Hvad er Riget for Israel?
Riget for Israel har sin begyndelse i et løfte, som Gud gav Abraham for omkring 4.000 år siden. Da Abraham stod og så ud over Kana’ans land, sagde Gud til ham:
”Løft nu dine øjne og se fra det sted, hvor du er, mod nord og mod syd og mod øst og mod vest. For hele det land, som du ser, vil jeg give til dig og til dit afkom for evigt.” (1 Mos 13:14-15, Interlinear Bibel)
Senere blev det åbenbaret, at konger skulle nedstamme fra Abraham, og at hans efterkommere skulle blive til nationen Israel.
Men hvad er egentlig riget for Israel? Er det det samme som Guds rige? Har Gud forkastet Israel, eller vil han stadig opfylde de løfter, han gav til Abraham, Isak og Jakob?
For at besvare disse spørgsmål må vi undersøge, hvad Skriften siger.
Guds løfte til Abraham
Det var efterkommere gennem Abrahams søn Isak, der skulle arve dette land (1 Mos 17:19, 21). Disse efterkommere blev senere organiseret som Israels folk og dannede nationen med de tolv stammer. Det var denne nation, Gud udvalgte blandt alle jordens folk til at være sit ejendomsfolk og til hvem han gav sine pagter og løfter.
Læg mærke til, at Gud gav løftet til Abraham uden at knytte betingelser til selve løftet. Landet, der var tale om, var Kana’ans land – det land, som i dag kaldes Palæstina. Dette land skulle tilhøre Abrahams efterkommere gennem Isak.
Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvad Gud lovede, men om Gud vil opfylde det, han har lovet. Skriften siger vedrørende Guds trofasthed:
”Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve, eller en menneskesøn, at han skulle ombestemme sig. Har han sagt det og ikke gjort det? Har han talt det og ikke opfyldt det?” (4 Mos 23:19, Interlinear Bibel)
”Sådan skal mit ord være, som udgår af min mund; det skal ikke vende tomt tilbage til mig, men det skal udføre det, som jeg har behag i, og det skal have fremgang i det, som jeg har sendt det til.” (Es 55:11, Interlinear Bibel)
”Han har givet føde til dem, der frygter ham; for evigt vil han huske sin pagt.” (Sl 111:5, Interlinear Bibel)
Skriften understreger igen og igen, at Gud er trofast mod sine løfter og pagter. Derfor er spørgsmålet om Israels fremtid i sidste ende et spørgsmål om Guds troværdighed. Hvis Gud ikke opfylder det, han lovede Abraham, hvordan kan vi så stole på hans øvrige løfter? Bibelen viser tværtimod, at Gud husker sin pagt og fuldfører det, han har lovet.
Hvad er riget for Israel?
Guds løfte om landet blev ikke kun givet til Abraham. Det blev senere stadfæstet over for hans søn Isak:
”Bliv i dette land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; for til dig og dit afkom vil jeg give alle disse lande, og jeg vil stadfæste den ed, som jeg svor til din far Abraham. Og jeg vil gøre dit afkom talrigt som himlens stjerner, og jeg vil give dit afkom alle disse lande.” (1 Mos 26:3-4, Interlinear Bibel)
Senere blev løftet også givet til Jakob, Isaks søn:
”Jeg er Jahveh, din far Abrahams Gud og Isaks Gud. Landet, som du ligger på, vil jeg give til dig og til dit afkom.” (1 Mos 28:13, Interlinear Bibel)
Efterhånden åbenbarede Gud mere af sin hensigt. Israels folk skulle ikke blot arve landet; de skulle også have et kongerige. Da tiden var inde, udvalgte Gud David til at være konge over Israel. Det var ikke folket, der valgte ham, men Gud selv (ApG 13:22).
David var af Judas stamme og blev beskrevet som en mand efter Guds hjerte. Med ham sluttede Gud en særlig pagt om riget:
”Og dit hus og dit kongerige skal stå fast for evigt foran dig; din trone skal være grundfæstet for evigt.” (2 Samuel 7:16, Interlinear Bibel)
Riget for Israel var derfor det kongerige, som Gud oprettede blandt Israels tolv stammer. Jerusalem blev dets hovedstad, og Davids slægt fik løftet om den evige kongetrone. Når Bibelen senere taler om genoprettelsen af riget for Israel eller Davids faldne hytte, er det Davids kongerige, der er tale om.
Riget for Israel bliver omstyrtet
Gud førte Israel ud af Ægypten, oprettede en pagt med dem og gav dem sin lov. Han gav dem Kana’ans land og viste dem sin yndest gang på gang. Men Israels folk vendte sig gentagne gange bort fra Gud, tilbad afguder og forkastede hans bud. Derfor sendte Gud sine profeter for at advare dem om de konsekvenser, deres troløshed ville få.
Profeten Moses havde længe forinden forudsagt, at ulykken ville ramme Israel, hvis folket vendte sig bort fra Gud:
”For jeg ved, at efter min død vil I visselig fordærve jer selv og vige bort fra den vej, som jeg har befalet jer; og ulykken skal møde jer i de sidste dage, fordi I vil gøre det onde i Jahvehs øjne og vække ham til vrede ved jeres hænders værk.” (5 Mos 31:29, Interlinear Bibel)
Da Israel fortsatte sin ulydighed, lod Gud de forbandelser, som Moses havde talt om, komme over nationen (5 Mos 29:9-27). Kort før Davids kongerige blev omstyrtet, udtalte Gud gennem profeten Ezekiel:
”Ruin, ruin, ruin vil jeg gøre den til! Også dette skal ikke være, før han kommer, som retten tilhører, og jeg vil give det til ham.” (Ez 21:27, Interlinear Bibel)
Israels troløshed blev til sidst så stor, at Gud lod den babyloniske konge Nebukadnesar komme imod Jerusalem med sin hær. Byen blev ødelagt, templet brændt, og kong Sidkija blev ført bort til Babylon (2 Kong 25:1-10).
Med Jerusalems ødelæggelse i 587 f.Kr. blev Davids kongerige omstyrtet. Gud brugte den babyloniske konge Nebukadnesar som sit redskab til at bringe denne dom over Israel. Selvom Jerusalem senere blev genopbygget under Nehemias, blev Davids kongerige ikke genoprettet. Israel var fortsat underlagt fremmede verdensriger – først Babylon, siden Perserriget, derefter Grækenland og til sidst Romerriget.
Siden Davids kongeriges fald har ingen konge siddet på Davids trone i Jerusalem.
Israel overladt til dem selv
Da Jahveh sendte sin søn til Israel, blev han mødt med den samme modstand, som tidligere havde ramt Guds profeter. Til sidst blev han forkastet og slået ihjel. Dermed fuldendte nationen det mønster af modstand mod Gud og hans udsendinge, som havde præget dens historie gennem århundreder.
”Jerusalem, Jerusalem, du som dræber profeterne og stener dem, som er sendt til dig! Hvor ofte har jeg ønsket at samle dine børn, ligesom en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver efterladt til jer øde.” (Matt 23:37-38, Interlinear Bibel)
På Jesu tid var Israel stadig uden en konge af Davids slægt. Nationen var underlagt Romerriget, og mange håbede på, at Messias ville befri dem fra det romerske herredømme og genoprette Israels storhed. Men da Jesus kom, forkastede størstedelen af folkets ledere ham og nægtede at tage imod ham som den lovede Messias. Derfor advarede Jesus om, at der ville komme en ny dom over Jerusalem. Ligesom byen tidligere var blevet ødelagt af Babylon på grund af folkets ulydighed, ville den igen blive ramt af ødelæggelse.
”Og Jesus gik ud og forlod templet. Og hans disciple kom hen for at vise ham templets bygninger. Men han svarede dem: Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg jer: Her skal ikke efterlades sten på sten, som ikke skal brydes ned.” (Matt 24:1-2, Interlinear Bibel)
På grund af folkets ugudelighed trak Gud sin beskyttelse tilbage, og Jerusalem skulle ødelægges, og templet skulle lægges øde.
Denne dom blev opfyldt i år 70 e.Kr., da den romerske hær under Titus ødelagde Jerusalem og templet.
Men betyder det, at Gud forkastede sit folk Israel?
Har Gud forkastet sit folk Israel?
Nogle drager hurtigt den konklusion, at Gud må have forkastet sit folk Israel, fordi Jesus sagde, at deres hus skulle efterlades øde, og fordi han sagde, at Guds rige skulle tages fra dem (Matt 21:43). Men tidligere har vi set, at Gud gav Abraham et ubetinget løfte, og at Skriften igen og igen understreger Guds trofasthed. Hvad siger Bibelen derfor direkte om spørgsmålet: Har Gud forkastet sit folk Israel?
Paulus skriver i Romerbrevet:
”Jeg spørger da: Har Gud forkastet sit folk? Det være langt fra! For også jeg er israelit, af Abrahams afkom, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han forud kendte.” (Rom 11:1-2, Interlinear Bibel)
Paulus giver et klart svar: Gud har ikke forkastet sit folk. Men dette er ikke det eneste sted, hvor Skriften siger det. Gennem profeterne gentager Gud det samme løfte.
”Så siger Jahveh, som giver solen til lys om dagen og månens og stjernernes love til lys om natten, som oprører havet, så dets bølger bruser. Hærskarers Jahveh er hans navn: Hvis disse ordninger viger bort fra mit ansigt, siger Jahveh, da skal også Israels afkom ophøre med at være en nation foran mig for evigt. Så siger Jahveh: Hvis himlene deroppe kan måles, og jordens grundvolde nedenunder kan udforskes, da vil også jeg forkaste hele Israels afkom for alt det, de har gjort, siger Jahveh.” (Jer 31:35-37, Interlinear Bibel)
”Har du ikke bemærket, hvad dette folk siger: De to slægter, som Jahveh udvalgte, har han også forkastet? Således foragter de mit folk, så det ikke længere er en nation i deres øjne. Så siger Jahveh: Hvis min pagt med dag og nat ikke består, og hvis jeg ikke har fastsat himlens og jordens ordninger, da vil jeg også forkaste Jakobs afkom og min tjener David, så jeg ikke tager af hans afkom til herskere over Abrahams, Isaks og Jakobs afkom. For jeg vil vende deres fangenskab og forbarme mig over dem.” (Jer 33:24-26, Interlinear Bibel)
Gud har altså ikke forkastet sit folk Israel. Lige så sikkert som solen, månen og stjernerne fortsætter deres løb, lige så sikkert vil Gud ikke forkaste Jakobs afkom. Og lige så sikkert vil han ikke ophæve løftet om Davids herskerdynasti.
Selvom Gud lod Jerusalem og templet blive ødelagt, og selvom nationen gennem lange perioder har været underlagt fremmede magter, viser Skriften, at hans løfter stadig står fast. Derfor peger profetierne frem mod en tid, hvor Davids kongerige igen skal blive genoprettet.
Jesus skal genoprette riget for Israel
Jesus talte ikke kun om frelse for nationerne. Han talte også om en fremtidig genoprettelse af Israel. Til sine disciple sagde han:
”Og Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg jer: I, som har fulgt mig, skal i genoprettelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, også sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.” (Matt 19:28, Interlinear Bibel)
Jesus forudsætter her, at Israels tolv stammer igen skal have deres plads i Guds plan. Det stemmer overens med profetien i Esajas:
”Det er for lidt, at du skulle være min tjener til at oprejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende tilbage; jeg vil også gøre dig til et lys for nationerne, så du kan være min frelse til jordens ende.” (Es 49:6, Interlinear Bibel)
Guds tjener, Jesus Kristus, skal ikke blot være et lys for nationerne. Han skal også oprejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende tilbage.
Denne genoprettelse omtales også af profeten Amos:
”På den dag vil jeg rejse Davids faldne hytte op, og jeg vil mure dens revner til. Og jeg vil rejse dens ruiner op og genopbygge den som i fortidens dage, for at de kan tage Edoms rest i besiddelse og alle de nationer, over hvilke mit navn er kaldt, siger Jahveh, som gør dette.” (Amos 9:11-12)
Davids faldne hytte er et billede på Davids kongerige, som blev omstyrtet ved Jerusalems fald. Gud lover, at dette kongerige skal genopbygges ”som i fortidens dage”.
Det samme løfte gentages i Apostlenes Gerninger:
”Efter disse ting vil jeg vende tilbage, og jeg vil genopbygge Davids faldne tabernakel; dets ruiner vil jeg genopbygge, og jeg vil rejse det op igen.” (ApG 15:16, Interlinear Bibel).
Efter sin opstandelse spurgte disciplene derfor Jesus:
”Da de nu var kommet sammen, spurgte de ham og sagde: Herre, er det på dette tidspunkt, du genopretter riget for Israel? Han sagde til dem: Det tilkommer ikke jer at kende tider eller fastsatte tider, som Faderen har fastsat ved sin egen myndighed.” (ApG 1:6-7, Interlinear Bibel)
Jesus afviste ikke disciplenes forventning om en genoprettelse af riget for Israel. Han sagde blot, at tidspunktet tilhørte Faderen.
Selve ordet genoprette er betydningsfuldt. Det er en gengivelse af det græske ord apo-kathistaneis, som betyder at genoprette noget til dets oprindelige tilstand. (Exegetical Dictionary of the New Testament, Horst Balz & Gerhard Schneider, 1990, vol. 1, s. 129).
Der er derfor ikke tale om oprettelsen af et nyt kongerige, men om genoprettelsen af noget, som tidligere havde eksisteret. Disciplene spurgte ikke Jesus, om han ville oprette et nyt rige for Israel, men om han ville genoprette det rige, som tidligere havde eksisteret under Davids slægt. Det stemmer overens med profetierne om Davids faldne hytte, som Gud lovede at genopbygge. Disciplene spurgte heller ikke om oprettelsen af Guds rige, men om genoprettelsen af riget for Israel. Det viser, at der er tale om to forskellige kongeriger.
Et jordisk kongerige – ikke Guds rige
Andre profetier viser også, at der er tale om et jordisk kongerige. Profeterne taler ikke om et himmelsk Jerusalem, men om Jerusalem, Israels folk og det land, Gud lovede Abraham.
Esajas taler om den dag, hvor Gud igen vil trøste sit folk og tale fred til Jerusalem:
”Trøst, trøst mit folk, siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte og råb til hende, at hendes krigstjeneste er fuldendt, at hendes misgerning er sonet; for hun har modtaget dobbelt fra Jahvehs hånd for alle sine synder.” (Es 40:1-2, Interlinear Bibel)
Jeremias går endnu videre og beskriver, hvordan Jerusalem igen skal bygges op. Han nævner konkrete steder og byporte, som kun giver mening, hvis der er tale om den jordiske by Jerusalem:
”Se, dage kommer, siger Jahveh, da byen skal bygges for Jahveh fra Hananels tårn til Hjørneporten. Og målesnoren skal igen strækkes videre til Garebs høj og dreje mod Goah. Og hele dalen med ligene og asken og alle markerne til Kedron-bækken, helt til hjørnet af Hesteporten mod øst, skal være hellig for Jahveh. Den skal aldrig mere rykkes op eller nedbrydes til evig tid.” (Jer 31:38-40, Interlinear Bibel)
Begge profetier omtaler konkrete steder, Jerusalem og Jakobs afkom. De peger derfor på en fremtidig genoprettelse af Israels nationale kongerige og ikke på oprettelsen af Guds rige.
Israels historie vidner om Guds trofasthed
Siden Davids kongerige blev omstyrtet i 587 f.Kr., har Israel været uden en konge af Davids slægt. Og siden Jerusalems og templets ødelæggelse i år 70 e.Kr. har jøderne levet uden tempel, præstetjeneste og ofre, sådan som profeterne forudsagde (Hos 3:4; Ez 21:30-32; Matt 24:1-2). Alligevel er de blevet bevaret som et særskilt folk blandt verdens nationer.
Det er bemærkelsesværdigt, at et folk, som i omkring 1.900 år levede spredt blandt andre nationer uden sit eget hjemland, alligevel har bevaret sin identitet. Mange folkeslag er gennem historien blevet opslugt af andre kulturer eller er helt forsvundet. Jøderne har derimod bevaret deres nationale identitet, selv om de levede spredt over store dele af verden.
Da staten Israel blev oprettet i 1948, fik jøderne igen et nationalt hjemland. De fik derimod ikke Davids kongerige tilbage. Staten Israel er et parlamentarisk demokrati og ikke det kongerige, som Bibelen kalder riget for Israel.
For mange bibelstuderende er dette et vidnesbyrd om Guds trofasthed mod de løfter, han gav Abraham, Isak, Jakob og David.
Jødernes tilbagevenden til deres gamle hjemland har derfor vakt stor interesse blandt bibelstuderende. Mange ser disse begivenheder i lyset af Bibelens profetier om Israels fremtidige genoprettelse. Det er dog ikke den moderne historie, der danner grundlaget for denne forventning, men de løfter, Gud selv gav gennem sine profeter. Historien kan være bemærkelsesværdig, men det er Skriften, der er den afgørende autoritet.
Flere skriftsteder om Israels genoprettelse
Hvis du ønsker at undersøge emnet nærmere, er der mange flere skriftsteder, som taler om Guds forhold til Israel og dets fremtidige genoprettelse. Nedenstående oversigt kan bruges som udgangspunkt for et videre bibelstudium.
Mosebøgerne
3 Mos 26:44-45.
5 Mos 4:31; 30:3-10.
Historiske bøger
1 Sam 12:22.
2 Sam 7:24.
Salmer
Sl 14:7; 69:36-37; 89:4-5, 34-38; 94:14; 105:7-11.
Profeterne
Es 11:1-16; 14:1-2; 27:6, 12-13; 41:8-9; 44:21; 49:6, 14-26; 55:3; 61:4-9.
Jer 16:14-15; 23:1-8; 24:5-7; 30:1-24; 31:1-40; 32:37-44; 33:6-26.
Ez 11:16-20; 20:33-40; 28:24-26; 34:11-31; 36:1-38; 37:1-28; 39:21-29.
Hos 2:2, 20; 3:4-5; 11:8-11; 14:5-10.
Amos 9:11-15. ApG 15:16.
Mika 2:12-13; 5:1-8.
Sef 3:12-13, 17-20.
Zak 8:7-8, 13; 9:16; 10:3-12.
De græske skrifter
ApG 15:16
Rom 11:1-2, 25-29; 15:8.
Hebr 8:7-13.
Kort opsummering
Vi har nu set, at riget for Israel var det kongerige, som Gud oprettede blandt Israels tolv stammer og gav til Davids slægt. Selvom kongeriget blev omstyrtet på grund af Israels ulydighed, viser Skriften igen og igen, at Gud ikke har forkastet sit folk.
Profeterne taler om en fremtidig genoprettelse af Israel, Jerusalem og Davids trone. Jesu disciple forventede også denne genoprettelse, og Jesus afviste ikke deres forventning. Tværtimod viser Skriften, at Gud stadig vil opfylde de løfter, han gav til Abraham, Isak, Jakob og David.
Gud gav Abraham et ubetinget løfte om, at hans efterkommere gennem Isak skulle være hans folk og arve Kana’ans land til evig tid. Dette løfte vil blive opfyldt, selv om Israel som folk var ulydigt mod Gud. Guds løfter afhænger af hans trofasthed og kan ikke gøres ugyldige af menneskers ulydighed.
Ifølge profeternes ord venter der derfor Israel en fremtidig genoprettelse. Gud er trofast mod sine pagter og forkaster ikke det folk, som han forud kendte.
Relaterede artikler
Udforsk mere
© 2026 Skriften.dk