Hvad er et menneske?
Hvad er et menneske? Har det en udødelig sjæl? Hvad vil dets skæbne blive i fremtiden? Disse spørgsmål er lige så gamle som mennesket selv og har været genstand for diskussion lige siden de første mennesker, Adam og Eva, levede i Edens have. Århundreder igennem har de været genstand for debat blandt verdens førende tænkere. Inden for religion og videnskab har man brugt megen tid på at finde tilfredsstillende svar.
Videnskaben er kommet til den konklusion, at mennesket blot er en højt udviklet form for dyreliv, som er fremkommet gennem milliarder af års udvikling. Et menneske har en mere kompliceret organisme og evner, der rækker ud over, hvad der kendetegner de øvrige former for dyreliv. Videnskaben har imidlertid ikke kunnet finde noget klart bevis på, at mennesket besidder udødelighed. Der findes intet påviseligt, som viser, at mennesket har en udødelig sjæl.
I modsætning hertil påstår de fleste af verdens religiøse ledere, at mennesket har en udødelig sjæl. De mener, at det netop er heri, hovedforskellen mellem mennesket og de øvrige livsformer består. De siger, at sjælen er den udødelige og åndelige del af mennesket, som forlader det ved døden. Ifølge denne opfattelse fortsætter sjælen sin eksistens efter døden, enten hos Gud i himlen eller i en evig straftilstand. Men er det virkelig, hvad Bibelen lærer?
Bibelen giver svar
Bibelen giver os svaret på spørgsmålet: Hvad er et menneske? Derfor må vi søge svaret i Skrifterne. Andre vil måske basere deres svar på menneskers meninger. Men hvis sådanne meninger ikke støtter sig på de hellige skrifter, kan de ikke give os det rette svar. Hvis vi oprigtigt ønsker at kende sandheden, må vi lade Bibelen tale for sig selv.
Salmisten gav udtryk for den rette indstilling, da han sagde:
”Lad mig kende dine veje, Jahveh; lær mig dine stier. Led mig i din sandhed og lær mig, for du er min frelses Gud; på dig venter jeg hele dagen.” (Sl 25:4-5, Interlinear Bibel)
Nu til spørgsmålet: Hvad er et menneske? Salmisten stillede et lignende spørgsmål:
”Hvad er et menneske, at du husker på ham, og en menneskesøn, at du tager dig af ham? For du har gjort ham lidt ringere end Gud og kronet ham med herlighed og ære. Du gjorde ham til hersker over dine hænders værker; du lagde alt under hans fødder: alle får og okser, ja også markens dyr, himlens fugle og havets fisk, alt som færdes på havets stier.” (Sl 8:4-9, Interlinear Bibel)
Disse ord var i virkeligheden profetiske. I Hebræerne 2:5-9 anvender apostelen dem på Guds søn, som blev ”mennesket Kristus Jesus” og blev gjort lidt ringere end englene.
Et menneske er en sjæl
I 1 Mosebog 2:7 skildres det første menneskes skabelse med disse enkle ord:
”Og Jahveh Gud formede mennesket af støv fra jorden og blæste livets ånde i hans næsebor; og mennesket blev en levende sjæl.” (Interlinear Bibel)
Den danske bibeloversættelse af 1931 og 1992 anvender her ordet ”væsen” i stedet for sjæl. Men en sådan oversættelse af det hebraiske ord nephesh, sjæl, skjuler den sande mening.
Skriften siger, at mennesket er en kombination af to ting, nemlig ”støv fra jorden” og ”livets ånde”. Foreningen af disse to bestanddele frembragte en levende sjæl, mennesket Adam. Senere skabte Gud en kvinde til Adam. Han lod en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog Gud et af hans ribben. Af dette ribben formede han en kvinde (1 Mos 2:21-22). Mennesket er derfor både mand og kvinde.
Ifølge Skriften modtog mennesket ikke en sjæl, det ”blev en levende sjæl” – Se også 1 Kor 15:45.
I 1 Mosebog 1:30 kaldes fugle, dyr og kryb for levende sjæle, hvilket kan ses i den gamle danske bibeloversættelse fra 1871, mens det er skjult i oversættelsen fra 1931 og 1992. I 4 Mosebog 31:28 fremgår det også, at Bibelen kalder både mennesker og dyr for sjæle. Her læser vi i den danske bibeloversættelse fra 1871:
”Du skal hæve som afgift til HERREN fra krigsmændene… een sjæl af hver fem hundrede, både af mennesker og af stort kvæg og af asener og af småt kvæg.” I oversættelsen fra 1931 og 1992 har man i dette vers ganske simpelt udeladt ordet sjæl og i stedet skrevet ”et stykke” og ”en enkelt”.
Religionsledernes påstand om, at mennesket har en udødelig sjæl og er forskellig fra dyrene, stemmer derfor ikke overens med hvad der står i Skriften. Bibelen siger, at både mennesker og dyr er sjæle. Menneskets forrang frem for dyrene skyldes, at det er skabt i Guds billede (1 Mos 1:26). Mennesket er skabt i Guds billede, er den ypperste skabning på jorden og fik tildelt herredømmet over dyrene (1 Mos 1:28).
Hvis mennesket virkelig er en sjæl og ikke har en sjæl, er det vigtigt at undersøge, hvordan Bibelen bruger ordet sjæl. Det kan ikke afgøres ud fra tradition eller almindelig tale, men må afgøres ud fra Skriftens egen brug af ordene.
Ordet Sjæl – Nephesh
I vores bibler benyttes ordet ”sjæl” til at gengive det hebraiske ord nephesh, og det græske ord psyché. Ordet nephesh forekommer 757 gange i de hebraiske skrifter, mens ordet psyché forekommer 103 gange i de græske skrifter. Ved hjælp af bibelordbøger kan man finde alle de skriftsteder, hvor disse ord forekommer.
Når man undersøger de i alt 860 forekomster af ordene nephesh og psyché, vil man opdage, at disse ord ikke ét eneste sted i Skriften sættes i forbindelse med udødelighed eller evigt liv. Der findes heller ikke noget skriftsted i Bibelen, som siger, at menneskets sjæl er udødelig.
Dette er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, hvor central læren om sjælens udødelighed er i mange religiøse traditioner. Hvis denne lære virkelig var en grundlæggende bibelsk sandhed, måtte man forvente, at Bibelen klart og tydeligt underviste om den. Men når man undersøger Skriftens brug af ordene nephesh og psyché, finder man ingen sådanne udsagn.
Tværtimod anvendes ordene om levende mennesker og dyr, om personer, liv og skabninger af kød og blod. Bibelen beskriver derfor sjælen som noget levende og dødeligt, ikke som en usynlig og udødelig del af mennesket, der lever videre efter døden. Man kan derfor undre sig over, at så mange religionsledere lærer, at sjælen er udødelig. Denne lære kan ikke være hentet fra Skriften.
Som seriøse bibelstuderende kan vi derfor ikke godtage læren om, at mennesket har en udødelig sjæl.
Hvis læseren selv ønsker at undersøge emnet nærmere, kan følgende bibelordbøger anbefales:
- Young’s Analytical Concordance
- Strong’s Exhaustive Concordance
Mennesket er dødeligt
At menneskesjælen er dødelig, fremgår af mange skriftsteder i Bibelen. En udødelig sjæl kan ikke dø, men Skriften siger om et menneske:
”Se, alle sjæle tilhører mig. Både faderens sjæl og sønnens sjæl tilhører mig. Den sjæl som synder, den skal dø.” (Ez 18:4, Interlinear Bibel)
Ezekiels ord er ikke et enkeltstående eksempel. Tværtimod anvendes ordet nephesh mange steder i de hebraiske skrifter om mennesker, som kan dø eller blive dræbt. Dette er i direkte modstrid med forestillingen om, at sjælen skulle være udødelig.
I Bibelens hebraiske skrifter anvendes ordet nephesh (sjæl) i det mindste 54 gange om et menneske i en sådan forbindelse, at det tydeligt ses, at sjælen kan slås ihjel. Et eksempel herpå finder vi i Josva 10:28-39. I disse vers står der hele syv gange, at sjælen blev dræbt eller udryddet med sværd. Her er et eksempel fra vers 28:
”Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen med sværdets æg og udryddede dens konge, dem og alle sjæle i den. Han lod ingen overlevende tilbage. Og han gjorde mod kongen af Makkeda, som han havde gjort mod kongen af Jeriko.” (Josva 10:28, Interlinear Bibel)
Dette kan man også se i den danske bibeloversættelse fra 1931, mens det er skjult i oversættelsen fra 1992.
Det er en kendsgerning, at alle levende skabninger af kød og blod har livsblod i deres årer. Profeten Jeremias sagde til Israel, som på den tid var besudlet med blodskyld:
”Selv på dine klæders skørter findes blodet af de uskyldige fattiges sjæle. Du fandt dem ikke i færd med indbrud, men dette blod findes på alt dette.” (Jer 2:34, Interlinear Bibel)
Her ses det tydeligt, at ordet ”sjæle” bruges i betydningen skabninger af kød og blod. Der findes mange lignende eksempler i Skriften. Bibelen bruger altså ikke ordet sjæl om en usynlig del af mennesket, men om selve personen. Når de fattiges blod blev udgydt, var det deres sjæle, deres liv, der blev taget.
I Bibelens hebraiske skrifter anvendes ordet nephesh i 243 tilfælde om mennesker som dødelige skabninger. En sjæl kan f.eks. slås ihjel med et sværd, som vi så i Josva 10:28-39. Vi finder også et eksempel herpå i Salmernes bog:
”Udfri min sjæl fra sværdet, min eneste fra hundens hånd.” (Sl 22:20, Interlinear Bibel)
I de græske skrifter bruges ordet psyché på tilsvarende måde. Både de hebraiske og de græske skrifter vidner således om det samme: Sjælen beskrives som dødelig og afhængig af livet, ikke som en udødelig del af mennesket.
Jesus udgød sin sjæl til døden
Esajas kapitel 53, som indeholder profetien om Messias lidelser, giver nogle meget tydelige eksempler på Bibelens brug af ordet ”sjæl”.
”… Hvis hans sjæl sættes som et skyldoffer, skal han se afkom, han skal forlænge sine dage, og Jahvehs vilje skal lykkes ved hans hånd… Derfor vil jeg give ham del blandt de store, og med de stærke skal han dele byttet, fordi han udgød sin sjæl til døden…” (Es 53: 10-12, Interlinear Bibel)
Hvis Jesus havde været en udødelig sjæl, kunne han ikke have givet sit liv som løsesum. Netop fordi han var et virkeligt menneske, kunne han dø på menneskehedens vegne.
Læren om genløsningen viser, at det var en sjæl (Adam), der syndede, og at en tilsvarende sjæl (et menneske) måtte ofres, for at mennesket kunne genløses. Fordi Jesus ”udgød sin sjæl til døden” tilvejebragte han genløsningsbetalingen for Adam og alle hans børn. Af denne udtalelse i Bibelen fremgår det tydeligt, at også mennesket Kristus Jesus var dødeligt. Han havde ikke en udødelig sjæl. Jesus, menneskesjælen, døde.
I Matthæus 10:28 har vi et eksempel på hvordan ordet ”sjæl” benyttes i betydningen fremtidigt liv som en sjæl:
”Og frygt ikke dem, der dræber legemet, men ikke er i stand til at dræbe sjælen. Frygt derimod ham, som er i stand til at tilintetgøre både sjæl og legeme i Gehenna.” (Interlinear Bibel)
Dette vers spiller ofte en central rolle når nogle forsøger at bevise at sjælen er udødelig. Hvad disse ord i virkeligheden siger er, at vi bør frygte Gud, fordi han kan tilintetgøre ikke alene vort nuværende menneskelegeme, men også muligheden for fremtidigt liv. Tilintetgørelsen i Gehenna er den anden død, hvorfra der ikke er nogen opstandelse til fremtidigt liv som en sjæl (Åb 21:8).
Her har vi således et eksempel på, at man ikke bør isolere enkelte vers og bygge lære på dem. Det er sådan fejl opstår. Tekstens mønstre, sammenhæng og ords betydning i hele Skriften er afgørende for en god forståelse. Når alle Skriftens udsagn sammenholdes, bliver konklusionen klar: Sjælen er dødelig. Læren om den udødelige sjæl bygger ikke på Bibelens samlede vidnesbyrd, men på fortolkninger af enkelte vers løsrevet fra deres sammenhæng.
Et menneske skal dø
Da mennesket er en syndig og dødelig skabning, er døden dets naturlige skæbne. Gud gav det fuldkomne menneske Adam denne befaling:
”Og Jahveh Gud befalede mennesket og sagde: Af hvert træ i haven må du frit spise; men af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise, for på den dag du spiser af det, skal du visselig dø.” (1 Mos 2:16-17, Interlinear Bibel)
Adam var ulydig mod Guds bud og bragte derved dødsdommen over sig selv og sine efterkommere. Hvis den fuldkomne Adam ikke havde syndet, ville det have været muligt for ham at leve evigt på jorden, skønt han var dødelig. Han ville også kunne give livet videre i arv til sine børn. I 1 Mosebog 2:17 udtalte Gud sig meget afgjort om dødsdommen. Han sagde: ”du skal visselig dø.”
Der er absolut ikke noget, der tyder på, at Gud mente, at synderen Adam blot tilsyneladende skulle dø. Gud sagde ikke til Adam: ”Dit legeme skal dø, men din sjæl vil leve evigt.” Det eneste sted i Bibelen, hvor der siges, at det ulydige menneske ikke skal dø, er i 1 Mosebog 3:4:
”Men slangen sagde til kvinden: ”Visselig skal I ikke dø.” (Interlinear Bibel)
Her står Guds ord og slangens ord i direkte modsætning til hinanden. Gud sagde: ”Du skal visselig dø.” Slangen sagde: ”Visselig skal I ikke dø.” Mennesker må derfor afgøre, hvem der talte sandt.
Det var ikke slangen selv, som talte til Eva, men Satan brugte en slange til at tale til Eva. Ud fra dette kan vi forstå, at Satan er den, der fandt på læren om at mennesker ikke skal dø, og dermed også sjælens udødelighed. Det er en af de løgne, som Satan og hans dæmoner bruger, for at bedrage mennesker og føre dem bort fra sandheden. Det var også den første løgn, der blev udtalt i verden, hvorfor Satan også bliver kaldt løgnens fader (Joh 8:44).
Når religiøse ledere lærer, at mennesket har en udødelig sjæl, bør enhver derfor selv undersøge, om denne lære stammer fra Skriften eller fra en anden kilde.
Mennesker og dyr dør på samme måde
Bibelen siger, at mennesker og dyr dør på samme måde. De har samme livsånde. Vi læser i Prædikeren 3:19-20:
”For det, som sker med menneskenes sønner, og det, som sker med dyrene, er den samme hændelse for dem. Som den ene dør, sådan dør den anden. Én livsånde har de alle; og mennesket har ingen fordel frem for dyret, for alt er tomhed. Alle går til ét sted; alle er kommet af støvet, og alle vender tilbage til støvet.” (Interlinear Bibel)
Disse ord understreger, at både mennesker og dyr er afhængige af den samme livsånde fra Gud. Når livsånden forlader dem, ophører livet, og de vender tilbage til støvet.
Salme 146:4 siger om menneskets død: ”Hans livsånd går ud, han vender tilbage til jorden; på den dag går hans tanker til grunde.” (Interlinear Bibel)
Når et menneske dør, ophører livet, og kroppen vender tilbage til støvet, sådan som Gud sagde til Adam. Bibelen beskriver ikke døden som en overgang til et bevidst liv et andet sted, men som en tilstand uden tanker, bevidsthed og aktivitet. På samme måde som dyrene mister mennesket livsånden og vender tilbage til jorden. Men Bibelen standser ikke ved døden. Der er håb for mennesket, nemlig den opstandelse Gud har lovet ved Jesus Kristus.
Bibelen giver os et herligt håb
Bibelen viser os således, at det syndige menneskes skæbne er døden. Men Bibelen giver os også et herligt håb. Der siges i Romerne 6:23:
”For syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.” (Interlinear Bibel)
”Forundres ikke over dette, for den time kommer, da alle som er i gravene, skal høre hans røst. Og de skal komme frem: de som har gjort det gode til livets opstandelse, og de som har gjort det onde til dommens opstandelse.” (Joh 5:28-29, Interlinear Bibel)
Disse ord forklarer i korthed, hvori det sande håb består. Hvis et menneske vender sig til den eneste sande Gud i troen på Jesus Kristus og søger retfærdighed gennem ham, kan det opnå evigt liv. (Joh 17:3)
Bibelens svar på spørgsmålet: Hvad er et menneske? er enkelt, logisk og i harmoni med Skriftens øvrige lære. Mennesket er en levende sjæl, dannet af jordens støv og gjort levende ved Guds livsånde. Når mennesket dør, vender det tilbage til støvet og afventer opstandelsen.
Bibelen peger frem mod Guds løfte om evigt liv for dem, der søger ham. Døden er derfor ikke endestationen i Guds plan med mennesket. Gennem opstandelsen vil Gud give liv tilbage til dem, som hviler i gravene. Det er det håb, som Jahveh har givet gennem sin søn, Jesus Kristus.
Relaterede artikler
Udforsk mere
© 2026 Skriften.dk