I 5 Mosebog 6:4 står der, at Gud er echád (én). Nogle siger, at ordet betyder »en sammensat enhed«, og at det derfor beviser, at Gud er en treenighed. Er det rigtigt?
Nej, påstanden er ikke korrekt. Det hebraiske ord echád betyder ikke i sig selv »en sammensat enhed«. Når ordet bruges om Gud i 5 Mosebog 6:4, fortæller det derfor heller ikke, at Gud består af flere personer.
Echád er det almindelige hebraiske ord for »én«. Det kan bruges om ét menneske, én genstand eller én gruppe. Hvad der er tale om, fremgår af sammenhængen – ikke af ordet »én« alene.
Argumentet om en »sammensat enhed« bygger ofte på eksempler, hvor echád bruges om noget, der består af flere dele. Nogle henviser til én drueklase eller til manden og kvinden, som bliver ét kød. Men her er det vigtigt at skelne mellem ordet »én« og det, ordet beskriver.
Når vi siger »én flok«, ved vi, at flokken består af flere individer. Det ved vi på grund af ordet »flok«, ikke på grund af ordet »én«. Ordet »én« fortæller blot, at der er én flok og ikke to eller flere. Det samme gælder, når vi siger »én familie«, »én gruppe« eller »ét bundt«. I ingen af disse tilfælde betyder ordet »én« pludselig »flere«.
Echád bruges også om Abraham
At echád ikke nødvendigvis beskriver noget, der består af flere, ses tydeligt i de skriftsteder, hvor ordet bruges om Abraham:
»Menneskesøn, indbyggerne i disse ruiner i Israels land siger: ‘Abraham var én (echád), og han fik landet i eje.’«
(Ezekiel 33:24, Interlinear Bibel)
Det hebraiske ord bag »én« er echád. Abraham var én person. Der er intet i ordet, som antyder, at han bestod af flere personer.
Esajas bruger det samme ord om Abraham:
»Se hen til Abraham, jeres far, og til Sara, som fødte jer. For han var én (echád), da jeg kaldte ham, og jeg velsignede ham og gjorde ham talrig.«
(Esajas 51:2, Interlinear Bibel)
Her sammenlignes den ene Abraham med de mange efterkommere, han fik. Ordet echád bruges altså om ét enkelt menneske. Derfor kan man ikke hævde, at ordet i sig selv betyder, at der er flere personer eller dele.
Ét kød og én drueklase
I 1 Mosebog 2:24 står der, at manden og kvinden skal blive »ét kød«. Her bruges også ordet echád. Men vi ved fra sammenhængen, at teksten handler om to mennesker, som forenes. Den oplysning kommer ikke fra ordet »ét«.
Adam og Eva beskrives som ét kød, men teksten siger ikke, at de bliver to personer i ét væsen. Derfor kan deres forhold ikke uden videre bruges som en forklaring på treenighedslærens påstand om tre personer i ét guddommeligt væsen.
Et andet eksempel findes i 4 Mosebog 13:23. Da spejderne undersøgte Kana’ans land, skar de en gren af med »én drueklase«, som de bar mellem sig på en stang. Ordet »én« er igen echád.
Klasens mange druer gør den ikke til flere klaser. Der er stadig kun én klase. At den består af flere druer, fremgår af ordet »drueklase«, ikke af ordet »én«.
Disse eksempler viser, at echád kan bruges om noget, der består af flere dele. Men det er noget andet end at sige, at ordet selv betyder »en sammensat enhed«. Det danske ord »én« fungerer på samme måde: Vi kan tale om både én person og én gruppe, uden at ordets betydning ændres til »flere«.
Hvad siger 5 Mosebog 6:4?
I Israels trosbekendelse står der:
»Hør, Israel! Jahveh vor Gud, Jahveh er én (echád) .«
(5 Mosebog 6:4, Interlinear Bibel)
Teksten siger, at Jahveh er én. Den siger ikke, at han er tre personer, eller at han består af Faderen, Sønnen og hellig ånd.
Hvis man vil hævde, at Gud er tre personer i ét væsen, må man derfor finde begrundelsen andre steder. Man kan ikke hente den i ordet echád. At ordet kan bruges om en gruppe, beviser ikke, at Gud er en gruppe af personer.
Samtidig skal vi heller ikke lade ordet »én« alene afgøre, hvem Gud er. Det spørgsmål må vi undersøge ud fra det, Skriften ellers siger om ham.
Den ene Gud og Jesus Kristus
Jesus citerer 5 Mosebog 6:4 i Markus 12:29 og bekræfter dermed, at Gud er én. Senere i samme kapitel henviser han til Salme 110:1, hvor Jahveh taler til en anden, som David kalder sin herre (Markus 12:35-37). Teksten skelner altså mellem Jahveh og den Herre, der er Messias.
Denne forskel bliver endnu tydeligere i Jesu bøn til Faderen. Jesus omtaler Faderen som »den eneste sande Gud« og sig selv som den, Faderen har udsendt (Johannes 17:3).
Paulus skriver på samme måde:
»Men for os er der én Gud, Faderen […] og én Herre, Jesus Kristus.«
(1 Korinther 8:6, Interlinear Bibel)
Her siger Paulus direkte, at den ene Gud er Faderen. Samtidig skelner han mellem Faderen og Jesus Kristus. Det stemmer med, at Jesus efter sin opstandelse stadig omtaler Faderen som sin Gud:
»Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og min Gud og jeres Gud.«
(Johannes 20:17, Interlinear Bibel)
Det er disse klare udsagn, der viser, hvem den ene Gud er. Forklaringen bygger ikke på, at echád skulle være et særligt ord for »én person«, men på, at Skriften skelner mellem Gud og hans søn.
Konklusion
Påstanden om, at echád betyder »en sammensat enhed« og derfor beviser treenigheden, er forkert. Ordet betyder grundlæggende »én«. Det kan bruges om både én person og noget, der består af flere dele. Men det er sammenhængen, der fortæller os, hvad der beskrives.
Én drueklase består af flere druer, fordi den er en drueklase. Abraham er én person, fordi teksten handler om ét menneske. Ordet echád betyder »én« i begge tilfælde.
Når Jahveh beskrives som én i 5 Mosebog 6:4, giver ordet derfor ikke noget bevis for, at han er tre personer i ét væsen. Den tanke ligger ikke i selve ordet. Den skal læses ind i teksten, og det er netop, hvad man gør, når man bruger echád som bevis for treenigheden.
Jesus omtaler Faderen som den eneste sande Gud, og Paulus siger, at den ene Gud er Faderen. Begge skelner mellem ham og Jesus Kristus, hans søn.
Relaterede artikler
© 2026 Skriften.dk