Gudssønnerne og Nephilim

Hvem er gudssønnerne og Nephilim i Bibelen?

Hvad var årsagen til, at Gud sendte vandfloden over jorden i Noas dage? De særlige forhold omkring gudssønnerne og Nephilim, som førte frem til denne begivenhed, bør have stor interesse for alle seriøse kristne. Jesus siger nemlig om sin genkomst: ”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være, når Menneskesønnen kommer.” (Matt 24:37, Interlinear Bibel)

Derfor er det vigtigt for dem, der venter på Jesu genkomst, at forstå, hvilke tilstande der herskede i Noas dage. Men hvem er gudssønnerne i Bibelen, og hvilke konsekvenser fik det for menneskene?

Kort svar:
Gudssønnerne i Bibelen er Guds engle (bene elohim). Nogle af dem forlod deres plads i himlen og fik børn med menneskers døtre. Disse børn blev kaldt Nephilim.

Skriften fortæller, at menneskene på Noas tid var ekstremt onde og selviske. De havde vendt sig bort fra den sande Gud og levede deres eget liv. De regnede det ikke for noget værd at kende Gud den Højeste. Men der skete også noget andet i Noas dage, som førte til, at Gud den Højeste tilintetgjorde alle mennesker på jorden med undtagelse af otte personer.

Bibelen fortæller, at gudssønnerne kom ned til jorden og havde omgang med jordens kvinder. Kvinderne blev gravide og fødte børn, som voksede op og blev til kæmper. Vi læser i 1 Mosebog 6:1-2, 4:

”Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, så gudssønnerne (hebraisk: bene elohim), at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til… Kæmperne (hebraisk: Nephilim) var på jorden i disse dage, men også siden hen, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene, og de fødte dem børn. De var heltene fra ældgamle dage, navnkundige mænd.” (Interlinear Bibel)

Hvem er gudssønnerne?

Hvem er disse gudssønner? Udtrykket ”gudssønnerne” (hebraisk: bene elohim og bene elim) forekommer syv steder i Bibelen: 1 Mos 6:2,4; Job 1:6; 2:1; 38:7; Sl 29:1; 89:7. En parallel findes i Salme 82:6, hvor de kaldes ”den Højestes sønner” (bene elyon). Det tilsvarende ord for ”gudssøn” på kaldæisk, bar elahh, bruges i Daniel 3:25.

Lad os se på disse skriftsteder:

”En dag kom gudssønnerne (bene elohim) og trådte frem for Jahveh. Blandt dem kom også Satan.” (Job 1:6, Interlinear Bibel)

”En dag kom gudssønnerne (bene elohim) og trådte frem for Jahveh. Blandt dem kom også Satan og trådte frem for Jahveh.” (Job 2:1, Interlinear Bibel)

”Og Jahveh talte til Job inde fra stormen og sagde:… Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det. Hvem bestemte dens mål? Hvem spændte målesnoren ud over den? Hvor blev dens fodstykker sat ned? Eller hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønnerne (bene elohim) råbte af fryd?” (Job 38:1-7, Interlinear Bibel)

”Han sagde: ”Se, jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden. De har ikke lidt nogen skade, og den fjerde ser ud som en gudssøn (kaldæisk: bar elahh).” (Daniel 3:25, Interlinear Bibel)

”Giv til Jahveh, den mægtiges sønner (bene elim), giv Jahveh ære og styrke.” (Salme 29:1, Interlinear Bibel)

”For hvem i skyen er lige med Jahveh, hvem blandt den mægtiges sønner (bene elim) er Jahvehs lige?” (Salme 89:7, Interlinear Bibel)

Gudssønnerne er Guds engle (ikke mennesker)

Der kan ikke være nogen tvivl om, at de skriftsteder, der taler om gudssønnerne, henviser til Guds engle. Samtidig er det en kendsgerning, at det hebraiske udtryk bene elohim eller bene elim ingen steder i Bibelen bruges om mennesker. Jordiske mennesker omtales derimod som ”menneskesønner” (hebraisk: bene adam). Se f.eks. Sl 31:19; 33:13; 57:4; 58:1; 145:12 samt Præd 2:3, 8; 3:10, 18-19; 8:11; 9:3.

I den danske bibel er bene adam desværre oversat med ”menneskene”, hvilket skjuler den egentlige betydning. Den engelske King James Version oversætter det korrekt – se f.eks. Salme 31:19 i King James Version.

Englene kaldes ”gudssønner”, fordi de er skabt direkte af Gud. Alle skabninger, som er skabt direkte af Gud, betegnes som hans ”sønner”. Den første jordiske mand, Adam, var derfor ”søn af Gud” (1 Mos 5:1; Luk 3:38), fordi han blev skabt direkte af Gud. Alle andre mænd er født af en kvinde og kaldes derfor ”menneskesønner” (bene adam). Vi er altså Adams sønner, avlet i hans billede (1 Mos 5:3). Af natur er alle mænd og kvinder derfor Adams sønner og døtre – ikke Guds sønner.

Kvinden blev taget fra manden på den måde, at hun blev skabt af Adams ribben (1 Mos 2:21-23). På denne måde skabte Gud alle folk af ét menneske, Adam. (ApG 17:26) Jordens kvinder bliver i 1 Mos 6:2,4 omtalt som ”menneskedøtrene” (hebraisk: banot adam), de er Adams døtre. Ingen steder i Bibelen tales der om ”gudsdøtre”, hverken i himlen eller på jorden.

Gudssønnerne fremtræder som mænd

Alle skabninger i himlen, inklusive Faderen og Sønnen, omtales i Skriften som hankøn. Skriften nævner ikke kvinder i den himmelske verden. Englene kaldes gudssønner – ikke døtre – og de omtales med mandlige betegnelser og navne som Mikael og Gabriel.

Når Guds engle har vist sig for mennesker på jorden, er det altid sket i skikkelse af mænd. Et eksempel er beretningen om Abraham, der fik besøg af tre engle:

”Og Jahveh kom til ham ved Mamres Ege, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og han bøjede sig ned til jorden. Og han sagde: Min Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, jeg beder dig, så gå ikke din tjener forbi.” (1 Mos 18:1-3, Interlinear Bibel)

Læg også mærke til, hvordan de omtales videre i beretningen:

”Og mændene brød op og rettede blikket mod Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej.” (1 Mos 18:16, Interlinear Bibel)

”Og Jahveh sagde: Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra, og deres synd er meget stor. Jeg vil gå ned nu og se, om deres handlinger virkelig svarer til det skrig, som har nået mig, eller om de ikke gør; det vil jeg vide. Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, og Abraham blev stående foran Jahveh.” (1 Mos 18:20-22, Interlinear Bibel)

Enoksbog og Jubilæerbogen bekræfter beretningen

Skriften omtaler engle som hankøn, ikke som hunkøn. Se f.eks. 1 Mos 32:25; Dom 2:1; 6:11,19; 13:6-11; 1 Krøn 21:27; Luk 24:4; ApG 1:10. Nogle mennesker har endda haft engle på besøg uden at vide det, fordi de fremstod som almindelige mænd (Hebr 13:2).

At gudssønnerne i 1 Mos 6:1-4 er identiske med Guds engle, bekræftes også i Jubilæerbogen og Første Enoksbog:

”Og det skete, da menneskenes børn begyndte at blive talrige på jordens flade, og der fødtes dem døtre, da så Herrens engle dem i det første år af det jubelår, og fandt, at de var skønne at se. Og de tog sig dem til hustruer, alle, som de lystede. Og de fødte dem sønner, og de var kæmper.” (Jubilæerbogen 5:1)

”Og det skete, da menneskebørnene var blevet talrige, fødtes der dem i disse dage smukke og yndefulde døtre. Og englene, himlens børn, så dem og fattede begær til dem og sagde til hinanden: ”Se, vi vil udvælge os hustruer af menneskebørnene, og vi vil avle os børn…” (Første Enoksbog 6:1-2)

Skriftsteder fra Jubilæerbogen og Første Enoksbog er citeret fra De gammeltestamentlige Pseudepigrafer, © Det Danske Bibelselskab 2001 (herefter forkortet DGP).

Enoksbogens betydning i oldtiden

Første Enoksbog giver flere detaljerede oplysninger om gudssønnerne og begivenhederne i Noas dage. Bogen har stor betydning for forståelsen af gudssønnerne, deres afkom, Nephilim, dæmonerne og afgrunden. Første Enoksbog blev regnet for et helligt skrift af dem, der levede før Jesus, og af de første kristne, heriblandt Judas, Jesu halvbror.

I det fjerde århundrede fandt der begivenheder sted, som fik stor indflydelse på bogens videre skæbne. Først og fremmest blev Første Enoksbog udelukket fra den officielle kanon af den katolske kirke, som på dette tidspunkt stadig var under opbygning. Dette skete på kirkemødet i Laodikea omkring år 364.

På dette kirkemøde vedtog biskopperne en række kirkelove. En af disse fastlagde, hvilke bøger der skulle regnes som Den Hellige Skrifts kanon. Det vil sige den samling af bøger, som måtte anvendes i kirken, og som blev anerkendt som hellige skrifter. Første Enoksbog var blandt de bøger, der blev udelukket.

Åbenbaringens bog blev på dette tidspunkt heller ikke anerkendt af alle. At den i dag findes i Bibelen skyldes, at kirken senere accepterede den. Denne anerkendelse blev dog ikke givet til Første Enoksbog.

Da læren blev erklæret for kætteri

De begivenheder, der beskrives i Første Enoksbog – herunder gudssønnernes fald og deres onde gerninger – blev senere erklæret for kætteri. I slutningen af det fjerde århundrede trådte Filastrius, biskop af Brescia i Italien, frem og hævdede, at Første Enoksbog var kættersk.

Han rejste rundt i Romerriget og prædikede imod jøder, hedninger og forskellige kættere, særligt arianerne. I sit omfattende værk Liber de Haeresibus (også kendt som Diversarum Haereseon Liber), som han færdiggjorde omkring år 384, opregnede han 28 jødiske og 128 kristne kætterier. Blandt disse nævnes Første Enoksbog (nr. 108) som værende i strid med de trosbekendelser, som kirken havde vedtaget.

Efter at Første Enoksbog var blevet stemplet som kættersk af kirkens autoriteter, forsvandt den gradvist fra den vestlige verden. Det er sandsynligt, at mange af de eksisterende kopier blev ødelagt. Det lykkedes dog ikke at udslette bogen fuldstændigt.

Første Enoksbog blev nemlig bevaret i den abessinske (etiopiske) kirke, hvor den har været kendt siden oldtiden, sammen med blandt andet Jubilæerbogen.

I det 18. århundrede hørte den skotske opdagelsesrejsende James Bruce rygter om, at bogen stadig fandtes i Etiopien. Han rejste dertil og bekræftede, at det var tilfældet. Det lykkedes ham at erhverve tre manuskripter af Første Enoksbog, som han bragte med sig tilbage til Europa i 1773.

Ét manuskript beholdt han selv, mens de to andre blev overdraget til biblioteker i henholdsvis Paris og Oxford. Senere oversatte den hebraiske professor Richard Laurence bogen til engelsk.

Bekræftet ved Dødehavsrullerne

I 1947 blev der fundet flere kopier af Første Enoksbog blandt Dødehavsrullerne i Qumran. Dette fund bekræfter, at Første Enoksbog er skrevet før Jesu tid, og at skriftet blev betragtet som helligt i datidens jødiske kredse.

Der blev også fundet flere kopier af Jubilæerbogen i Qumran, hvilket ligeledes bekræfter, at denne bog stammer fra tiden før Jesus.

Vi har derfor i dag et solidt grundlag for at betragte Første Enoksbog og Jubilæerbogen som en del af de jødiske hellige skrifter.

Citat fra Judas brev i Bibelen:

”Det var også dem, Enok, den syvende fra Adam, profeterede om: Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham.” (Judas 1:14-15, Interlinear Bibel)

Citat fra Første Enoksbog:

”Og se! Han kommer med titusinder af hellige for at holde dom over dem, og han vil tilintetgøre de ugudelige og gå i rette med alt kød for alt, hvad synderne og de ugudelige har gjort og begået af ugudeligt mod ham.” (Første Enoksbog 1:9, DGP)

Gudssønnerne forlod himlen

I året 460 efter Adams skabelse blev Jared (Jered) født. I hans dage begyndte nogle af gudssønnerne at fatte begær til de smukke kvinder på jorden, og de ønskede at leve sammen med dem. Derfor forlod de deres opgaver i himlen og steg ned til jorden. Blandt menneskedøtrene tog de sig de kvinder, de havde lyst til. Dette var i strid med Guds vilje, for gudssønnerne var skabt til at leve i den himmelske verden.

I Første Enoksbog læser vi:

”Men Semjaza, der var deres overhoved, sagde til dem: ”Jeg frygter, at I måske ikke for alvor har i sinde at gøre dette, så at jeg alene må bøde for en stor synd”. Men de svarede ham alle og sagde: ”Lad os alle sværge og nedkalde gensidige forbandelser over os alle, på at vi ikke fraviger denne plan, men vil udføre den”. Derpå svor de alle under ét og bandt sig dertil ved indbyrdes forbandelser. Og de var i alt to hundrede, som i Jareds dage steg ned på toppen af bjerget Hermon, og de kaldte bjerget Hermon, fordi de havde svoret og bundet sig ved indbyrdes forbandelser derpå.” (Første Enoksbog 6:3-6, DGP)

De to hundrede gudssønner, som forlod himlen, steg ned til jorden og bedrev utugt. De søgte unaturlige forbindelser med jordens kvinder. Gudssønnerne vidste, at det, de gjorde, var en alvorlig synd.

Gudssønnerne fik børn

”Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til.” (1 Mos 6:1-2, Interlinear Bibel)

”Disse (gudssønnerne)… tog sig hustruer, og hver især udvalgte sig én, og de begyndte at gå ind til dem, og de havde omgang med dem… Og de blev svangre og fødte store kæmper…” (Første Enoksbog 7:1-2, DGP)

”Og de gik ind til menneskedøtrene på jorden og sov hos disse kvinder og besmittede sig, og de åbenbarede dem alle synder. Og kvinderne fødte kæmper, hvorved hele jorden blev fuld af blod og uret.” (Første Enoksbog 9:8-9, DGP)

”… sig til himmelvægterne (gudssønnerne)… Hvorfor forlod I den høje og hellige, evige himmel og lå hos kvinderne og forurenede jer med menneskenes døtre og tog jer hustruer og gjorde som jordens børn og avlede kæmpesønner? Og skønt I var hellige, åndelige, med delagtighed i et evigt liv, forurenede I jer med kvindernes blod og med blodet af kød avlede I børn, og I begærede menneskers blod, og I frembragte kød og blod, som de, der dør og går til grunde, plejer at frembringe.” (Første Enoksbog 15:2-4, DGP)

”Og han (Enok) vidnede for vægterne (gudssønnerne), som syndede med menneskedøtrene; thi de havde begyndt at blande sig for at besmitte sig med menneskedøtrene; og Enok vidnede mod dem alle.” (Jubilæerbogen 4:22, DGP)

Apostlene bekræfter beretningen

Første Mosebog, Første Enoksbog og Jubilæerbogen stemmer overens med apostlenes breve i denne sag. Judas bekræfter i sit brev, at gudssønnerne (englene) begik utugt med jordens kvinder:

”Og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han (Gud) bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag; og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.” (Judas 1:6-7, Bibelen 1992)

For englenes vedkommende henviser udtrykket om det ”fremmede kød” (bogstaveligt: noget andet end det, Gud har bestemt) til deres forbindelse med kvinder. For Sodomas vedkommende henviser det til homoseksuel, naturstridig omgang (Rom 1:27).

Apostlen Peter bekræfter ligeledes, at gudssønnerne var ulydige mod Gud:

”Han (Jesus) blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage…” (1 Pet 3:18-20, Bibelen 1992)

”Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen.” (2 Pet 2:4, Bibelen 1992)

Nephilim – gudssønnernes afkom

Gudssønnerne fik børn med kvinderne, og disse børn voksede op og blev til kæmper, både i højde og styrke. De var et hybridt afkom – halvt menneske og halvt engel. I den hebraiske grundtekst kaldes de Nephilim, et ord der forbindes med det aramæiske naphil, som betyder ”kæmper”.

”Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til… Kæmperne var på jorden i disse dage, men også siden hen, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene, og de fødte dem børn…” (1 Mos 6:1-2, 4, Interlinear Bibel)

”Og det skete, da menneskenes børn begyndte at blive talrige på jordens flade, og der fødtes dem døtre, da så Herrens engle dem i det første år af det jubelår, og fandt at de var skønne at se. Og de tog sig dem til hustruer, alle, som de lystede. Og de fødte dem sønner, og de var kæmper.” (Jubilæerbogen 5:1)

”Han (Gud) tilgav ikke kæmperne fra ældgamle dage, hvis styrke bragte dem på afveje.” (Siraks bog 16:7)

”Dér fødtes kæmperne, de navnkundige fra fortiden, granvoksne og dygtige til krig.” (Baruks bog 3:26)

”Du (Gud) tilintetgjorde dem, der tidligere øvede uret, blandt dem også kæmperne, der satte deres lid til kraft og frækhed: over dem lod du en umådelig mængde vand komme.” (3 Makkabæerbog 2:4)

Skriftstederne fra Siraks bog og Baruks bog er citeret fra Det gamle testamentes apokryfiske bøger, © Det Danske Bibelselskab 1987. 3 Makkabæerbog er citeret fra De gammeltestamentlige Pseudepigrafer, © Det Danske Bibelselskab 2001.

Josefus bekræfter beretningen

Den jødiske historieskriver Flavius Josephus omtaler også gudssønnerne – Guds engle, der havde omgang med kvinder og avlede sønner:

”Sets slægt blev ved med at agte Gud som universets Herre og vandre på dydens vej i syv generationer; men med tiden blev de fordærvede og forkastede deres fædres skikke. De agtede ikke Gud og handlede ikke retfærdigt over for deres næste.

Lige så stor iver de tidligere havde vist for dyden, viste de nu en tilsvarende grad af ondskab ved deres handlemåde, og derved blev Gud deres fjende. Mange af Guds engle havde omgang med kvinder og avlede sønner, der viste sig at være uretfærdige. På grund af deres tillid til egen styrke foragtede de alt, hvad der var godt; ifølge traditionen udførte disse mænd gerninger, der lignede dem, som grækerne kaldte giganter.

Men Noa var dybt bekymret over det, de gjorde, og han forsøgte at overbevise dem om deres onde gerninger og få dem til at omvende sig. Da han så, at de ikke ville høre på ham, men var bundet af deres ondskab, blev han bange for, at de ville slå ham ihjel. Derfor drog han bort fra landet sammen med sin kone, sine børn og deres hustruer.” (Josefus, Jødernes Oldtidshistorie, bog 1, kapitel 3, § 72-74)

Nephilim – vold og ødelæggelse

”Disse og alle de andre (engle) sammen med dem tog sig hustruer, og hver især udvalgte sig én, og de begyndte at gå ind til dem, og de havde omgang med dem… Og de blev svangre og fødte store kæmper, hvis højde var tre tusinde alen (skrivefejl – ifølge andre kilder var deres højde 3 til 4 meter). Disse fortærede alt, hvad menneskene møjsommeligt havde erhvervet, indtil menneskene ikke mere kunne ernære dem. Så vendte kæmperne sig mod dem for at fortære menneskene. Og de begyndte at synde mod fuglene og dyrene og krybdyrene og fiskene og fortære hinandens kød og drikke blodet deraf. Da anklagede jorden lovovertræderne.” (Første Enoksbog 7:1-6, DGP)

”Og de (englene) gik ind til menneskedøtrene på jorden og sov hos disse kvinder og besmittede sig… Og kvinderne fødte kæmper, hvorved hele jorden blev fuld af blod og uret.” (Første Enoksbog 9:8-9, DGP)

”Hvorfor forlod I den høje og hellige, evige himmel og lå hos kvinderne og forurenede jer med menneskenes døtre og tog jer hustruer og gjorde som jordens børn og avlede kæmpesønner?… I forurenede jer med kvindernes blod, og med blodet af kød avlede I børn, og I begærede menneskers blod, og I frembragte kød og blod, som de, der dør og går til grunde, plejer at frembringe.” (Første Enoksbog 15:3-4, DGP)

Hvorfor Gud sendte vandfloden

Menneskene, der levede i Noas dage, blev mere og mere fordærvede. Samtidig påvirkede gudssønnerne og deres børn, Nephilim – som selv var ekstremt onde – menneskene til at vende sig bort fra Jahveh.

Hvis det var lykkedes for Satan at forurene hele menneskeracen, ville han også have kunnet forhindre Menneskesønnens komme, det vil sige ”kvindens afkom”. Hvis gudssønnerne havde fået lov til at avle flere børn, og hvis Nephilim ligeledes havde fået lov til at formere sig, ville de have opnået fuldstændigt herredømme over jorden. Menneskene ville ikke have haft nogen mulighed for at modstå dem.

Til sidst ville også den slægtslinje, som Jesus skulle fødes igennem, være kommet i fare – den slægt, hvorigennem ”kvindens afkom” skulle fremstå (1 Mos 3:15).

Jahveh forudsagde allerede i Edens have, at ”kvindens afkom” skulle knuse Satan. Derfor vidste Satan, at hvis han kunne forhindre dette afkom i at blive født, kunne han også undgå sin egen dom.

Da Satan ikke kendte den præcise slægtslinje, gennem hvilken afkommet skulle komme, synes hans første strategi at have været at bringe hele menneskeslægten i fordærv. Dette forsøg beskrives i 1 Mosebog kapitel 6.

Det lykkedes næsten for ham. Men Jahveh greb ind og sendte vandfloden for at sætte en stopper for denne plan. Samtidig var menneskenes ondskab blevet så stor, at alt, hvad de tænkte og planlagde, var ondt dagen lang. Derfor besluttede Jahveh at tilintetgøre alle mennesker i vandfloden – undtagen Noa og hans familie.

Vandfloden var derfor ikke tilfældig, men et nødvendigt indgreb for at bevare Guds plan.

Vandfloden

”Og vandfloden var over jorden i fyrre dage. Og vandet steg og løftede arken, så den hævede sig over jorden. Og vandet tiltog og blev meget højt over jorden, og arken flød på vandets overflade. Og vandet blev mægtigt, ja, overordentligt voldsomt over jorden, og alle de høje bjerge under himlen blev dækket. Vandet steg yderligere femten alen opad, og bjergene blev dækket. Og alt kød, som rørte sig på jorden, døde: fugle, kvæg, vilde dyr og alle krybdyr, som vrimler på jorden, og alle mennesker. Alt, som havde livets ånde i sine næsebor, alt hvad der var på det tørre land, døde. Og alt levende, som var på jordens overflade, blev udslettet, fra mennesker til kvæg og krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa blev tilbage og dem, der var med ham i arken.” (1 Mos 7:17-23, Interlinear Bibel)

”Derpå sagde den Højeste, den Store og Hellige talte og sendte Uriel til Lameks søn og sagde til ham: ”Gå til Noah og sig til ham i mit navn: ”Skjul dig!” og åbenbar for ham den kommende ende, thi hele jorden skal ødelægges, og en syndflod skal komme over hele jorden og ødelægge, hvad der er på den, og belær ham nu, for at han kan undslippe og hans sæd blive bevaret for alle verdens slægter.” (Første Enoksbog 10:1-3, DGP)

”Gud lod syndfloden komme over jorden og ombragte alt kød og de 409.000 kæmper, og vandet steg 15 alen over de højeste bjerge…” (Den græske Baruksapokalypse 4:10, DGP)

”Du (Gud) tilintetgjorde dem, der tidligere øvede uret, blandt dem også kæmperne, der satte deres lid til kraft og frækhed: over dem lod du en umådelig mængde vand komme.” (3 Makkabæerbog 2:4, DGP)

Nephilim efter vandfloden

I vandfloden blev alle kæmperne tilintetgjort. Alligevel læser vi senere igen om Nephilim. I 4 Mosebog, kapitel 13, fremgår det, at der på Moses’ tid fandtes Nephilim i Kana’ans land.

Men hvis alle Nephilim døde i vandfloden, hvordan kunne de så eksistere på Moses’ tid? Her er det vigtigt at lægge mærke til ordene ”men også siden hen” i 1 Mosebog 6:4:

”Kæmperne var på jorden i disse dage, men også siden hen, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene, og de fødte dem børn. De var heltene fra ældgamle dage, navnkundige mænd.” (Interlinear Bibel)

Noget tyder derfor på, at der ”også siden hen” – altså efter vandfloden – fandt et nyt indfald sted, hvor Nephilim igen kom til syne.

Men hvorfor skulle gudssønnerne forsøge dette igen, når deres tidligere afkom netop var blevet dømt og tilintetgjort af Gud? Hvis vi husker, hvad Jahveh sagde til Noa – at han aldrig mere ville oversvømme jorden – kan det tænkes, at Satan og gudssønnerne mente, at en sådan dom ikke ville gentage sig. Måske troede de derfor, at de denne gang kunne gennemføre deres plan uden at blive stoppet.

Dette senere indfald synes dog ikke at have haft samme omfang som det første, men var begrænset til Kana’ans land. Det rejser spørgsmålet: hvorfor netop dér?

Det tyder på, at Satan efter vandfloden forsøgte at forhindre Jesu slægtslinje i at bosætte sig i Kana’an. Han kendte nemlig til den profeti, som Jahveh havde givet til Abraham. Satan fortsatte altså sin kamp mod Guds plan, selv efter vandfloden.

Løftet til Abraham

”Og jeg vil give dig og dit afkom efter dig det land, hvor du bor midlertidigt, hele Kanaans land, til en evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.” (1 Mos 17:8, Interlinear Bibel)

”Og i dit afkom skal alle jordens nationer velsignes, fordi du adlød min røst.” (1 Mos 22:18, Interlinear Bibel)

Da Satan hørte denne profeti, forstod han, at ”kvindens afkom” skulle fødes gennem Abraham, og at denne slægt skulle bosætte sig i Kana’ans land.

Herefter havde han omkring 400 år til at forberede sig på kampen om det forjættede land. Da israelitterne på Moses’ tid stod foran erobringen af Kana’an, boede der allerede kæmper i landet – og de var klar til kamp.

Vi læser i 4 Mosebog:

”Og Jahveh talte til Moses og sagde: Send mænd af sted for at udspejde Kana’an, som jeg vil give til Israels sønner… og de drog op og udspejdede landet lige fra Sins ørken til Rehob ved Lebo-Hamat… og de vendte tilbage, efter de havde udspejdet landet i fyrre dage… De fortalte Moses: Vi kom ind i det land, du sendte os til… det folk, der bor i landet, er stærkt, og byerne er befæstede og meget store. Vi så også Anaks efterkommere dér…. Alle de folk, vi så i landet, var meget store. Og vi så kæmper (Nephilim) der. Anaks sønner, af kæmperne (Nephilim). Vi var som græshopper i vores egne øjne; det var vi også i deres øjne.” (4 Mos 13:1-33, Interlinear Bibel)

Josefus’ vidnesbyrd

”De (Israel) flyttede deres lejr til Hebron, og da de havde taget byen slog de alle indbyggerne ihjel. Indtil dette tidspunkt var der stadigvæk giganter, de havde meget store kroppe, og et udseende meget anderledes end almindelige mænd, ens øjne blev forbavset over at se dem, og det var frygteligt for ørerne. Knoglerne fra disse mænd kan stadigvæk ses indtil denne dag.” (Josefus, Jødernes Oldtidshistorie, bog 5, kapitel 2, § 125)

Nephilim boede altså i Kana’ans land. Men det var Jahvehs vilje, at Israels folk skulle arve det forjættede land. Ligesom Gud tilintetgjorde kæmperne i Noas dage, befalede han nu, at israelitterne skulle udslette Kana’ans indbyggere.

Jahveh var med Israel og opmuntrede dem til ikke at frygte, for han ville selv føre krigen for dem:

”Men af byerne hos disse folk, som Jahveh din Gud giver dig som arv, må du ikke lade noget levende blive i live. Du skal fuldstændig tilintetgøre dem…” (5 Mos 20:16-17, Interlinear Bibel)

”Og jeg sagde til jer: Frygt ikke og vær ikke bange for dem. Jahveh jeres Gud, som går foran jer, vil kæmpe for jer, sådan som han gjorde for jer i Egypten for jeres øjne.” (5 Mos 1:29-30, Interlinear Bibel)

”Hør, Israel! I skal i dag gå over Jordan for at gå ind og fordrive folkeslag, der er større og mægtigere end dig selv. Byer, store og befæstede helt op til himlen. Et folk stort og højt, anakitternes sønner, som I kender, og som I har hørt det sagt om: ”Hvem kan bestå foran Anaks sønner?” Så vid i dag, at Jahveh jeres Gud er den, der går foran jer som en fortærende ild; han vil ødelægge dem, og han vil bringe dem til fald foran jer…” (5 Mos 9:1-3, Interlinear Bibel)

Josva besejrede kæmperne

”På den tid drog Josva ud og udryddede anakitterne fra bjergene… Josva tilintetgjorde dem fuldstændigt sammen med deres byer. Der blev ingen anakitter tilbage i israelitternes land; kun i Gaza, i Gat og i Ashdod var der nogle tilbage.” (Josva 11:21-22, Interlinear Bibel)

Uden Guds hjælp ville Josva og israelitterne aldrig have kunnet besejre disse store og stærke folk. Jahveh havde lovet Israel at føre kampen for dem, og da han altid holder sine løfter, sendte han en af sine mægtige engle som hjælp. Josva mødte denne engel, inden Israel for alvor skulle begynde erobringen af det forjættede land.

”Og det skete, da Josva var ved Jeriko, at han løftede sine øjne og så. Og se! En mand stod foran ham med sit sværd draget i hånden. Josva gik hen til ham og sagde til ham: Hører du til os eller til vores fjender? Han svarede: Nej, for jeg er fører for Jahvehs hær. Nu er jeg kommet. Da faldt Josva med ansigtet til jorden og tilbad og sagde til ham: Hvad vil min Herre sige til sin tjener? Og føreren for Jahvehs hær sagde til Josva: Tag dine sandaler af dine fødder, for det sted, du står på, er helligt. Og det gjorde Josva.” (Josva 5:13-15, Interlinear Bibel)

Efter at føreren for Jahvehs hær var kommet for at hjælpe Israel, skete der mange mirakuløse begivenheder. Jerikos mure faldt, efter at israelitterne havde gået rundt om byen i syv dage. Gud kastede store sten ned fra himlen, solen stod stille, og månen standsede i en hel dag. Israel gik fra sejr til sejr, og ingen kunne holde stand imod dem (Josva 6:15, 20; 10:11-13). Sejrene var ikke menneskers værk, men et tydeligt bevis på Jahvehs indgriben.

Nephilim blev til dæmoner

Da Nephilim døde i vandfloden, udgik deres ånd af deres legemer. Disse ånder er det, Skriften omtaler som dæmoner. De er onde ånder, og en del af dem har siden Noas dage hjemsøgt menneskene med fordærvelse og ødelæggelse.

I Enoks bog læser vi følgende om englene og deres afkom:

”Og han tog til orde og talte til mig, og jeg hørte hans røst: Frygt ikke, Enok, du retfærdige mand og retfærdighedens skriver; kom herhen og hør min røst! og gå og sig til himmelvægterne (de faldne engle)… I var tidligere åndelige, med delagtighed i et evigt, udødeligt liv, til alle verdens slægter, og derfor bestemte jeg ingen kvinder for jer; thi himlens åndelige har deres boliger i himlen. Og nu skal de kæmper, som blev avlet af ånderne og kødet, kaldes onde ånder på jorden, og på jorden skal deres boliger være. Onde ånder er udgået af deres kød, thi de blev skabt ovenfra, og fra de hellige vægtere var deres begyndelse og første oprindelse. Onde ånder skal de være på jorden og kaldes onde ånder.

Himlens ånder skal have deres boliger i himlen, og jordens ånder, som blev født på jorden, skal have deres boliger på jorden. Og ånderne af kæmperne, Nephilim, som øver fordærvelse og overfald og kæmper og bringer ødelæggelse på jorden og volder sorg, de spiser ikke noget, de tørster ikke og kan ikke iagttages. Og disse ånder vil rejse sig mod menneskebørnene og mod kvinderne, thi de er udgået fra dem.” (Første Enoksbog 15:1-12, DGP)

Disse ånder udgør dermed en vedvarende usynlig påvirkning, som siden Noas dage har virket blandt menneskene.

Dæmonernes virke på jorden

”Fra kæmpernes drabs og ødelæggelses og døds dage, da ånderne gik ud af deres køds sjæle, skal de ødelægge uden dom – således skal de ødelægge indtil dagen for fuldendelsen af den store dom, når den store verden afsluttes, over vægterne og de ugudelige, alt skal fuldendes. Og sig nu til vægterne, som sendte dig for at gå i forbøn for dem, som tidligere var i himlen, sig nu: I var i himlen, og alle hemmeligheder var endnu ikke åbenbaret for jer, men I kendte en forkastelig hemmelighed, og denne fortalte I i jeres hjertes hårdhed til kvinderne, og ved denne hemmelighed øver kvinder og mænd meget ondt på jorden. Sig derfor til dem: I skal ingen fred have.” (Første Enoksbog 16:1-4, DGP)

Forplantning er kun nødvendig for dødelige mennesker – ikke for gudssønnerne. Derfor bestemte Gud ingen kvinder for himlens engle. Gudssønnerne begik en grov synd ved deres omgang med jordiske kvinder, og derfor holder Gud dem nu bundet i mørkets lænker indtil dommen.

Frugten af denne forbindelse mellem engle og kvinder var kæmperne, som blev dræbt i vandfloden. Deres ånder blev til onde ånder, eller dæmoner, som nu virker på jorden. Uden dom (Enok 16:1) kan de anrette skade og ødelæggelse, indtil dette verdensløb afsluttes ved den store dom, hvor de vil blive endeligt straffet.

Dæmonerne er altså de ånder, der stammer fra de kæmper, som døde i vandfloden sammen med de uretfærdige mennesker. Satan bruger dem til at føre mange på vildspor. De er bundet til jorden – deres bolig er her – og de har ikke adgang til himlen, ligesom Satan og hans faldne engle. De er fremkommet ved forbindelsen mellem ånd og kød, og deres natur er ond.

Dæmonernes virke efter vandfloden

Efter vandfloden begyndte de onde ånder ret hurtigt at fordærve Noas efterkommere. I Jubilæerbogen læser vi:

”Og i den tredje uge i det jubelår begyndte de urene ånder at forlede og forføre og fordærve Noas sønners børn… Og han (Noa) bad til Gud Herren og sagde… lad ikke de onde ånder få magt over dem, for at de ikke skal udrydde dem fra jorden. Men velsign du mig og mine sønner, så vi trives og bliver mange og opfylder jorden. Og du ved, hvordan dine vægtere, disse ånders fædre, har handlet i mine dage. Så forvar da disse ånder, som er i live, og læg dem i lænker på fordømmelsesstedet, så de ikke skal fordærve din tjeners sønnesønner, min gud; thi de er ondsindede og skabt til at fordærve. Lad dem ikke få magt over de levendes ånder, thi du alene kender deres dom. Og lad dem ikke have herredømme over de retfærdiges sønner fra nu og indtil evig tid.

Og Herren vor Gud sagde til os, at vi skulle binde dem alle. Og åndernes fyrste Mastema (Satan) kom frem og sagde: Herre, skaber! Levn nogle af dem for mig, så de kan adlyde mig og gøre alt det, jeg siger til dem; thi hvis der ikke levnes mig nogle af dem, kan jeg ikke udøve mit herredømme over menneskenes børn. Thi de (de onde ånder) er sat til at ødelægge og forføre før min dom. Thi menneskenes børns ondskab er stor. Og han sagde: En tiendedel af dem skal levnes ham og de ni tiendedele fare ned til fordømmelsesstedet… Og vi udførte hele hans befaling: alle de onde, som var ondsindede, bandt vi på fordømmelsesstedet, og en tiendedel af dem levnede vi, for at de kunne lyde under Satan på jorden.” (Jubilæerbogen 10:1-11, DGP)

Dæmonernes lærdomme i verden

Vi læser, at en tiendedel af dæmonerne fik lov til at blive på jorden for at tjene under Satan, mens de øvrige ni tiendedele blev sendt til fordømmelsesstedet, det vil sige afgrunden.

Siden da har Satan brugt denne tiendedel af dæmonerne til at ødelægge og forføre mennesker og til at udøve sit herredømme over verden. Dette gælder både den verdslige og den religiøse magt. Satan er nemlig denne verdens hersker (Luk 4:5-6) og denne verdens gud (2 Kor 4:4).

Nogle af disse onde ånder møder vi på Jesu tid. De bad ham om ikke at sende dem ned i afgrunden:

”Jesus spurgte ham: Hvad er dit navn? Legion, svarede han, for der var faret mange dæmoner i ham. Og de (dæmonerne) bad Jesus om ikke at befale dem at fare ned i afgrunden.” (Luk 8:30-31, Bibelen 1992)

Både Enok og Paulus omtaler dæmonernes lærdomme, som fører mennesker på vildspor:

”… og de (dæmonerne) vil føre dem (menneskene) til at ofre til dæmonerne som guder, indtil den store doms dag, på hvilken de skal dømmes, så at de helt udryddes.” (Første Enoksbog 19:1, DGP)

”Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme.” (1 Tim 4:1, Bibelen 1992)

Skriften viser, at dæmonerne ikke kun virker gennem åbenlys ondskab, men også gennem vildledende religiøse lærdomme. Når mennesker tilbeder guder, som ikke er den sande Gud, rettes tilbedelsen i virkeligheden mod de åndemagter, der står bag.

Når Menneskesønnen kommer

I Matthæus 24:37-39 beskriver Jesus de tilstande, der vil herske på jorden kort før hans genkomst:

”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For som de var i dagene før floden: De åd og drak, giftede sig og bortgiftede, indtil den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før floden kom og tog dem alle. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” (Matt 24:37-39, Interlinear Bibel)

Jesus viser, at mennesker i Noas dage var optaget af deres daglige liv – de spiste, drak og giftede sig – uden at være opmærksomme på den forestående dom.

Men 1 Mosebog, kapitel 6, giver et dybere billede: menneskenes ondskab var blevet stor, jorden var fordærvet og fyldt med vold. Samtidig siger Skriften, at samfundet også var påvirket af gudssønnerne og deres børn, Nephilim.

Jesus forudsagde, at disse tilstande ville gentage sig. De samme former for ondskab og fordærv, som prægede menneskene før vandfloden, vil igen være til stede, når han kommer for at frelse de trofaste.

I Åbenbaringens bog læser vi desuden, at åndemagterne i afgrunden i de sidste tider får lov til at stige op for at forføre og plage menneskene. Meget tyder derfor på, at de kræfter, der var virksomme i Noas dage, igen vil gøre sig gældende før Jesu genkomst.

Gudssønnernes oprør med Satan

Vi ved, at de gudssønner, som i Noas dage havde omgang med jordens kvinder, nu er i fængsel og holdes i mørkets lænker i afgrunden. Ifølge Jubilæerbogen blev også ni tiendedele af deres afkom, Nephilim, lagt i lænker på fordømmelsesstedet, det vil sige afgrunden (1 Pet 3:19-20; 2 Pet 2:4; Jub 10:5-11).

Ifølge Åbenbaringens Bog fulgte mange af gudssønnerne Satan i hans oprør – måske helt op til en tredjedel af himlens engle:

”Og et andet tegn viste sig på himlen, se, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og på hans hoveder syv kroner. Og hans hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem til jorden… Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen. Og dragen og dens engle tog kampen op, men de havde ikke styrken, og de havde ikke længere deres plads i himlen. Og den store drage blev kastet ud, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan. Den som forfører hele den beboede verden, blev kastet til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham.” (Åb 12:3-4, 7-9, Interlinear Bibel)

Åndemagterne i denne verden

De gudssønner, som fulgte Satan i hans oprør, omtales i Skriften som ”ondskabens åndemagter i himmelrummet”. Paulus skriver:

”I øvrigt, mine brødre, bliv stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer hele Guds rustning, så I kan stå imod Djævelens snigløb. For vi kæmper ikke mod kød og blod, men mod magterne, mod myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” (Ef 6:10-12, Interlinear Bibel)

I Hebræerbrevet 2:5 bliver der indirekte sagt, at den nuværende verden er underlagt og regeret af de faldne engle:

”For han (Gud) lagde ikke den kommende verden, som vi taler om, under engle.” (Interlinear Bibel)

Når apostlen skriver, at den kommende verden ikke vil blive underlagt engle, kan vi i lyset af Efeserbrevet 6:10-12 slutte, at den nuværende verden er underlagt og påvirket af disse åndemagter. Dette stemmer også med Satans egne ord:

”… alle verdens riger… al denne magt og deres herlighed, for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil.” (Luk 4:5-6, Interlinear Bibel)

Satan og hans faldne engle samt dæmonerne får dog ikke lov til at gøre, hvad de vil. Deres magt og virksomhed er underlagt Guds kontrol. Men når vi nærmer os endetiden, vil Gud give de åndemagter, der er bundet i afgrunden, lov til at komme op. Sammen med de øvrige dæmoner vil de gå ud for at forføre og vildlede alle dem, som ikke har taget imod kærlighed til sandheden.

Gudssønnerne løslades fra afgrunden

”Og den femte engel blæste i sin basun. Og jeg så en stjerne, som var faldet fra himlen ned på jorden, og nøglen til afgrundens brønd blev givet til den. Og han åbnede afgrundens brønd, og der steg røg op af brønden… Og ud af røgen kom der græshopper frem over jorden, og der blev givet dem magt, som jordens skorpioner har magt.” (Åb 9:1-3, Interlinear Bibel)

”For lovløshedens hemmelighed er allerede virksom; kun det, som nu holder tilbage, gør det, indtil det bliver fjernet. Og da skal den lovløse åbenbares, ham som Herren skal fortære med sin munds ånde og tilintetgøre ved sin tilsynekomsts herlighed. Hans komme sker i overensstemmelse med Satans virke med al kraft og tegn og løgnagtige undere og med al uretfærdighedens forførelse…” (2 Thess 2:7-10, Interlinear Bibel)

I Åbenbaringen 9:1-3 ser vi, at afgrunden åbnes. Det tyder på, at de åndemagter, som har været bundet siden Noas dage, bliver sat fri.

Paulus skriver samtidig, at noget ”holder tilbage”, indtil den lovløse åbenbares. Det peger på en begrænsning, som endnu hindrer de onde åndemagter i at udfolde sig fuldt ud.

I lyset af Åbenbaringen er det nærliggende at forstå denne begrænsning som afgrunden. Når den åbnes, ophæves tilbageholdelsen, og den lovløse kan åbenbares og træde frem med Satans kraft og bedrag.

Gudssønnerne og dæmonerne, som har været bundet i tusinder af år, vil da gå ud over jorden for at forføre og plage menneskene. Dermed gentager de samme kræfter fra Noas dage deres indflydelse over menneskene.

Satan bliver kastet i afgrunden

Når Jesus kommer, vil han føre krig mod Dyret og jordens konger (Åb 19:19). Han vil sejre og befale sine engle at gribe Satan og hans engle og kaste dem i afgrunden, hvor de skal være bundet i tusind år (Åb 20:1-3). Derefter vil Jesus Kristus, som konge i Guds rige, sammen med sine medregenter genoprette alt det, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeter.

Skriften siger tydeligt, at der venter verden en frygtelig trængsel før Jesu genkomst, og mange vil miste livet. Derfor må vi stå faste i troen på den eneste sande Gud, Jahveh, og ham, han har udsendt, Jesus Kristus (Joh 17:3).

Lad os derfor spænde sandheden som bælte om lænden og iføre os Guds fulde rustning, så vi kan stå imod på den onde dag og holde stand mod ondskabens åndemagter i himmelrummet:

”Stå derfor fast, spænd sandhed om lænden og ifør jer retfærdighedens brynje. Og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Frem for alt, grib troens skjold, hvormed I vil kunne slukke alle den ondes brændende pile. Tag også frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.” (Ef 6:14-17, Interlinear Bibel)

Kun ved at holde fast ved sandheden kan vi stå imod den vildfarelse, som vil komme over verden.

Kort opsummering:

Gudssønnerne og Nephilim hører tæt sammen i Bibelens beretning om Noas dage. Gudssønnerne var Guds engle, og deres børn blev kaldt Nephilim. Nogle af dem forlod deres plads i himlen og fik børn med menneskers døtre, hvilket førte til stor ondskab før vandfloden. Det er Bibelens egen forklaring.

Vil du have et kort og klart svar på, hvem gudssønnerne er?

Hvem er gudssønnerne i Bibelen?

Du kan også læse:

Prøv din tro

Se alle artikler