Om Skriften.dk
Skriften.dk er en uafhængig hjemmeside til gavn for alle, som studerer Bibelen. Her kan du undersøge, hvad Bibelen lærer, uden religiøse traditioner og trosbekendelser.
Hjemmesiden er fri for sekterisme og støtter ingen religion, kirke, trossamfund eller sekt. Den er ikke bundet af kirkelige eller menneskelige trosbekendelser, men alene af sandheden, som den kommer til udtryk i Skriften, Guds ord.
Hjemmesiden står uafhængigt af personlige og sekteriske interesser. Formålet er at hjælpe seriøse bibelstuderende med at forstå, hvad Bibelen lærer.
Der er ingen skjult dagsorden, og læseren ledes ikke til en bestemt religion eller trosretning.
Hjemmesiden er under opbygning, og der vil løbende blive tilføjet nye artikler.
Troslærdomme
Artiklerne på Skriften.dk er baseret på et samvittighedsfuldt studium af Bibelen, udført med et oprigtigt ønske om at forstå, hvad Gud har åbenbaret.
De troslærdomme, der fremsættes på Skriften.dk, bør kun accepteres, hvis de stemmer overens med Skriften. Finder læseren, at noget ikke stemmer med det, der står skrevet, bør det forkastes.
Artiklerne har til formål at hjælpe læseren til selv at undersøge, forstå og vurdere, om religiøse traditioner og trosbekendelser stemmer overens med det, Bibelen lærer.
Målet er at lade teksten tale i sin egen sammenhæng og give et klart billede af dens budskab. Det er ikke hensigten at påtvinge bestemte opfattelser, men at lede den enkelte til selv at drage sine egne konklusioner på grundlag af det, der står skrevet.
Apostlen Johannes formaner os til at prøve ”ånderne”, om de er fra Gud (1 Joh 4:1). Det gør vi ved Skriften.
Apostlen Paulus formaner os også til ikke at gå ud over det, der står skrevet. Det er Guds ord, der skal være grundlaget – ikke menneskelige traditioner.
Paulus sagde: ”Hold jer til Skriften” (1 Kor 4:6).
Fordomme og forudindtagethed
Mange nærmer sig Guds ord med en forudindtaget holdning. De søger bekræftelse på det, de allerede har lært – fra opvækst, trossamfund eller undervisning.
Denne forudindtagethed kan skabe en form for blindhed, hvor man ikke er åben for det, der faktisk står skrevet. Den kan gøre det vanskeligt at stille spørgsmål – og endnu sværere at ændre opfattelse, selv når Skriften taler klart.
Der er ikke mange, der undersøger deres tro med et oprigtigt ønske om at finde sandheden. Ofte sker studiet enten af praktiske grunde eller for at forsvare allerede etablerede trosopfattelser.
Den rette fremgangsmåde er at lade Skriften tale for sig selv. Det kræver oprigtighed, ydmyghed og vilje til at lade sig vejlede af det, der står skrevet.
Om redaktøren
Redaktøren og udgiveren af hjemmesiden har studeret religion, Bibelen, Koranen, kirkehistorie og forskellige trossamfund. Han har gennem mange år arbejdet målrettet med at identificere Skriftens grundlærdomme, og resultatet af dette arbejde fremgår af de artikler, der er tilgængelige på hjemmesiden.
Redaktøren er uafhængig og har af samvittighedsgrunde, på baggrund af Skriftens klare budskab, valgt at stå uden for religion. Derfor er han ikke medlem af nogen kirke, trossamfund eller religiøs organisation.
Hjemmesiden har ikke til formål at fremhæve redaktøren som person. Fokus er udelukkende på Skriften og dens budskab.
Når fokus flyttes fra Skriften til et menneske, kan mennesker begynde at følge et menneske frem for det, der står skrevet. Derfor er det vigtigt, at troen hviler på Skriften og ikke på mennesker. Som der står skrevet: ”Stol ikke på mennesker, de kan ikke frelse.” (Sl 146:3)
Målet er, at hver enkelt selv undersøger, hvad Bibelen lærer, og drager sine egne konklusioner. Derfor undgås enhver form for personlig fremhævelse. Formålet er ikke at samle tilhængere, men at opmuntre læseren til selv at undersøge, hvad der står skrevet.
Bibeloversættelser
Der citeres primært fra Interlinear Bibel, men også lejlighedsvis fra den danske autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992 (herefter: Bibelen 1992).
Der henvises også til tidligere danske oversættelser fra 1871, 1907, 1931 og 1948 samt til forskellige engelske bibeloversættelser.
Redaktøren foretrækker at anvende en interlinear bibel i sit studium for at opnå en dybere forståelse af grundteksten. Oversættelser kan variere i ordvalg, og derfor er det vigtigt også at undersøge den hebraiske og græske grundtekst. Dette gælder særligt ved centrale lærespørgsmål.
Med en interlinear bibel kan du selv undersøge Bibelens oprindelige tekst og se, hvad der faktisk står. Her vises grundteksten sammen med en direkte ord-for-ord-oversættelse, så du får et mere præcist indblik i tekstens betydning.
Det giver mulighed for at gå bag om almindelige oversættelser, som til tider kan være præget af fortolkninger, traditioner eller trosopfattelser. På den måde kan teksten vurderes ud fra Skriften selv og ikke alene gennem andres gengivelser. Derfor er den interlineare Bibel et værdifuldt redskab for enhver, der ønsker at studere Skriften grundigt.
Hvis læseren ikke selv har en interlinear bibel, kan de gratis onlineudgaver nedenfor bruges som nyttige redskaber i studiet.