menneskes liv eller stilling (se Rom 6:2, 11-13; 7:4-6).
En sådan forandring indtraf, da Jesus gav Lazarus-skaren åndelig føde, og da denne skare opnåede den større Abrahams, Guds, gunst. Samtidig “døde” den jødiske nation og dens religiøse ledere med hensyn til at have Guds gunst i forhold til Guds rige. De blev forkastet, da Jesus sagde til ypperstepræsterne og folkets ældste, at Guds rige skulle tages fra dem (Matt 21:43), og de pintes, da Kristi disciple afslørede deres onde gerninger (ApG 7:51-57).
Efter min mening lærer denne lignelse derfor ikke, at mennesker efter døden pines i en bogstavelig ild i dødsriget. Når den sammenholdes med Skriftens øvrige vidnesbyrd om Sheol og Hades, synes det langt mere naturligt at forstå den billedligt end bogstaveligt.
Evig straf, men ikke evig pine
I Matt 25:31-46 læser vi lignelsen om fårene og bukkene. Om disse står der:
”Og disse (bukkene) skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” (Interlinear Bibel)
Mens Skriften, sådan som jeg forstår den, ikke lærer evig pine, fremholder den dog tydeligt evig straf for de ugudelige. Da det altså er afgjort, at Skriften siger, at straffen er uden ende, står der kun ét punkt tilbage at betragte, nemlig straffens art eller natur.
Hvad siger Bibelen angående straffen for mennesker, som foragter og forkaster alle Guds nådesanordninger? Siger Gud virkelig noget sted, at syndere skal leve og pines for evigt?
Jeg kan ikke finde ét eneste sted i Bibelen, hvor liv i nogen som helst grad er lovet de mennesker, som går fortabt. Men mens jeg ikke i hele Bibelen kan finde ét eneste vers, som taler om syndernes evige tilværelse i bogstavelig pine eller i nogen anden bevidst tilstand, finder jeg mange skriftsteder, som siger det modsatte. Af disse anfører jeg nogle få eksempler fra Interlinear Bibel:
”For syndens løn er døden.” (Rom 6:23)
”Den sjæl, som synder, den skal dø.” (Ez 18:4)
”Alle de ugudelige vil han ødelægge.” (Sl 145:20)
”Men de ugudelige skal forgå.” (Sl 37:20)
”For de, der gør ondt, skal udryddes.” (Sl 37:9)
”Men overtræderne skal tilintetgøres alle sammen.” (Sl 37:38)
”Men de ugudelige skal afskæres fra jorden, og overtræderne skal rykkes op med rode fra den.” (Ordsp 2:22)
”Og han skal slå den ugudelige ihjel med sine læbers ånde.” (Es 11:4)
Ved disse og mange andre skriftsteder ser vi, hvordan Bibelen beskriver de ugudeliges straf. De fremstilles ikke som levende i evig pine, men som mennesker, der forgår, ødelægges, udryddes og tilintetgøres.
Straffen er evig, fordi dens virkning er endelig og uigenkaldelig.
Søen, der brænder med ild og svovl
Angående Åb 19:20; 20:10, 14-15; 21:8.
“Ildsøen, der brænder med svovl”, omtales flere gange i Åbenbaringens bog. Denne bog anses af alle kristne for at være stærkt symbolsk. Alligevel betragter mange netop dette symbol – ildsøen – som en bogstavelig fremstilling, der skulle støtte læren om evig pine. Men symbolet forklares udtrykkeligt i selve teksten:
”Og døden og Hades blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død.” (Åb 20:14, Interlinear Bibel)
Undertiden kaldes den ”ildsøen, der brænder med svovl” (Åb 19:20). Svovl nævnes for at understrege ødelæggelsesbegrebet, idet brændende svovl er et af de mest ødelæggende stoffer, man kendte til.
At ildsøen er symbolsk, ses tydeligt af, at både døden og Hades (dødsriget) kastes i den (Åb 20:14). Hverken døden eller Hades er konkrete genstande, som kan brændes op i bogstavelig ild. Der er derfor tale om et billede på deres endelige ophør eller tilintetgørelse.
Denne tilintetgørelse kaldes ”den anden død” i modsætning til den første død, som hele menneskeheden har arvet fra Adam. Fra den første død er en opstandelse blevet sikret. Ifølge Jesu ord skal alle, som er i gravene, høre hans røst og komme frem (Joh 5:28), og Åbenbaringen siger:
”Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Hades gav de døde tilbage, som var i dem.” (Åb 20:13, Interlinear Bibel)
Den første død, som har hjemsøgt menneskeheden siden Adams synd, skal derfor for evigt ophøre. Den skal selv blive tilintetgjort i den anden død, når Jesus Kristus fuldender sit genløsningsværk. Derfor siger Gud gennem profeten Hoseas:
”Jeg vil udfri dem fra Sheols hånd; jeg vil genløse dem fra døden. Død, hvor er dine plager? Sheol, hvor er din ødelæggelse?” (Hos 13:14, Interlinear Bibel)
Den første død skal ikke længere have magt over menneskene, sådan som den har haft siden Adams synd. Når Guds rige regerer på jorden, vil mennesker ikke længere dø på grund af Adams synd, men stå til ansvar for deres egne handlinger. Som Jeremias skriver:
”I de dage skal man ikke længere sige: ‘Fædrene har spist sure druer, og sønnernes tænder er blevet ømme.’ Men enhver skal dø for sin egen misgerning; enhver mand, der spiser de sure druer, hans tænder skal blive ømme.” (Jer 31:29-30, Interlinear Bibel)
Afsluttende kommentar
Vi har nu undersøgt Bibelens brug af ordet Gehenna (helvede) og de vigtigste skriftsteder, som ofte forbindes med læren om evig pine. Vi har set, at Gehenna var Hinnoms dal uden for Jerusalem, hvor affald og døde legemer blev tilintetgjort. Jesus benyttede denne dal som et billede på den anden død – den endelige straf for dem, der forsætligt forkaster Gud og retfærdigheden.
Vi har også set, at Bibelen konsekvent beskriver de ugudeliges skæbne med ord som død, ødelæggelse, tilintetgørelse og udryddelse. Intet sted fandt vi et klart bibelsk udsagn om, at mennesker skal leve videre i bevidst pine i al evighed. Tværtimod forklarer Skriften selv, at ildsøen er ”den anden død” (Åb 20:14), og at Gehenna er et billede på den endelige og uigenkaldelige straf. Straffen er evig, ikke fordi mennesker pines uden ende, men fordi dens virkning er endelig og uden mulighed for genoprettelse.
Enhver må naturligvis selv undersøge disse ting og afgøre, hvad Skriften lærer. Men efter min forståelse viser Bibelens samlede vidnesbyrd, at helvede ikke er et sted med evig pine. Det er et billede på den anden død – den endelige tilintetgørelse af synd og oprør mod Gud.
Relaterede artikler
Udforsk mere
© 2026 Skriften.dk