Er Gud en treenighed?
Treenighedslæren siger, at den ene Gud er Faderen, Sønnen og den hellige ånd: tre forskellige personer, som er lige evige og deler den samme guddommelige natur. Dette er en central lære i den religion, der hedder kristendommen.
Læren om den treenige Gud er blandt andet formuleret i den såkaldte athanasianske trosbekendelse. Den anerkendes som dogmatisk skrift af den romersk-katolske kirke, de lutherske kirker og flere andre vestlige kirkesamfund. Den fastslår, at enhver, der ikke tror på den treenige Gud, ”vil uden tvivl gå evig fortabt”.
Spørgsmålet om Guds treenighed får dermed afgørende betydning i religionen kristendommen. Ifølge den athanasianske trosbekendelse er troen på treenigheden afgørende for, om et menneske får evigt liv eller går evigt fortabt.
Men hvad siger Bibelen? Beskriver den Gud som en treenig Gud?
Spørgsmålet afgøres ikke ved blot at tælle, hvor mange gange Faderen, Jesus og ånden nævnes sammen. Vi må undersøge, hvem Skrifterne kalder Gud, hvad de siger om Jesus, og hvordan de beskriver Guds ånd.
Hvem er den ene Gud?
Israels tro begynder med bekendelsen:
”Hør, Israel! Jahveh vor Gud, Jahveh er én” (5 Mos 6:4, Interlinear Bibel)
Da Jesus blev spurgt om det vigtigste bud, henviste han netop til disse ord (Mark 12:29–30). Han præsenterede ikke en ny forståelse, hvor den ene Gud Jahveh skulle være tre personer. Han opfordrede mennesker til at elske Israels Gud af hele deres hjerte.
Jesus talte også direkte til sin Fader om ”dig, den eneste sande Gud” og om ”Jesus Kristus, som du har udsendt” (Joh 17:3). Her skelner han mellem den Gud, han beder til, og sig selv som den udsendte. Det er et naturligt sted at begynde, fordi Jesus selv fortæller, hvem hans Gud er.
Efter sin opstandelse sagde Jesus til Maria Magdalene:
”Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader, og til min Gud og jeres Gud” (Joh 20:17, Interlinear Bibel).
Han omtaler altså stadig Faderen som sin Gud. Den samme måde at tale på findes senere i Åb 3:12, hvor den ophøjede Jesus flere gange siger ”min Gud”. Disse udsagn kræver en forklaring, hvis Jesus selv skulle være den samme som Gud den Højeste, som er Faderen.
Faderen omtaler aldrig Sønnen som sin Gud. Forskellen er værd at lægge mærke til: Sønnen siger, at han har en Gud, men Faderen siger aldrig, at han har en Gud. Hvordan stemmer det med læren om, at de begge er Gud den Højeste?
Paulus skelner mellem Gud og Herren Jesus
Paulus skriver:
”Men for os er der én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham; og én Herre, Jesus Kristus, gennem hvem alle ting er, og vi gennem ham.” (1 Kor 8:6, Interlinear Bibel)
Både Faderen og Jesus har en enestående plads. Alligevel identificerer Paulus udtrykkeligt den ene Gud som Faderen og den ene Herre som Jesus Kristus.
En treenighedstilhænger kan indvende, at Paulus her ikke udelukker Jesu guddommelighed. Det er en fortolkning, som bør tages alvorligt. Men verset siger ikke, at Faderen og Sønnen er to lige evige personer i ét guddommeligt væsen. Hvis vi lader Paulus’ egne ord være udgangspunktet, er det Faderen, han kalder ”én Gud”.
Noget lignende ser vi i Ef 4:4–6: én ånd, én Herre og ”én Gud og alles Fader, som er over alle”. Også her optræder ånden, Herren og Gud i samme sammenhæng, uden at teksten dermed definerer dem som tre personer i én Gud. Paulus omtaler tydeligt Jesus som Herren og Faderen som den ene Gud.
Jesus er Guds søn og hans udsendte
I evangelierne beder Jesus til Faderen, adlyder ham og modtager en opgave fra ham. Han siger:
”Min lære er ikke min, men hans, som sendte mig.” (Joh 7:16, Interlinear Bibel)
I sin bøn i Getsemane siger han:
”Dog ikke som jeg vil, men som du vil.” (Matt 26:39, Interlinear Bibel)
Her møder vi et virkeligt forhold mellem en søn og hans Fader.
Jesus beder til Faderen og retter sig efter hans vilje. Treenighedstilhængere forklarer dette med, at Jesus levede som menneske på jorden. Men vi bør også spørge, hvordan Jesus selv beskriver sit forhold til Faderen.
Jesus siger, at Faderen er ”større end jeg” (Joh 14:28), og at ”Sønnen intet kan gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre” (Joh 5:19). Disse udsagn må læses i deres sammenhæng, men de bør heller ikke bortforklares. De viser, at Jesus selv skelner mellem sin stilling og Faderens.
Jesu afhængighed ophører ikke med hans opstandelse. Ifølge 1 Kor 15:24–28 overgiver Kristus til sidst kongeriget til Gud og Faderen. Paulus præciserer, at Gud, som underlægger Sønnen alt, selv er undtaget. Derefter skal Sønnen underlægge sig ham, ”for at Gud kan være alt i alle”. Paulus beskriver her en fremtidig begivenhed og fastholder fortsat forskellen mellem Gud og hans søn.
Hvad viser Jesu forhold til Faderen?
Da Jesus blev døbt, steg han op af vandet, Guds ånd kom over ham, og en stemme fra himlen sagde: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag” (Matt 3:16–17). Faderen taler om Jesus som sin søn. Beretningen viser et forhold mellem dem, som vi også møder i resten af Jesu liv.
Da Jesus hang på pælen, råbte han: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27:46). Efter sin opstandelse sagde han, at han ville stige op til ”min Gud og jeres Gud” (Joh 20:17). Hvem var den Gud, Jesus bad til, kaldte sin Gud og steg op til? Det kunne jo ikke være ham selv.
Jesus blev også fristet af Satan (Matt 4:1–11). Jakob skriver derimod, at Gud ikke kan fristes af det onde (Jak 1:13). Hebræerbrevet siger, at Jesus lærte lydighed gennem det, han led (Hebr 5:8). Det var virkelige erfaringer for Jesus. Hvordan skal vi forstå dem, hvis han selv var Gud den Højeste?
Jesu viden og myndighed giver anledning til lignende spørgsmål. Han sagde, at dagen og timen kun kendes af Faderen, ikke af Sønnen (Mark 13:32). Da disciplene spurgte om pladserne ved hans højre og venstre hånd, sagde han, at det ikke stod til ham at give dem; de var bestemt af Faderen (Matt 20:20–23). Jesus modtog ære og herlighed fra Gud (2 Pet 1:17). Jesus taler altså om noget, Faderen ved og bestemmer, men som Sønnen ikke ved eller bestemmer. Så kan Jesus jo ikke være Gud selv.
Jesus døde, og han sagde senere: ”Jeg var død” (Åb 1:18). Peter siger, at Gud oprejste ham fra de døde (ApG 5:30). Paulus beskriver Gud som den, der har udødelighed (1 Tim 6:16). Her må vi tage Jesu død alvorligt: Det var Jesus, der døde, og Gud, der oprejste ham. Hvis Jesus selv var Gud den Højeste, hvordan kunne han så dø og blive oprejst fra de døde af Gud?
Efter opstandelsen så Stefanus Jesus stå ved Guds højre hånd (ApG 7:55–56). Hebræerbrevet siger ligeledes, at han tog sæde ved Majestætens højre hånd (Hebr 1:3). Paulus kalder ham ”mellemmand mellem Gud og mennesker” (1 Tim 2:5). Jesus er altså den, der står hos Gud og formidler mellem Gud og mennesker. Til sidst skal Sønnen selv underlægge sig den Gud, som har underlagt ham alt (1 Kor 15:28). Dette viser også, at Sønnen ikke kan være den samme som Gud den Højeste.
Treenighedstilhængere vil svare, at Faderen og Sønnen er forskellige personer, og at Jesu begrænsninger, lidelser og død hører til hans liv som menneske. Samtidig fastholder de, at Faderen, Sønnen og den hellige ånd ikke er tre adskilte guder, men én Gud. Det rejser fortsat et spørgsmål: Hvor siger Skriften, at den søn, som kalder Faderen sin Gud, modtager myndighed fra ham og til sidst underlægger sig ham, samtidig er lige med ham som Gud den Højeste?
Er hellig ånd en tredje person?
Bibelen taler om Guds ånd på mange måder. Ånden kommer over mennesker, gives til dem, fylder dem og udgydes over dem (Luk 1:35; ApG 2:17–18; Ef 5:18). I Luk 1:35 står hellig ånd og ”den Højestes kraft” tæt sammen i en parallel formulering. Og i Luk 24:49 forklares Guds ånd som ”kraft fra det høje”, hvilket også understøtter formuleringen i Luk 1:35.
Når Paulus skriver om ”Guds ånd” og ”Kristi ånd” (Rom 8:9), knytter han ånden tæt til Gud og til Kristus. Når Jesus siger, at Faderen vil give hellig ånd til dem, der beder ham (Luk 11:13), fremstilles ånden som noget, Gud giver. Disse tekster passer bedre med Guds egen virksomme kraft end med læren om en tredje person i en treenighed.
Jesu ord i Matthæus 28:19 bliver af treenighedstilhængere brugt som et bevis for, at Guds ånd er en person i den treenige Gud: ”Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.” Men dette skriftsted er problematisk. Det synes nemlig underligt, at disciplene ikke gjorde, hvad Jesus havde påbudt dem. Det fremgår nemlig klart, at man i den ældste menighed kun døbte i ”Jesu Kristi navn” (ApG 2:38; 8:16; 10:48; 19:5).
Euseb, som var en af kirkens første store historikere, har efterladt sig skrifter, hvori dette skriftsted, Matt 28:19–20, citeres flere gange og i følgende form:
”Gå derfor hen og gør disciple af alle folkeslag i mit navn, idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”
Læg mærke til, at der ikke tales om dåb i denne tekst. Dåbsordene ”idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn” er måske på et senere tidspunkt blevet sat ind i stedet for ordene ”i mit navn”. Dette kan ikke bevises, men omstændighederne omkring citaterne i Eusebs skrifter og det faktum, at Jesu disciple kun døbte i Jesu navn, peger på, at disse ord er blevet tilføjet. Men under alle omstændigheder beviser ordene ikke, at Guds ånd er en tredje person i en treenighed.
Hvordan opstod treenighedslæren?
De første disciple brugte ikke formuleringen ”én Gud i tre personer”. De talte om Gud Faderen, hans søn Jesus Kristus og Guds ånd. Efterhånden som troen bredte sig i den græsk-romerske verden, begyndte kristne lærere at forklare forholdet mellem dem med nye begreber. Nogle brugte filosofiske tankegange, mens andre hævdede at have en særlig, dybere erkendelse, gnosis. Paulus havde advaret mod ”filosofi og tomt bedrag”, der bygger på menneskers overlevering i stedet for på Kristus (Kol 2:8).
De kristne forfattere forholdt sig forskelligt til dette. Irenæus skrev i slutningen af 100-tallet imod det, han kaldte ”falsk gnosis”, og fremhævede troen overleveret fra apostlene. Klemens af Alexandria brugte derimod gnosis om en dybere kristen forståelse, som efter hans mening byggede på troen. Omkring begyndelsen af 200-tallet brugte Tertullian begreber som ”treenighed”, ”person” og ”substans” til at forklare forholdet mellem Faderen, Sønnen og ånden. Han var selv kritisk over for filosofiens indflydelse, men hans formulering viser, at hans egen teologi nu brugte ord, som ikke findes i Bibelens egne beskrivelser.
I begyndelsen af 300-tallet opstod en omfattende strid om Sønnens forhold til Faderen. Arius, som var ældste ved Boukalis-kirken i Alexandria, hævdede, at Sønnen havde en begyndelse. Hans opfattelse blev modsagt af biskop Alexander af Alexandria og hans diakon Athanasius. Kejser Konstantin indkaldte biskopper til Nikæa i år 325. Kirkemødet afviste Arius’ opfattelse og kaldte Sønnen ”sand Gud af sand Gud”, ”født, ikke skabt” og af samme væsen (homoousios) som Faderen. Hellig ånd blev kun nævnt kort: ”Og på den hellige ånd.”
Striden mellem tilhængerne af Arius’ lære og den nikæanske lære fortsatte efter kirkemødet. Athanasius blev biskop i Alexandria i år 328 og en af Arius’ mest fremtrædende modstandere. Han fastholdt, at Sønnen ikke var skabt, men havde samme væsen som Faderen. Striden var altså ikke afsluttet, blot fordi biskopperne havde vedtaget en trosbekendelse i Nikæa.
Ved kirkemødet i Konstantinopel i år 381 fastholdt biskopperne trosbekendelsen fra Nikæa. Den længere trosbekendelse, som forbindes med mødet, beskrev nu også ånden som ”Herre og livgiver”, der udgår fra Faderen og tilbedes og æres sammen med Faderen og Sønnen. Året efter beskrev biskopper i Konstantinopel deres tro som én guddommelighed med tre forskellige personer. Sådan fik treenighedslæren gradvis den form, der senere blev grundlaget for kirkens lære om Gud.
Treenighedslæren læses ind i Skriften
Et argument mod treenighedslæren handler om måden, bibelteksterne fortolkes på. Efter min opfattelse tilsidesætter læren de klare udsagn i Skriften og lægger i stedet større vægt på mindre klare tekster. Den overser forskellen mellem Gud den Højeste og Kristus, den salvede. I flere af de skriftsteder, der bruges som bevis for treenigheden, nævnes Faderen, Sønnen og den hellige ånd ganske vist sammen. Men teksterne siger ikke, at de er tre lige evige personer i én Gud. Den tanke må læses ind i teksten.
Ingen steder i Bibelen finder vi treenighedslæren fremstillet, sådan som den senere blev formuleret i kirkens trosbekendelser. Læren bliver læst ind i Skriften i stedet for at blive uddraget af den. Forskellen kaldes ofte eisegese og eksegese: Eisegese er at læse sine egne tanker ind i teksten; eksegese er at undersøge, hvad teksten selv siger i sin sammenhæng.
Mange fejl opstår netop, fordi mennesker forsøger at læse deres egne tanker ind i Skriften. Eller de finder et vers, som ser ud til at støtte deres opfattelse, og derefter ignorerer de resten af Skriften. En bibelsk lære må derfor prøves mod Skriften som helhed.
Derfor bør vi ikke nøjes med at spørge, om et bibelsted kan forenes med treenighedslæren. Vi må spørge, om bibelstedet faktisk lærer den. Samtidig må vi tage Jesu og apostlenes klare udsagn om Faderen og Sønnen alvorligt, også når de ikke passer med en senere trosbekendelse.
Konklusion
Skriften identificerer Faderen som den ene Gud. Jesus kalder ham den eneste sande Gud og sin egen Gud. Paulus skriver, at der for os er én Gud, Faderen, og én Herre, Jesus Kristus. Jesus er Guds søn, den Herre Gud har ophøjet, og den, som Gud handler gennem. Hellig ånd beskrives som Guds kraft, der virker i Jesus og i hans folk.
Treenighedstilhængerne forsøger at samle bibelteksterne i en senere teologisk formulering. Efter min vurdering går den formulering længere, end Skriften selv gør. Jeg mener derfor ikke, at Bibelen lærer, at Gud er tre lige evige personer i ét væsen. Det er ikke en nedvurdering af Jesus. Det er et forsøg på at tage både hans ophøjede stilling og hans egne ord om Faderen alvorligt.
Den vigtigste prøve er stadig at læse teksterne i deres sammenhæng: Hvem kalder Jesus Gud? Hvem kalder apostlene den ene Gud? Og lærer de steder, hvor Faderen, Sønnen og ånden nævnes sammen, faktisk det, som treenighedslæren siger?
Relaterede artikler
Udforsk mere
© 2026 Skriften.dk